Familierne er brudt sammen og internettet er totalitært - hvad gør det ved os?

Jonathan Franzens nye roman føjer ikke afgørende nyt til hverken forfatterskab eller forståelsen af samtiden

Jonathan Franzens nye roman er ikke meget bedre end andre samtidsromaner, men heller ikke værre, skriver Michael Bach Henriksen.
Jonathan Franzens nye roman er ikke meget bedre end andre samtidsromaner, men heller ikke værre, skriver Michael Bach Henriksen. .

Hovedpersonen i Jonathan Franzens nye roman, ”Purity”, hedder Pip Tyler. Hun er ung, kæk og ironisk; en individualist, som også er fællesskabssøgende. Langt ude kunne hun være i familie med Pippi Lang-strømpe eller Lisbeth Salander med sin opsætsighed og evne til at hacke sig ind i andre menneskers liv. Der er også noget Charles Dickensk over hende, så sandt som hun deler navn med hovedpersonen i klassikeren ”Store forventninger”.

Pip hedder egentlig Purity som romanen, altså ”renhed”. Men hun er ikke den eneste vigtige person i det store galleri. I lighed med sine tidligere romaner ”Korrektioner” og ”Frihed” vier Franzen i ”Purity” lange kapitler til enkeltpersoner, hvis synsvinkler kaster nyt lys over handlingen. I første kapitel er Pip flyttet fra sin krævende og flæbende californiske eremit af en mor med hang til luftigheder fra new age-katologet af nemme løsninger på livets kriser.

Moderbindingen består, mens den gældsplagede Pip arbejder som først telefonsælger af klimavenlige elforsyningsaftaler i Oakland, så hacker i Bolivia, hvor hun møder den karismatiske Julian Assange-agtige internetguru Andreas Wolf, og endelig som researcher på en uafhængig netavis i Denver.

Pip er på jagt efter sin ukendte far, men som arbejdspladserne måske antyder, er ”Purity” også en roman om det moderne informationssamfund med dets fremmedgørende og totalitære tendenser. Sådan ser Andreas Wolf ihvertfald på det. Han er romanens anden vigtige person. Wolf er opvokset i Østtyskland og blev berømt i dagene after Murens fald, hvor han kom til at stå i spidsen for en radikal åbenhedsbevægelse, ”The Sunlight Project”, der med internettets hjælp bringer stats- og forretningshemmeligheder frem i lyset.

Med Pip fortæller Franzen en historie om brudte familierelationer, og med Wolf fortæller han en historie om farerne ved den digitale æra. Wolf ser mange ligheder mellem opvæksten i Østberlin og nutidens online-mennesketype:

”De privilegier man kunne opnå i Republikken, havde været kummerlige, en telefon, en lejlighed med en smule luft og lys, den altoverskyggende vigtige rejsetilladelse, men måske ikke mere kummerlige end at have et bestemt antal followers på Twitter, en Facebook-profil med masser af likes og en gang imellem fire minutter på CNBC. Det virkelig tiltrækkende ved apparatjikismen var trygheden ved at høre til,” som det hedder med en karakteristisk formulering mod slutningen af romanen, hvor den tveæggede kvalitet ved den digitale æra står klar for Wolf og læseren. Konformismen, den sociale kontrol og manglen på frihed er akkurat den samme i DDR dengang som i USA nu.

Hvis man tror, at Wolf med disse ikke uinteressante betragtninger er en ægte helt, får man revideret sin opfattelse, som handlingen skrider frem, og nye synsvinkler kommer på banen. Wolf er romanen igennem ikke bleg for at udnytte sin gurustatus og empatiske lytteevner som direkte adgang til uforpligtende ungpigesex. Ingen kvinde kan dog måle sig med hans mor, Katya, som han afskyr og tilbeder på afstand. Wolfs monumentale moderbinding spejler Pips, men er også et generelt problem ved romanen: Dens personer gør alt, hvad de kan, for at undslippe kernefamilien, men defineres ikke desto mindre næsten udelukkende af forældregenerationen.

I den forstand er ”Purity” endnu en roman i den lange række af kernefamilie-kritikker, og det er fint nok, men ikke videre nyskabende eller profetisk.

Den er undertiden også noget leddeløs, og ikke alle kapitler er lige skarpe på personernes stemmer. En indlagt satire over forfattere som Franzen selv: mandlige hvide heteroseksuelle forfattere, der skriver lange samtidsromaner og modtager store priser, falder også til jorden. Her er landsmanden Meg Wolitzer i romanen ”Hustruen”, der udkom på dansk tidligere i år og handler om mandlige forfatteres primitive fascination af størrelse og længde, mere gennemført og ond i satiren. Kritikken af den digitale æras totalitære tendenser kunne også være mere udfoldet.

Disse eksempler blot for at anskueliggøre, at ”Purity” ikke er så gevaldig meget bedre end andre samtidsromaner, men heller ikke værre. Den er ambitiøs og undertiden underholdende, men ”Korrektioner” (2001) er stadig den bedste bog i Franzens forfatterskab. Der lykkedes det at sammenkæde to traditioner i amerikansk litteratur: psykologisk realisme i stilen fra John Updike og Philip Roth med postmodernistisk systemkritik i stilen fra Thomas Pynchon og Don DeLillo. Det var faktisk nyt og frisættende, en prosafiktion, der var både varm og kold, empatisk og politisk, med blik for både intimsfære og samfundsrystelser. Denne balance rammer Franzen ikke i sin nye roman, dertil er kritikken af internettet trods alt for overfladisk.

Pip leder romanen igennem efter sin far, og det er o.k. spændende at følge hende i jagten på at gøre det lidt bedre end forældrene, hvad familielivet angår. Andreas og chefredaktøren Tom Aberant fra Denver-avisen er involveret i et mord kort før Murens fald; også dette og andre dele af den vidtforgrenede handling er underholdende. Men ”Purity” viser ikke frodige nye veje i forfatterskabet og er ikke ”den store amerikanske roman”, som nye udgivelser fra Franzens hånd rutinemæssigt udråbes til.