Holocaust-film er suverænt besættende

Géza Röhrig som kz-fangen fra Sonderkommando i Auschwitz-Birkenau i den oscarnominerede ungarske film ...

Géza Röhrig som kz-fangen fra Sonderkommando i Auschwitz-Birkenau i den oscarnominerede ungarske film ”Sauls søn”. - Foto: Camera Film

film
Six stars
Den historiske tyngde i holocaust er overvældende og forlener filmen med en dyster styrke. Men dens fokus er noget andet og i eksistentiel forstand vigtigt
Henrik Wivel

”Sauls søn” er et nådesløst insisterende drama om en mands forsøg på at opretholde en værdighed i holocausts helvede

Der er lavet talrige film om holocaust - spillefilm, dokumentarer og rene rystende vidnesbyrd. Men ingen som ”Sauls søn”.

Filmen fortætter det historiske drama om nazisternes organiserede mord på Europas jøder i ét menneske med en mission midt i dette barbariske vanvid. Den store uoverkommelige historie besætter én mands bevidsthed og løfter ham mod skæbnens bestemmelse.

Denne mand er jøden Saul - spillet med nærmest stum intensitet af Géza Röhrig - der sammen med andre udvalgte gør tjeneste i kz-lejren Auschwitz-Birkenau i krigens sidste år, hvor myrderierne udarter hæmningsløst.

Saul er en del af den såkaldte Sonderkommando, hvor udvalgte fanger får forlænget deres liv med nogle måneder ved at gøre det mest beskidte arbejde i lejrene. Denne særlige perverse form for nazistisk logik, hvor de jødiske fanger hjælper til med at udrydde deres søstre og brødre og rydde op bagefter, skildres i filmen med ikke mindre systematisk konsekvens.

Under ledelse af en jødisk befalingsmand, en Kapo, står disse jødiske enheder for at få fangerne klædt af, ledt ind i gaskamrene, slæbt ud igen og brændt i krematoriets ovne og på bål. De gør rent efter myrderierne i gaskammeret, de stripper det efterladte tøj for værdier, de sorterer ejendele, og under den tiltagende desperation tvinger de deres jødiske medborgere frem til randen af massegravene, hvor nazisterne likviderer dem.

Depersonaliseringen er fuldkommen. Ligene omtales som ”det” og som ”stykker” i ondskabens retorik. Disse mænd i Sonderkommando har af samme grund ingen værdighed tilbage og ser ikke hinanden i øjnene. Sjælen har intet spejl. De er organiseret i en slags urhorde med et stramt hierarki, og deres lede og skam over dette livsforlængende forræderi har sat sig i dem som en mekanisk hårdhed, hvor bevidstheden er slået fra.

Stedt i dette helvede på jord er det, at Saul pludselig kommer til en form for besindelse. Han bliver vidne til, at en dreng mirakuløst overlever gaskammeret. En tysk læge tager straks livet af ham og beordrer drengen obduceret for at få en forklaring på denne irrationelle undtagelse.

For Saul bliver drengen også en undtagelse, og han beslutter sig for at give ham en ordentlig begravelse, som en slags pant på en menneskelighed og på et religiøst bud, der ikke længere er til stede.

I et system, hvor intet lades ubemærket, bliver Saul en slags paria i Sonderkommendo. Han forklarer sig med, at drengen er hans søn. Filmen giver intet svar på, om dette er sandt. Den fokuserer på Sauls umulige, men magtpåliggende mission. For Saul ”ser” drengen som sin søn, som et menneske, der skal tages vare på. Hans blik er på drengen.

Se filmens trailer her - anmeldelsen fortsætter efter traileren

Dette fokus skal tages helt bogstaveligt. Det er instruktøren László Nemes' eminente greb om det belastede stof, at han stort set hele tiden følger Saul i øjenhøjde. Kameraet er med Saul overalt og ser med hans øjne på det inferno, der er omkring ham.

Det sker i fotografen Mátyas Erdélys lange ubrudte sekvenser med en nærmest håndholdt kropslighed og anmassende tæthed til filmens hovedperson. Som beskuer kommer man næsten helt ind i Saul og tager hans umulige mission på sig i en enerverende deltagelse og klaustrofobisk identifikation.

Saul forvandler sig hermed og bliver et menneske på en rejse igennem en verden af frådende umenneskelighed.

Saul vil finde en rabbiner, der kan recitere den hellige bøn ”Kaddish”, når drengen begraves. Det satser han alt på, og stik imod enhver fornuft overlever han den ene fare efter den anden i sit forsøg på at give døden en mening. Hans kolleger anklager ham for at svigte de levende for en døds skyld. Men Saul giver det eneste sande svar til håndlangerne i Sonderkommando: ”Vi er alle døde”.

Man kan anskue Sauls mission som et eneste lille tegn på liv i de dødes rige. Indfinder nåden sig til sidst? I et glimt kunne man tro det, men instruktøren lader historien tale sit dystre og nådesløse sprog. Kz-lejrene var ikke et sted for drømme og illusioner.

”Sauls søn” er den ungarske László Nemes' debutfilm. Alliancen med fotografen Mátyas Erdély er hypnotisk i styrke og minder om de belgiske Dardenne-brødre, når de er bedst.

Man kan have sin tvivl om, hvordan instruktøren kommer videre efter en debut, der er så suverænt besættende, moralsk insisterende og virtuost filmet som denne. ”Sauls søn” blev hædret med juryens Grand Prix i Cannes sidste år og med en Golden Globe i USA, og den er Oscar-nomineret som bedste udenlandske film i år. Fuldt fortjent.

Den historiske tyngde i holocaust er overvældende og forlener filmen med en dyster styrke. Men dens fokus er noget andet og i eksistentiel forstand vigtigt: ”Sauls søn” handler om et enkelt menneskes instinktive vilje og suveræne evne til at gøre en forskel. Hans magt er eksemplets.