Faust for fuld mobilisering

Robert Schumanns Faust-scener var en udfordring at fordøje ved torsdagskoncerten

Faust-legenden er et ofte benyttet tema i klassisk musik.

Når det alligevel er sjældent at kunne opleve dette værk i en koncertsal, skyldes det i første række de kolossale udfordringer, det giver at mobilisere en komplet opførelse. Og genremæssigt er denne Faust-version måske også problematisk, da den befinder sig et sted mellem en koncertant opera og et stort anlagt korværk. Der er syv egentlige solister plus otte korsolister, tre kor (DR SymfoniKoret, Københavns Drengekor og Det Kongelige Kantori) og et stort symfoniorkester at holde styr på, men Michael Schønwandt er om nogen dirigenten, der magter det. Hans begejstring var i lange stræk smittende.

Blev det så forløst? Lykkedes det at hive alle tre dele af det næsten to timer lange værk i land?

Jeg må vedstå, at jeg ikke blev ganske overvist. Den schumann’ske tyngde, der i hans symfonier kan være et næsten gribende særkende, gør den forunderlige blanding af filosofi og drama til en tung anretning, det kan være vanskeligt at fordøje. Også selvom DR havde gjort sit bedste ved at tilbyde publikum et lille teksthæfte.

Der var fornemt orkesterspil og mange fine solister at glæde sig over. Den glimrende svenske sopran Klara Ek var sat på en vanskelig opgave med meget at synge i begyndelsen af værket, hvorefter hun i partiet som Gretchen forsvinder ud af billedet for så at dukke op til allersidst. Faust blev i titelrollen godt dækket af den tyske baryton Thomas E. Bauer, mens Hanno Müller-Brachmann var en overbevisende Mephistopheles. Endelig hæftede man sig ved den unge norske sopran Mari Eriksmoen, der i tre mindre partier brillerede med en smuk stemme og stor gennemslagskraft.

Ligesom jeg i sin tid oplevede det som en gevinst at få Goethes ”Faust” (i P. Hansens oversættelse) med i bagagen, er jeg nu taknemlig for at have fået Schumanns musikalske uddrag inkluderet. I mere end én forstand et pust fra en epoke, hvor man kunne og turde give sig tid.