Ulla Tofte: Mit livs værk er en fædrelandssang forklædt som vuggevise

Adam Oehlenschlägers ”Underlige aftenlufte” blev med Carl Nielsens melodi en godnatsang for museumsdirektør Ulla Tofte, som hun aldrig har sluppet

Ulla Tofte.
Ulla Tofte. . Foto: Jens Nørgaard Larsen.

Fortalt af Ulla Tofte

Dette værk har virkelig fulgt mig siden min barndom. Oehlenschlägers sang ”Underlige aftenlufte” er formentlig ikke så kendt længere, men det er fantastisk, både på grund af melodien og fordi det er et romantisk kvad på mange vers, der handler om hjemve.

Den var den første vuggevise, min far sang for mig. Indholdet forstår man jo ikke, når man kun er et par år gammel. Den indledes med stroferne: ”Underlige aftenlufte!/ hvorhen vinker I min hu?/ Milde, lune blomsterdufte!/ sig, hvorhen I bølger nu.”

Som barn hørte man ordene med den beroligende takt, som Carl Nielsens melodi giver, og som min far enten sang eller spillede på guitar eller på altfløjte. Det er gudesmukt.

Så gik der mange år, hvor jeg ikke hørte sangen. Indtil en dag i slutningen af gymnasietiden, hvor vi blev introduceret for romantikken i danskfaget. Da forstod jeg, at det ikke var en godnatsang, men en fædrelandssang. Vi lavede tekstanalyse og lærte om de mange lag i teksten. Jeg havde tekstanalytikerens briller på og var endnu ikke bevidst om det personlige forhold, jeg havde til sangen.

Digtet hed oprindelig ”Hiemvee” og blev skrevet i tyske Halle af Oehlenschläger i 1805 på en af hans rejser i Europa, hvor han tilsyneladende fik hjemve undervejs og skrev dette digt inspireret af det forunderlige landskab omkring sig. Således lyder det: ”Matte sol! bag bjergets stene/ luerød du daler ned;/ og nu sidder jeg alene/ i min dunkle ensomhed./ Hjemme var der intet fjeld;/ ak! så er jeg ude vel?/ Skal i nat ej barnligt blunde/ i min Her-thas grønne lunde.”

Det handler jo om, hvor fantastisk det er at rejse, men at man på et tidspunkt tænker på hjemlandet. Det kender man jo godt fra egne rejser. Og med disse ord fandt jeg i mine sene teenageår ud af, hvad romantikken var for noget, ikke mindst romantikkens litteratur.

”Underlige aftenlufte” er jo fyldt med vild patos. Den slutter med en tekst om at miste sin moder, og Danmark er den anden mor. Man kan næsten ikke lade være med at grine. Det er ikke så underligt, at Oehlenschläger ikke siger så mange moderne mennesker så meget. For det er næsten for meget, og han maler det ud i otte vers. Det er ikke en sang, man som voksen selv ville have valgt som et centralt værk i ens liv. Den har fulgt mig ufrivilligt, kan man måske sige.

Der gik nogle år igen, før jeg hørte eller tænkte på ”Underlige aftenlufte”. Indtil jeg selv fik børn og skulle synge en vuggevise for dem. Og den mest umiddelbare sang, der dukkede op, var ”Underlige aftenlufte”. Jeg skulle lige have lidt hjælp med at huske det hele.

Og de små kunne naturligvis heller ikke forstå teksten i begyndelsen. Sproget udfoldes på et meget højere niveau i denne sang, end børn normalt forstår. Men vi har kunnet dvæle lidt ved nogle af de meget romantiske sætninger som ”Længselsfuldt heniler vandet” og senere bruge de meget malende ord til at forklare, hvad metaforer er for noget.

Når jeg sidenhen har været ud at rejse og oplevet fremmede egne og dufte, kommer jeg i tanke om dette romantiske kvad. Og jeg vender ofte tilbage til sangen.

Carl Nielsen kan jo det der med at omsætte storladne digte til rytmisk sang, som er nem at huske.

Andre før ham, som for eksempel Henrik Rung, satte også melodi til Oehlenschlägers tekst, men uden samme held. Det lykkedes Carl Nielsen at knække den svære tekst i 1915.

I sig selv er teksten nok for bøvlet til at blive berømt, men med Nielsen er digtet fra 1805 nu også overleveret til mine egne børn. Det synes jeg er lidt sjovt.