Hvor godt kender du egentlig din egen familie? Det spørgsmål stiller forfatteren Eva Maria Fredensborg sig selv og læseren med sin nye roman, ”Det hvide mørke”. Fredensborg har tidligere udgivet en rost krimitrilogi, og man fornemmer da også et kriminalistisk islæt i hendes nye værk.
For da evolutionsbiologen og forfatteren Emma van der Klein, som er romanens hovedperson, graver dybt i sin slægts historie, er det ikke kun artigheder og almindelige familiestridigheder, som kommer for dagens lys.
Afsættet for handlingsforløbet er en tilfældighed. Emma overhører en samtale mellem sin far og mor, hvoraf det fremgår, at hendes farfar faktisk ikke er hendes biologiske farfar, samt at hendes far ikke har ønsket at have kontakt med hendes biologiske farfar.
Emma sætter sig nu for at opspore sin biologiske farfar for at lære sit ophav at kende. Det viser sig snart, at Emmas biologiske farfar er den excentriske forretningsmand Harald Eskildsen, som har skabt et virksomhedsimperium på grundlag af en såkaldt syrevækker, det vil sige en særlig bakteriekultur, der har stor betydning i fødevareindustrien. Trods sin store rigdom lever han et yderst nøjsomt liv i den sønderjyske landsby Visby. Emma har mange spørgsmål til sin farfar, men han ikke er nem at tale med.
Samtidig bliver det klart for Emma, at medlemmer af hendes familie formentlig har været involveret i en voldsom forbrydelse. Det er imidlertid ikke fortællingen om en pludselig og chokerende død, der i det lange løb fastholder læserens opmærksomhed, men derimod det spind af sorg, fortielser og løgne, som Emma lidt efter lidt afdækker i sit forsøg på at forstå sin slægts kringlede historie.
”Det hvide mørke” er en tankevækkende roman. Det kan måske irritere en læser eller to, at Eva Maria Fredensborg har valgt at indlejre sin fortælling om Emma og hendes familie i et metafiktivt spil, hvor fortælleren løbende reflekterer over sine egne valg. For hvad skal det nu til for?
Men efterhånden som man nærmer sig slutningen, bliver det tydeligt, at formen trods alt har en vigtig funktion for fortællingen. Samtidig må man glæde sig over Fredensborgs klare sprog, hendes evne til at skabe psykologisk troværdige figurer og det veldrejede plot. Den væsentligste ros gælder dog hendes samlede orkestrering af temaet om familien.
Det er ikke altid let at få familierelationer til at fungere gnidningsfrit. Og i en tid, hvor individualiseringen af vores kultur er så massiv, at et stigende antal personer bryder med deres familier eller ufrivilligt udsættes for brud, er det nærliggende at læse Eva Maria Fredensborgs roman som en skønlitterær påmindelse om, at det faktisk er værd at kæmpe for familiens samhørighed.
Med sin roman stiller Fredensborg skarpt på en komplekst sammensat familie og tydeliggør de sociale, biologiske og følelsesmæssige bånd, som løber på kryds og tværs af hinanden og danner det enkelte menneske og dets selvforståelse.
Det er ikke nogen ringe bedrift.