De seneste seks-syv år har Katrine Marie Guldager været optaget af at skrive de seks bind i slægtsserien om en familie i Køge. Det er en barsk historie om en familie i konflikt med sig selv og om familiemedlemmer med et ambivalent forhold til hinanden. Der er meget godt i den serie, men det er også, som om Guldager får sværere og sværere ved at gøre personerne og konflikterne fyldige og vedkommende. Men det råder hun så sandelig bod på med sin nye, selvstændige roman ”En uskyldig familie”.
Det er ikke, fordi den adskiller sig så meget fra serien, for langt hen ad vejen er det de sammen problemstillinger, der behandles endnu en gang, og det er de samme fortælletekniske greb – og misgreb – hun anvender. Tonen er den samme. Alligevel er det så meget bedre her, fordi personernes psykologi og deres indbyrdes had- og kærlighedsforhold virker stærkere og troværdigere.
Scenen er flyttet fra Køge til Svendborg, hvor far, mor og tre børn danner en form for familie. Faderen Holger er dybt optaget af økologisk og biodynamisk jordbrug og bor meget af tiden på Lyø. Moderen er optaget af sine skiftende elskere og af at udleve et frit liv. Alt imens vokser børnene op i 1980’erne og forsøger at forholde sig til den fraværende far og en mor, der skiftevis knuselsker dem og verfer dem af. Og så forsøger de at finde sig selv i forhold til de rivaliserende søskende.
Det er de to ældste børn – Lene og især Frederik – som Guldager går i dybden med. De reagerer begge på forældrenes værdier og måde at tackle tilværelsen på. Mod alle odds læser Lene teologi og bliver præst i Svendborg. Hun er især inspireret af den sydamerikanske kristendom med dens dybe sociale engagement. Frederik bliver til gengæld tiltrukket af unge Venstrepolitikere og uddannet på Harvard-universitetet. Han får et job som aktieopkøber hos Goldman Sachs. Så kan det ikke blive finere inden for den verden.
Den yngste bliver ikke til noget som helst og ender som en slags social taber. Og forældrene fatter ikke et kuk af det hele og tænker, om de har gjort noget galt, siden deres børn i den grad ikke har sans for livets sande værdier. Skulle en Gud være nødvendig? Og er pengemænd ikke i bund og grund bare nogle grådige, amoralske materialister?
Forældregenerationen bliver tegnet skarpt op og nærmer sig karikaturen, mens både Lene og Frederik får så tilpas meget karakter, at deres skæbne virkelig bliver medrivende og engagerende. Særligt stærkt står Lenes ensomhed. Hun er den, der altid står til rådighed for andre, men som er ganske alene med sin Gud, når det brænder på for hende.
Men ellers er det Frederik, som fylder billedet. Han er sønnen, der hurtigt lærer at stå på egne ben og at ville selv. Han vil demonstrere for både sig selv og sine forældre, at han kan klare sig, også på trods af, at de slet ikke værdsætter det, han kan inden for finansverdenen. De afskyer hans verden og er for eksempel blinde for, at finanskrisen i 2008 ikke bare skyldtes samvittighedsløse børsmæglere, men også en masse mennesker, som lod sig snyde flere gange, og som ikke selv tog noget individuelt ansvar for deres egen formue.
Således står forskellige generationers værdisæt over for hinanden, og generationerne har ikke meget til overs for hinanden.
Mens forældregenerationen på mange måder ser stort på familien som institution, så er det anderledes alvor for især Frederik. Han har virkelig noget i klemme, og selvom han arbejdsmæssigt har kæmpe succes, så bliver hans familieliv en fiasko – indtil han møder en kvinde, der kan hjælpe ham på ret køl familiemæssigt. Eller så meget det nu kan lade sig gøre for en af Frederiks kaliber og med hans familiære baggrund. Han får to psykiske sammenbrud, som begge har at gøre med det problematiske forhold til moderen.
Hvor problematisk det hele end er, så nærer Frederik en drøm om, at familien må kunne sejle af sted som et skib uden at gå på grund og synke. Den ukuelige drøm om en familie, som fungerer, går efterhånden som en rød tråd gennem Guldagers familieromaner. Alternativer er det svært at få øje på, og derfor er det også desto værre, når det ikke lykkes at få familien til at fungere, som rum for den nærhed, omsorg og kærlighed.
Læs interview med Katrine Marie Guldager i avisen på lørdag.