Fem forslag til en god store bededagsferie

Store bededagsferien er lig konfirmationer, men der foregår også en masse andre spændende ting landet over. Her er et lille udpluk fra Kristeligt Dagblads kirke- og kulturkalender Kirku.

Tag med pilgrimspræst Elisabeth Lidell på pilgrimsvandring på Ærø.
Tag med pilgrimspræst Elisabeth Lidell på pilgrimsvandring på Ærø. . Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

1. Pilgrimsvandring på Ærø

På Ærø kan man sammen med pilgrimspræst Elisabeth Lidell deltage i den helt store pilgrimsvandring. Torsdag aften mødes deltagerne på Marstal Vandrerhjem, der danner base for pilgrimsvandringen.

Store bededag er der sognevandring med beboere fra Marstal sogn og gudstjeneste i både Marstal og Ommel kirker. De følgende dage vandres der videre på Ærø gennem både Søby og Ærøskøbing for til sidst at slutte vandringen tilbage i Marstal.

Læs mere om arrangementet og tilmelding her.


2. Farverige former på Galleri Nordskov

Den sydamerikanskfødte kunstner Milena Bonifacinis billeder, objekter og keramik kan opleves på Galleri Nordskov i Martofte på Fyn hele i Store bededagsferien.

Milena Bonifacinis fabulerende verden består af farverige former, der klippes ud, modelleres og sættes sammen i collager, ofte med spor af genkendelige strukturer.

Naturen er en væsentlig inspirationskilde for Milena Bonifacini, som ønsker at skabe en bevægelse i sin kunst, hvor retningen ikke er givet på forhånd. Selv siger Milena Bonifacini: Jeg arbejder improvisatorisk og legende, hvilket passer godt til det organiske formsprog. Det organiske er dynamisk. Det er i stadig forandring og giver plads til fantasien.

Læs mere om udstillingen her.


3. Tour de France på Ordrupgaard

Tag med på tur igennem de franske landskaber til de regioner og landskaber i Frankrig, hvor avantgarde-kunstnere som Claude Monet, Alfred Sisley og Auguste Renoir slog sig ned og malede i det sene 1800-tal.

Udstillingen Tour de France. Franske landskaber er en kunsthistorisk pendant til cykelsportens Le Tour de France. Ordrupgaards tour er en udforskende rundrejse til Frankrigs regioner og landska¬ber med malerkunstens verdenselite: Claude Monet er i gul fø¬rertrøje skarpt forfulgt af Alfred Sisley, Auguste Renoir, Camille Corot og Paul Gauguin. På landevejene, gennem skovene og langs floderne triumferede de over tidens smagsdommere og præsterede chokerende ny kunst.

Læs mere om Ordrupgaards udstilling her.


4. Islandsk kammermusik

Søndag aften kan du i Kingos Kirke i København opleve det islandske kammerkor Staka synge estisk og islandsk kormusik.

Staka blev etableret i 2004 og består af 16 sangere og har et mangfoldigt repertoire, men fokuserer især på nyere islandsk og estisk kormusik. Programmet for koncerten på søndag er islandsk kirkemusik med musik komponeret af den estiske komponist Arvo Pärt. Koret dirigeres af Stefán Arason og organisten er Lisa Nielsen.

Læs mere om koncerten her.


5. Revolutionerende dansk mode

For den modeinteresserede er Trapholt en oplagt destination i denne Store Bededagsferie. På museet kan man i øjeblikket opleve den danske duo Margit og Erik Brandt og få et unikt indblik i duoens kreative udvikling og samtidig få lejlighed til at kigge nærmere på deres inspirationskilder.

Margit Brandt revolutionerede den danske modeverden og den måde, tøjdesign blev tænkt på. Hun og Erik Brandt fik sat dansk mode på den internationale dagsorden med vovede kreationer og gennemført håndværk. Udstillingen Margit Brandt modedesign 1965-1980 portrætterer en kreativ ildsjæl, der var meget ambitiøs med sine designs. Margit Brandt blev kendt for sine smukke detaljer, der både fungerede som funktion og dekoration. I forårskollektionen 1970 lancerede hun f.eks. 15 frakker, hvor ikke to havde lommer udfærdiget på samme måde.

Margit og Erik Brandt har bevaret et eventyrligt og omfattende materiale, som gør det muligt at fortælle historien om deres virksomhed gennem originalt modetøj og en stor mængde tegninger, film- og pressemateriale.

Læs mere om udstillingen her.