Et koldt betonbyggeri i den sydgrønlandske by Paamiut, hvor psykisk vold hærger, hashorgier florerer, og omsorgssvigt trives. Det lyder umiddelbart som et fantasiløst og idéforladt sted. Men for den 30-årige forfatter Sørine Steenholdt var det lige præcis omvendt. Når hendes berusede mor mistede kontrollen, og skældsordene ramte som hagl, flygtede hun ind i fantasien. Flugten blev en redningsplanke, hvor hun søgte håb, og et sted, hvor hun fandt det, hun var god til.
”Der var intet at hente i det miljø, jeg voksede op i. Min far fandt jeg først ud af hvem var, da jeg var 18 år, og min mor vidste ikke, hvordan man var en mor. Så når jeg ikke kunne lide verden, beskrev jeg den med fantasien. Samtidig tænkte jeg over, hvad jeg ville som voksen. Jeg ville være mønsterbryder,” fortæller Sørine Steenholdt på flydende dansk over en Skype-forbindelse fra Nuuk, hvor hun bor sammen med sin femårige datter Lily Mai.
Moderen var selv vokset op i et lignende miljø, hvor man aldrig havde lært, hvad omsorg var, og hvor skolegangen ikke blev taget alvorligt. Derfor var højtlæsning også helt utænkelig i Sørine Steenholdts barndomshjem. Dette i modsætning til den unge forfatters nuværende hjem, hvor alt lige fra Harry Potter til grønlandsk børnelitteratur bliver læst højt for datteren hver aften.
”Jeg vil, at min datter skal have en helt anden forståelse og syn på livet, end den jeg fik. Bøgerne gør hende klogere, og hun lærer at bruge sin fantasi,” fortæller Sørine Steenholdt, der netop brugte sin fantasi som ledestjerne i sit eget liv.
Det tog mange år og bogen ”Zombieland” at bearbejde traumerne fra barndommen. Og i dag er forholdet til moderen begrænset til en kontakt, der kun opstår, hvis moderen selv henvender sig. På få punkter var moderen dog alligevel klog, husker Sørine Steenholdt. Som teenager fik hun en dagbog af hende, og det var her Sørine Steenholdt forvandlede fantasien til ord for første gang. Men også skolen fik stor betydning for hendes vej ind i litteraturen. Læreren i grønlandsk hjalp hende med at forstå og analysere litteraturen, og på den måde åbnede den verden sig, som skulle hjælpe hende til at blive mønsterbryder.
”Jeg forstod første gang, at litteraturen afspejler ens eget samfund. På Grønland snakker man ikke rigtig om problemerne, og jeg følte ofte, at der manglede en debat. Her opdagede jeg, at man kunne placere en implicit samfundskritik i litteraturen. Det var et smart trick og stor kunst, syntes jeg,” siger Sørine Steenholdt, der mellem linjerne i hendes egne værker retter en skarp kritik mod det grønlandske samfund.
Teksten fortsætter under billedet
Efter gymnasiet flyttede Sørine Steenholdt til hovedstaden Nuuk, hvor hun begyndte at læse sprog, litteratur og medier på universitetet. Her blev hun introduceret for et bredt udbud af litteratur. Det greb hende, og hun ville have mere. Men at læse litteraturen var ikke nok. Derfor deltog hun i en landsdækkende novellekonkurrence med novellen ”Du skal adlyde din mor”, der handler om en mor og psykisk vold. Sørine Steenholdts novelle var blandt vinderne, og i 2012 udkom ”Du skal adlyde din mor” i novellesamlingen ”Ung i Grønland – ung i Verden”.
”Det var første gang, jeg legede med mit eget plot. Jeg følte, at jeg var hjemme, og at der var noget, jeg var god til. Det var min hjemmebane, så hvorfor ikke blive ved?”, siger Sørine Steenholdt.
Hun blev ved , og i 2015 så hendes første selvstændige værk, ”Zombieland”, dagens lys. Bogen er en samling af noveller og digte, hvor det barske omdrejningspunkt er alt lige fra voldtægt til selvmord og fra hashmisbrug til biltyveri. En bog, der til forveksling minder om Sørine Steenholdts egen opvækst, og som i efteråret var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Undervejs i skriveprocessen optrevlede Sørine Steenholdt sin traumatiske barndom. En barndom, der indtil videre kun havde bestået af flygtige flashbacks, fordi hun havde fortrængt den.
”Når jeg skriver, bearbejder jeg, for det hele kommer indefra. Jeg gennemlever følelserne, og hvis jeg for eksempel vil beskrive omsorgssvigt, åbner jeg mit sind og sætter mig ind i, hvordan det føles. Jeg elsker at skrive, og jeg hader det. Tankerne kommer ud og bliver til noget, men det skal først igennem mig,” siger Sørine Steenholdt.
I kølvandet på udgivelsen af ”Zombieland” fulgte der en behandlingskrævende psykisk nedsmeltning bestående af angst, stress og depression. Skriveprocessen var derfor på mange måder et nødvendigt onde.
”Nu føler jeg mig som en fri fugl, for følelserne er ikke længere mine egne. De er offentlige. Jeg har overgivet mig og accepteret, at det er sådan, jeg er, og det har givet mig en stor frihed,” fortæller Sørine Steenholdt.
Men det mentale sammenbrud har ikke givet Sørine Steenholdt mindre lyst til at skrive. I øjeblikket arbejder hun på sin første roman, der handler om forholdet mellem Danmark og Grønland fortalt igennem en ung kvinde, der er halvt dansker og halvt grønlænder.
Og selvom det at skrive er vigtigt for Sørine Steenholdt, er budskabet bag forfatterskabet mindst lige så vigtigt. Derfor har hun også i håbet om at være med til at løfte grønlandsk litteratur og udbrede kendskabet til den valgt at engagere sig på et samfundspolitisk niveau som bestyrelsesmedlem i blandt andet Den Grønlandske Forfatterforening og Grønlands kulturhus Katuaq. Ønsket er, at flere mennesker skal have glæde af den grønlandske litteratur. Ikke blot ved at læse den og derved forstå det grønlandske samfunds kompleksitet bedre, men også ved at grønlandske kunstnere får bedre vilkår, og flere får øjnene op for, at fantasien og kunsten er en mulig levevej.
”Da jeg var lille, tænkte jeg, om der overhovedet var nogle voksne, der så mig, og i dag undres jeg over, at voksne mennesker kunne se den anden vej. Håbløsheden fylder så meget for mange på Grønland. Jeg vil gerne være med til, at folk får lyst til at gøre en forskel, og overbevise dem om, at de ikke behøver at vælge den traditionelle vej.”