Det var Birgitte Possing, forsker i biografi-genren, der fortalte Eva Tind, at en, der skriver biografier, kaldes en biograf.
”Er jeg Asta Nielsens biograf?”, spørger Eva Tind sig selv. Hun svarer ikke på det, men ja, Eva Tind biograferer til dels Danmarks første store filmstjerne, Asta Nielsen (1881-1972), i værket ”Astas skygge”. Hun eksponerer hende, kaster sit lys ind visse steder, lader andet henligge i mørke. Hun har dog ingen intention om at nå hele vejen rundt, for hun er fiktionsforfatter, ikke historiker.
At være en filmstjernes biograf: hvilket herligt sprogligt billede. Tilmed er der det ironiske faktum, at Asta Nielsen selv ønskede at bestyre en biograf og søgte om bevilling 13 gange efter hun kom tilbage til Danmark fra Berlin i 1937, men fik den aldrig.
Tind lægger fascinationspunkter og spejlingsfigurer frem. For eksempel var Asta Nielsen født den 11. september, ligesom Tinds mor, der tilmed også hedder Asta. Eva Tinds mor er ikke hendes biologiske mor, for Tind er adopteret fra Korea – hun var et barn, der blev givet væk. Asta Nielsen fik datteren Jesta i 1901; hun gav først Jesta væk, tog hende siden tilbage igen.
Eva Tind har givet sin smukke bog genrebetegnelsen ”portræt”, ikke biografi eller roman. Egentlig er ”Astas skygge” både-og. Den er begyndelsen på en roman, som følger, hvordan Eva Tinds alter ego – en nulevende dansk forfatter – ad tilfældigheders veje bliver sporet ind på en afdød filmdiva og gør sig en masse overvejelser omkring selvfortælling, etik, erindring og glemsel. Og så er den dokumentarisk materiale i form af samtaler med filmfolk. Et scoop er et herligt interview med de tyske filmforskere fra Asta Nielsen Kinothek i Frankfurt, to ældre kvinder, Karola Gramann og Heide Schlüpmann, der byder på te, siger ”De”, og supplerer hinanden på Dupont- og Dupondagtig vis.
Hun taler med filmforskeren Marguerite Engberg, Poul Malmkjær, der har skrevet biografi, og filminstruktør Torben Skjødt Jensen. Som et bånd gennem bogen løber Tinds genskrivning af Asta Nielsens selvbiografi i kondenserede, billedstærke noter. Eva Tind skriver de ting ind – mændene, barnet – som Asta Nielsen selv udelod. Hun tilskriver hende også en moderlighed, som for mig at se virker som en romantisering.
”Det undrer mig, hvorfor den første og største filmstjerne, Danmark har fostret, i mindre grad end andre pionerer er blevet en del af vores kollektive kulturhistorie, og for mange danskere er forsvundet i glemslen. Hvordan vælger vi, hvem der skal huskes, og hvem der skal glemmes?”, spørger Eva Tind.
Det er også virkelig tankevækkende, for Asta Nielsen var stor. Hun debuterede på det nye medie film i 1910 med ”Afgrunden” med Poul Reumert og blev berømt med et slag, flyttede til Berlin, hvor hun, kort afbrudt af et ophold i Danmark under Første Verdenskrig, blev indtil 1937. I Tyskland kendte alle ”Die Asta”. Men da Asta Nielsen kom til Danmark igen, var der ikke noget fakkeltog.
Danskerne skelnede ikke mellem at være tyskervenlig og nazivenlig. Det er måske stadig svært, i hvert fald lader Tind en ansat på det danske filminstitut omtale hende som ”tyskertøsen”, eller også er det Eva Tinds diskrete måde at trække i trådene på, der gør sig gældende. Asta Nielsen levede tilbagetrukkent på Peter Bangs Vej. Men hun skrev og udgav også selvbiografi, noveller og lavede stofbilleder. Og så styrede hun med bestemt hånd de interviews, hun stillede op til.
Hvad hun ikke styrede, var, at Frede Schmidt, indehaver af et særpræget antikvariat på Hauser Plads, båndede de flere end 100 timers samtaler, de to førte i årene 1956-59. Filminstruktør Torben Skjødt Jensen brugte som den første disse optagelser i dokumentarfilmen ”Den talende muse” fra 2003. Gennem ham får Eva Tind adgang til det nye biografiske materiale. Hun beskriver fascinationen, men også kedsommeligheden i at lytte sig igennem de mange timers ”smalltalk”. Alligevel vælger hun slutteligt at stoppe sit forsøg på at trænge igennem til Asta Nielsen og at lade Asta tale til os fra mange siders båndudskrifter.
Det er en ældre kvinde, der taler om hverdagen og sine dårligdomme, og bestemt ikke altid pænt om andre mennesker. Afslører denne stemme så den sande Asta Nielsen? Nej, disse samtaler, hvor Frede Schmidt fisker efter sensationer, og hvor Asta Nielsen får lov at være en sådan, er ikke mere ægte eller mindre skuespil end hendes selvbiografi, filmene, interviewene, historierne, alle de andre udgaver af Asta Nielsen.
”Måske er historierne om mennesket vigtigere end selve mennesket?”, skriver Tind et sted. En på én gang skræmmende og frisættende tanke. Jeg tror, vi har brug for mange fortællinger om Asta Nielsen. Eva Tinds bog er en interessant og på nogle måder sandfærdig måde at skildre et liv, der i den grad spillede på iscenesættelsen.
Men det kan også være problematisk, fordi Eva Tind manipulerer så diskret, men alligevel virkningsfuldt, med sin læser. Bogens sidste sætning lyder: ”Der kommer kun én til hendes bisættelse, hendes mand” (Asta Nielsen giftede sig som 89-årig). Her savner jeg det hvorfor, som historikeren ville have givet mig.
kultur@k.dk