Årets bedste film handler om en lille dreng

Når man ser tilbage på årets film, stikker én ud som den i særklasse bedste: ”Boyhood” af amerikanske Richard Linklater. Gribende og bevægende afdækkes den nøgne sandhed om et menneskeliv. Og så indeholder den det bedste Guds-portræt længe set på film

Ethan Hawke (nederste foto, til højre) er i filmen både nær og fjern, både tilbagetrukket og intenst nærværende. Ligesom Gud, påpeger Povl Götke. Rundt om Hawke vokser familien gennem de 12 år, som filmen udspiller sig over, fra hovedpersonen, spillet af Ellar Coltrane, ligger i sin seng med moderen og læser godnathistorier, til han er en ung mand på vej ud i verden.- Begge fotos: Scanpix.
Ethan Hawke (nederste foto, til højre) er i filmen både nær og fjern, både tilbagetrukket og intenst nærværende. Ligesom Gud, påpeger Povl Götke. Rundt om Hawke vokser familien gennem de 12 år, som filmen udspiller sig over, fra hovedpersonen, spillet af Ellar Coltrane, ligger i sin seng med moderen og læser godnathistorier, til han er en ung mand på vej ud i verden.- Begge fotos: Scanpix.

Hvis man vil se kristendommens budskab smækket op på det store lærred og fortalt i jordnære og dagligdags billeder, skal man se det, der er årets bedste biograffilm. ”Boyhood” er instrueret af den autodidakte, amerikanske instruktør Richard Linklater og skildrer over små tre timer livet, som det er: på én gang råt og ubarmhjertigt og fuldt af nåde og sandhed.

Vi følger drengen Mason gennem 12 år, fra han er seks-syv år, til han er 18-19 år. Han vokser op i en helt almindelig, samspilsramt og dysfunktionel skilsmissefamilie med alenemor og storesøster, Samantha. Moderen, Olivia, studerer sig stålsat ud af fattigdom og ind i et akademisk middelklassesegment med en stilling som lærer i psykologi på et college.

Undervejs har Olivia to længerevarende forhold til mænd. Den første, Bill, en af hendes lærere på universitetet, bringer to børn ind i forholdet, som Mason og Samantha knytter sig til. Bills alkoholproblem forandrer ham langsomt fra at være en ironisk og sarkastisk intellektuel fuld af sjov og ballade og med overskud til familien til at være en isoleret, paranoid og voldelig tyran med psykopatiske træk. Olivia ser ingen anden udvej end ganske bogstaveligt at flygte med sine børn, hvorved hun brutalt flår båndene mellem dem og Bills børn over. For en ganske normal funktionsalkoholiseret dansk akademiker og familiefar som undertegnede er Bills deroute en af de mest foruroligende filmsekvenser, jeg længe har set.

Et par år senere flytter Olivia sammen med Jim, en ung krigsveteran med PTSD. Han medicinerer også sig selv med alkohol, så forholdet til Olivia og hendes børn til sidst går i stykker, og de igen må flytte. For både Bill og Jim gælder det, at de ikke har selvværd nok til at håndtere symmetriske relationer. Bill kan ikke leve med, at Olivia bliver færdig med studierne, får job og dermed bliver en selvstændig kvinde. Jim på sin side kan ikke leve med, at børnene vokser op og bliver selvbestemmende. Begge mænd går i opløsning, i samme takt som de mister magten og kontrollen over deres nærmeste.

Mason og Samantha oplever altså en opvækst med bunker af svigt og brud i alle mulige former og formater. Alligevel kommer de tilsyneladende igennem barndommen med skindet på næsen og uden mentalt og socialt invaliderende skader. Det skyldes en række relationer til andre signifikante personer. Deres mor er en af dem. Hun er uden tvivl overudfordret, men hun har et hjerte af guld og kæmper en brav kamp for at få enderne til at mødes, så hun både kan gøre karriere og være mor for sine børn. Deres jævnaldrende venner spiller også en vigtig rolle. Mason og Samantha leger og spiller spil sammen med vennerne, og dermed får de opbygget nogle paralleluniverser, som aflaster og skaber et fristed midt i en kaotisk og turbulent verden. Og så har de først og fremmest deres rigtige far.

Faderen (Ethan Hawke) er på én og samme tid nær og fjern. Han bor og arbejder langt væk, men når han kommer på besøg, er han 100 procent til stede. Han er et uafhængigt og suverænt menneske, der imidlertid gerne går på kompromis, når det tjener kærligheden. På et tidspunkt udskifter han således sin smarte sportsvogn med en praktisk, syvsæders familiebil. Han gider ikke overfladisk snak med klichéer og floskler, men insisterer på, at samtalen skal være ærlig og åben. Han spørger og lytter og er oprigtigt interesseret i at høre og diskutere med Mason og Samantha. De får både medspil og modspil. Han holder fast, ligegyldigt hvor langt de flytter væk med deres mor, og han sætter dem fri og respekterer, at de bliver voksne og for eksempel får et sexliv, som det sker for Samantha på et tidspunkt i filmen. Han dømmer dem ikke, men ser og rummer dem som de personer, de er. Det giver dem robusthed. Det frelser dem.

Man kan se ”Boyhood” som en moderne fremstilling af kristendommens budskab. En betingelsesløst kærlig og ærlig far, som både er helt tæt på og uendeligt langt væk, og som både kan holde fast og sætte fri. Barnet er i centrum som det, det hele handler om. Kvinder spiller en afgørende rolle på flere planer. For eksempel sidder Mason til sidst i filmen og snakker med en pige, Nicole. Hun siger til ham, at hun egentlig aldrig har brudt sig om udtrykket carpe diem, som oversættes med grib øjeblikket. Hendes erfaring er tværtimod den, at det er øjeblikket, der griber én. Ja, udbryder Mason, sådan har han godt nok aldrig selv tænkt det, men det har hun da fuldstændig ret i. Og dem er der mange af, tilføjer han, øjeblikke, som griber én.

Foruden en række kristne figurer, motiver og sandheder, er filmen også formmæssigt i pagt med Det Nye Testamentes fire evangelier. Som bekendt er et evangelium vanskeligt at bestemme rent genremæssigt. Ifølge den nyeste forskning på området er evangelierne inspireret af gammeltestamentlige forlæg og nærorientalske hagiografier og tilrettelagt ud fra liturgiske hensyn. De ligner historier fra det virkelige liv, men de er fiktion.

Den samme genremæssige tvetydighed har ”Boyhood”. Den er filmet over 12 år, fra 2002 til 2013, og benytter de samme skuespillere, som altså i reel tid bliver 12 år ældre. Det betyder, at man faktisk ikke aner, om det er dokumentar eller fiktion. Det virker som reality-tv, som live-streaming af et hverdagsliv. Alle skuespillere performer fuldkommen fremragende, ikke bare de professionelle, så det virker virkeligt. Men det er fiktion. Eller rettere: Modsætningen mellem fiktion og virkelighed opløses og gøres uklar. Det sker ved sandhedens mellemkomst. Ganske som det sker i et evangelium: en fiktion, som er sandhed. Og en sandhed, som er fiktion. Hvad er virkelighed - i virkeligheden?

”Boyhood” handler om, at vi alle er syndere. Eller vi er alle skadede, for nu at oversætte Luther til nutidsdansk. Hver på vores måde og i forskelligt omfang. Af samme grund har vi alle brug for hjælp. Vi kan ikke selv gribe øjeblikket. Det fundamentale i et menneskeliv - som i et kristeligt perspektiv er tro, kærlighed, tilgivelse og opstandelse fra de døde - det kan vi ikke selv tage, forlange eller skabe.

Ja, vi kan ikke engang gribe det, når det kommer til os. Det fortæller historien om den lamme mand ved Betesda Dam i Johannesevangeliet. Han har forsøgt at gribe øjeblikket, hvor der er bevægelse i vandet, i 38 år. Men han er lam og kan ikke. I stedet for kommer frelsen til ham udefra, i skikkelse af et menneske.

Det sker hele tiden. Det er kristendommens radikale budskab. Kristus er opstanden og kommer til os i skikkelse af et andet menneske. Nu som da. Igen og igen. ”Boyhood” er et typisk eksempel på, hvordan det sker.

Henrik Wivel anmeldte filmen i Kristeligt Dagblad ved premieren og tildelte den seks stjerner.

Ellar Coltrane, Ethan Hawke in Boyhood (2014) *Filmstill - Editorial Use Only* CAP/NFS Image supplied by Capital Pictures
Ellar Coltrane, Ethan Hawke in Boyhood (2014) *Filmstill - Editorial Use Only* CAP/NFS Image supplied by Capital Pictures