Af og til nævnes han blandt de store i symbolismen, som en af de store startere i modernismen: Rubén Darío - en nicaraguansk digter, der blev diplomat for sit land og i den egenskab boede meget i Europa. Hans årstal er 1867-1916.
Han udvikler et selvportræt i roman-rejseskildringen ”Mallorcas guld” (1913) ved at betragte havet, som han har rejst på så mange gange, men som han stadig finder nyt og alligevel uforanderligt: ”(Havet) var et mægtigt besjælet væsen, flydende og pulserende, alt sammen liv og gåde. Og sommetider talte han til det... som når han hver nat fremsagde sit Fadervor. Thi (han) havde, trods sin urolige og af kampe plagede ånd, og trods sit urolige og omflakkende liv, bevaret mange af de religiøse forestillinger, som man havde indpodet ham i hans barndom, derovre i et fjernt tropisk land i Amerika. Havet var roligt, men (han) sansede det dybe ekko fra dets hjerte, den dybe og indre melodi, som stemmer det så godt med den kunstneren bærer i sjælens allerinderste”.
Indrøm det bare, her står tilsyneladende ikke andet en konversationssnak? Gorm Rasmussen, som har oversat Rubén Darío og skrevet et udmærket forord (men har desværre ikke skrevet noter undervejs), taler om, at man må igennem ”juvelpanseret” i hans værker for at holde af Darío. Dette panser er al den skønhed, han først skal rejse for så at skære den i stykker med et velrettet snit:
”du er et godt individ/ en excellent person/ med megen nid i sjælen/ og munden fuld af savl.”
Det er i forfatterens lyrik, der af og til findes disse flammekastere af ord mod skønheden, men der er langt imellem dem. Hans prosa er æltet alt for meget ind i 1900-tallets skønmaleri til at rejse nogen forestilling i en læser her 100 år efter. Den Sophus Claussen, som forordet sammenligner ham med, var dog langt mere præcis i sit sprog, men måske oversættelsen svigter Darío en del ved at være uden klangfarve i det danske?:
”Kødets indvielser, de seksuelle overraskelser, som han i sin uvidenhed troede at være opdageren af” - er jo sikkert en rigtig oversættelse, men synes lidt stiv i det danske.
Darío var en evig nyforelsket og skrev på kærlighedsforholdenes forandring til skuffelse og lede. Men hver gang gav skaberkraften i digtet ham kompensation for den tabte kvinde. Og det var jo denne digtskabelse, som symbolisterne satte så højt: at ukendte udtryk kunne vokse livsforklarende ud af det digteriske sprog. Men det afsatte meget juvelsprog som opladning til gennembruddene og det er sjældent, at de står så klart som her: ”ud gennem mundens dør/ blæste hjernen sin flamme”.
Eftertiden har foretrukket sådanne lyn frem for juvelsproget. Rubén Darío huskes nu som modernist. Men er det helt rigtigt set i samtidens kontekst? Eller hvad ville disse symbolister med deres juvelsprog?
Med Sophus Claussens ord ville de genklæde en verden, der var klædt nøgen. Afsløringen, røntgenlyset til knoglerne, var deres moderne virkelighed, men de længtes efter skønhedens tilsløringer som efter sjælens drømme om at være større end blot en begrænsende krop. Vi har ikke længere sådanne drømme, kan vi forstå, når vi læser Rubén Darío.
Så egentlig er det smukt, når han faktisk slutter bogen med at fortælle om en kvinde, som afviser ham kropsligt:
”Nej vil du da det? Lad os blive ved sådan her, som gode kammerater (...) lad os ikke smide dette sjældne venskab bort, for noget som skabe skuffelse og lede... Nej for himlens skyld...”.
kultur@k.dk