Farverigt epos fortæller historien om Iran før islam

Ny udstilling genfortæller det iranske heltedigt Shahnama, der 1000 år efter værkets tilblivelse stadig er et kampskrift for den nationale selvforståelse i de persisktalende lande

Firdawsi i audiens hos sultan Mahmud af Ghazna – Iran, Isfahan; 1615-1625.
Firdawsi i audiens hos sultan Mahmud af Ghazna – Iran, Isfahan; 1615-1625. Foto: Pressebillede fra Davids Samling.

Digteren Abu’l Qasim Firdawsi håbede på en økonomisk belønning, da han for mere end 1000 år siden præsenterede sit monumentale digt Shahnama, ”Kongernes Bog”, for den tyrkiske slavegeneral Mahmud af Ghazna. Herskeren værdsatte ikke de mere end 50.000 vers, og Firdawsi trak sig tilbage til sin fødeegn uden nogensinde at få løn som fortjent.

Eftertiden har derimod belønnet Firdawsis Shahnama, der gennem fortællinger om kærlighed, fjendskab, frihed og tyranni skildrer Irans historie fra en svunden sagntid til det syvende århundrede.

I dag betragtes det litterære værk som et af de største i de persisktalende lande, men i Danmark er det for mange stadig ukendt.

Det forsøger kunstmuseet Davids Samling i København nu at rode bod på med en særudstilling af sider fra illustrerede Shahnama-manuskripter, hvor de tidligste stammer fra år 1300.

”Når vi laver udstillingen nu, hænger det blandt andet sammen med, at Iran pludselig er blevet en vigtig spiller internationalt og er på vej ind i det gode selskab på grund af atom-aftalen. Det gør, at der pludselig bliver åbnet op for handel og kultur, og her spiller Shahnama stadig en stor rolle,” siger museumsinspektør på Davids Samling, Joachim Meyer, og tilføjer, at værkets 1000-årsjubilæum i 2010 også gav inspiration til udstillingen.

Det var i marts i år 1010, at Firdawsi efter mere end 30 års arbejde satte punktum for verdens længste digt. Iran var 300 år forinden blevet indtaget af araberne, og islamisk kultur var dominerende.

Firdawsi var selv shia-muslim, men Shahnama er udelukkende en kærlighedserklæring til Irans fortid før islams ankomst – fra en svunden sagntid frem til det afgørende nederlag til muslimerne ved Qadisiyya i år 636.

Alligevel skal digtet mere ses som en hyldest til ur-Persien end en kritik af islam, siger Joachim Meyer.

”På trods af at han selv var muslim, mente han, at fortidens storhed endte med islams ankomst. Der optrådte en del arabiske låneord i persisk på Firdawsis tid, fordi araberne havde været mere end 300 år i Iran. Alligevel er det kun ganske få arabiske ord, som indgår i værket, så på den måde har han truffet et bevidst valg om at nedtone den arabiske, muslimske kultur,” siger han.

Foto: Pressebillede fra Davids Samling

Trods Firdawsis fokus på præ-islamisk kultur har værket ikke været bandlyst i den islamiske del af verden, men har naturligvis nydt større anerkendelse og opblomstring på de tidspunkter i historien, hvor magthaverne var af persisk oprindelse, forklarer Joachim Meyer.

Udbredelsen af Shahnama skete på flere forskellige måder afhængigt af, hvilke sociale lag der var tale om. Den folkelige udbredelse skete, fordi omvandrende historiefortællere reciterede dem for folk, der hverken kunne læse eller skrive, og kan derfor sammenlignes med de danske folkeeventyr og islandske sagaer.

”Det er ganske enkelt gode og dramatiske historier om kærlighed, konger og prinsesser. Derfor har det altid haft en bred folkelig appel,” siger Joachim Meyer.

Shanama kan som nævnt oversættes til ”Kongernes Bog”, og digtet er da også en kronologisk fortælling, hvor de persiske konger udgør rygraden – fra den første sagnkonge Gayumarth til sasanide-fyrsten Yazdagird III, der blev myrdet i år 651. Fordi det netop handler om konger og fyrster, har Shahnama gennem historien tiltalt regenterne.

”Fortællingerne bliver et slags kongespejl, hvor de kan bruge tidligere fyrster og konger som idealer for, hvordan de skulle opføre sig. Man kunne finde inspiration i digtet, uanset om man vil være en altruistisk eller egoistisk konge,” siger Joachim Meyer.

Selvom det formentlig er de færreste magthavere, som finder inspiration i Shahnama i dag, så har heltedigtet langt fra udspillet sin rolle.

Foto: Pressebillede fra Davids Samling

Siden Iran som moderne nationalstat tog form for omkring 100 år siden under Reza Shah Pahlavis styre, har Shahnama været afgørende for iranernes nationale identitet og er det stadig i dag.

Firdawsi bliver således fejret hvert år den 15. maj med fester, optrædener og recitationer af hans værk – særligt i Mashhad i det nordøstlige Iran, hvor blandt andet byens universitet er opkaldt efter ham.

Men hvordan kan det være, at man efter den islamiske revolution i Iran i 1979 har holdt fast i en hyldest til en præ-islamisk fortid?

Svaret skal findes i indledningen i Shahnama, hvor Firdawsi sejler med muslimernes profet Muhammed og de tre første shiitiske imamer: Ali, Hasan og Husayn.

”At Firdawsi er shiit, spiller ingen nævneværdig rolle i Shahnama. Men de religiøse ledere i Iran gør, hvad de kan for at inkorporere Shahnama i deres strategi. For på den måde kan de promovere en islamisk-iransk, nationalistisk ideologi.”