Min far fyldte 90 år i den forgangne uge. Jeg skulle holde tale og kom så automatisk til at tænke over forholdet mellem fædre og sønner. Der findes masser af litteratur, der handler om dette forhold. Motivet er gennemtærsket de seneste 150 år med Ivan Turgenjevs ”Fædre og sønner” som en af de mest markante romaner. Det handler igen og igen om, hvordan den unge generation gør op med den ældre.
Ofte er det er smertefuldt opgør, hvor sønnen er belastet af den fædrene arv, som han har svært ved at godtage. Tænk blot på Sidenius-arven i Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per”. Den himmelstormende Per med de mange tekniske talenter vil ikke vide af sin præsteslægt, men kan heller ikke undsige sig den. Han hænger fast i den, hvor meget han end slår sig i tøjret og forsøger at gå sine egne veje.
Og det er netop, hvad det har drejet sig om: at gå sin egen vej. Gustaf Munch-Petersen skrev digtet ”Til mine forældre”, som i mange år har været et hit i litteraturundervisningen. I en let patetisk tone skriver sønnen:
”jeg blev ikke det, I ventede – /jeg blev alt det, I havde frygtet (…) jeg tror, jeg har Ret, naar jeg gaar til mit eget Land /men jeg gaar tøvende – /jeg gaar langsomt og tungt–/men jeg tror, jeg skal gaa.”
Det seneste sensationelle opgør for åbent tæppe kan man se i Yahya Hassans digte. Her får både faderen og de religiøse fædre læst og påskrevet af den unge søn, der i raseri vender sig fra fædrenes vold og løgnagtighed.
Det er sådan set helt fint med den slags skildringer og holdninger. Det passer sig især for en søn at have et mere eller mindre anstrengt forhold til sin far. Nogle kommer over det og finder en modus vivendi. Nogle har det hele livet og kommer aldrig af med det. Det er især dem, der aldrig kommer over det, at forholdet både binder og frigør en mængde energi. Vagn Lundbye havde et så kompliceret forhold til sin far, at han først kunne skrive om det, efter at denne var død. Det skete i autofiktionen ”Trefoldighedsbarn”, som viser et konfliktforhold og en kamp på liv og død.
Sådan et forhold har jeg ikke til min far. Og jeg har svært ved i en alder af 60 år at give mig til at citere Gustaf Munch-Petersen. Det gælder ligesom ikke længere – for mig. Nu er jeg selv også både far og bedstefar. Der er mig bekendt ikke skrevet meget om det modne forhold mellem fædre og sønner. Dramatikken er vel i vid udstrækning også gået ud af det, idet konflikterne enten er gået i sig selv igen, eller fædre og sønner lever hver deres liv adskilt fra hinanden.
Min far og jeg er på lige fod, når vi taler sammen og diskuterer litteratur, politik, kultur, eller hvad det nu må være, men så pludselig mens vi sidder og snakker, så føler jeg det, som om jeg er barn igen. Det er ret forvirrende, mens det står på. Men det er der altså et sted som en uafrystelig kropslig og mental erfaring. Jeg er for mange år siden vokset min far over hovedet, alligevel føler jeg mig som den lille.
Man bliver ved med at være barn i forhold til sine forældre. Vi omtaler jo også vores børn som børn, selvom de er voksne. Så må vi sige vores voksne børn, hvad der jo i princippet er noget vrøvl. Men vi har ikke noget ord for det. Søn og datter er selvfølgelig nogle tidløse begreber, men de bekræfter bare det fundamentalt ulige statusforhold mellem fædre og sønner.
Nogle sønner har et vældigt behov for at gøre op med deres fædre. Selv har jeg ikke været ude i det helt store faderopgør. Jeg har ikke haft brug for det, fordi min far engang for efterhånden mange år siden lod mig så meget i fred med selv finde ud af mit liv, at det ikke var nødvendigt. Det var også en anden tid, hvor man for eksempel kunne tage på interrail i en hel måned og bare havde en aftale med sine forældre om at ringe i yderste nødstilfælde. De anede ikke i hvilket land, vi var, og hvad vi lavede, men det var jo netop også pointen, at de ikke skulle have en Facebook- opdatering hver dag og en ”selfie” hvert andet øjeblik. Vi skulle selv finde ud af det, og det gjorde vi også, uden at vi alligevel nogensinde kunne lægge fædrene helt bag os.
Vi er sønner for altid, uanset hvor gamle vi bliver.