Carsten Jensen: Fiktion er indlevelsens og empatiens våben

”En krig gør jo alle tilværelsens dilemmaer, herunder især de moralske, nærmest overtydelige. Alt står på spil. Alt bliver på en måde stavet med stort, fordi hver eneste dag forløber i dødens skygge,” siger Carsten Jensen forud for udgivelsen af sine nye roman, ”Den første sten”. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Soldater bliver trænet i at dehumanisere fjenden. Sådan er krig og romaner hinandens modsætninger
Carsten Jensen

Romaner lærer folk empati - krig gør det modsatte, mener forfatteren Carsten Jensen, der har brugt fem år på at skrive krigsromanen ”Den første sten” om danske soldater i Afghanistan

Krig er ikke et computerspil. Det er ikke bare nogle tilfældige pixels, der bliver opløst, når man trykker på en knap.

”Krig vil sige at gøre sit yderste for at få små stumper jern til at trænge ind i levende kød,” som André Malraux skriver i ”Håbet”.

Krig er kort sagt at gøre mest muligt skade på levende mennesker. Krig er at tage liv. Og fjenden er nogens søn, bror, fætter eller måske ligefrem far, skriver Carsten Jensen i sin nye roman, ”Den første sten”, der udspiller sig i Afghanistan. Og her har den øverstkommanderende dansker, Ove Steffensen, måske det mest humane syn på fjenden i romanen.

”Da han opdager, at ordet for fjende, turbargunay, er afledt af ordet for fætter, tubur, forstår han, at fjendskab også trives i den nærmeste familie. Men så kan den fremmede også være din ven. Der er plads til at manøvrere,” som der står et sted i romanen, der handler om udsendte soldater, der ikke kun bærer en tung udrustning, men også et kæmpe ansvar.

”Læsning er en øvelse i indlevelse,” siger Carsten Jensen og læner sig frem i sin caffe latte-farvede læderlænestol i stuen på Østerbro i København, inden han fortsætter:

”Soldater bliver trænet i at dehumanisere fjenden. Sådan er krig og romaner hinandens modsætninger. Og jeg vil faktisk vove den påstand, at generaler ville blive dårligere generaler, hvis de læste for mange romaner. For sådan ville de bare få for meget empati både med deres egne soldater og med fjenden, og så ville det blive sværere at træffe de kolde beslutninger, der vinder krige.”

Det var dog faktisk en belæst admiral, der gav Carsten Jensen idéen til at skrive en krigsroman. Den danske kontreadmiral Niels Vang havde nemlig med stor fornøjelse læst Carsten Jensens ”Vi, de druknede” om sømænd fra Ærø, der også drager i krig for Danmark.

Og admiralen havde fået den idé at give romanen i julegave til Siriuspatruljen i Grønland.

”Den skulle sendes ned til dem med faldskærm, mens jeg på forhånd skulle signere bøgerne. Det var meget spændende og eksotisk for mig. Så jeg takkede selvfølgelig straks ja og spurgte, om jeg ikke kunne komme til kaffe på Holmen. For jeg havde aldrig mødt en admiral før. Og det var dér under en lang spændende samtale, at han pludselig sagde, at de eneste, der i dag levede lige så udsat som mine sømænd fra 1800-tallet, var vore dages professionelle soldater, der også risikerede, at deres arbejdsplads blev deres gravplads. Og det blev en slags åbenbaring for mig. For nu vidste jeg pludselig, hvad min næste roman skulle handle om.”

Carsten Jensen har været fem år om at skrive ”Den første sten”. Og den bygger tilmed på research, der begyndte, længe inden han fik idéen til romanen.

Bogen er således dedikeret til børnesoldaten Shah Wali, som Carsten Jensen allerede mødte i Afghanistan i 1988, da russerne endnu stod i landet.

”Jeg lagde mærke til ham, fordi han havde sådan nogle nervøse tics ved øjnene. Men da jeg spurgte, hvem han var, fik jeg at vide, at han var en stor kriger. For han blev brugt som snigmorder. Ubeset kunne drengen snige sig ind på et marked med en pistol og fyre den af foran en mand, som han havde fået udpeget, og slippe væk igen i mængden, fordi han var så lille. Det var uhyggeligt. Og det viste mig allerede dengang, hvor beskidt krig er, og hvordan manipulerende voksne ødelægger livet for drenge som Shah Wali. ”

"Og jeg vil faktisk vove den påstand, at generaler ville blive dårligere generaler, hvis de læste for mange romaner. For sådan ville de bare få for meget empati både med deres egne soldater og med fjenden, og så ville det blive sværere at træffe de kolde beslutninger, der vinder krige.” Foto: Petra Theibel Jacobsen

Selv blev Carsten Jensen dog tidligt klar over, at han var uegnet til krig.

”Jeg var militærnægter, og jeg fik næseblod af forskrækkelse, da mujahedinerne skød op i luften under en jirga i Afghanistan i 1988. Men romangenren tillader jo netop en at blive en anden, ligesom jeg også var blevet det, da jeg skrev 'Vi, de druknede'. Min far var sømand, men han læste aldrig bøger. Og jeg følte først, at jeg trængte ind i hans mystiske maskulinitet, da jeg skrev min roman om sømænd. Og sådan har fiktionen og fantasien også været min vej til at leve mig ind i at være moderne soldat.”

Romanen bygger dog også på omfattende studier af Afghanistans historier og besøg hos de danske soldater i marken.

”Jeg var taget ud som skeptiker over for den amerikanske invasion og kom hjem efter et besøg i 2002 som tilhænger af krigen, fordi alle de afghanere, jeg snakkede med, udtrykke en taknemmelighed over at være sluppet af med Taleban. Omkring 2006-2007 blev krigen voldsomt optrappet. Vi kom til Helmand og begyndte at miste soldater. Og jeg tog derud igen. Jeg var ret privilegeret, fordi jeg var der i 14 dage som den eneste journalist. Journalister i krig omtaler ellers ofte selvironisk sig selv som kvægholdet, fordi de bliver ført rundt i store grupper. Men jeg kom tæt på og vendte meget kritisk hjem. Det var tydeligt, at vi var en besættelseshær. Soldaterne gjorde alt for at beskytte sig mod lokalbefolkningen og kørte, som om de befandt sig i et miljø, der var lige så ugæstfrit over for mennesker som månens overflade. De kunne lige så godt være landet på månen. Og jeg så måbende til, mens andre journalister ukritisk beskrev den danske indsats. For jeg havde fået en helt anden historie - især af britiske officerer, jeg talte med dernede. De var skånselsløst kritiske over for krigen. Siden kom jeg tilbage i 2013, hvor jeg fik min skepsis bekræftet,” siger han og tilføjer:

"Alt bliver på en måde stavet med stort, fordi hver eneste dag forløber i dødens skygge. Man ved ikke, om man er levende, når solen går ned. Man kan have trådt på en vejsidebombe og dø tilfældigt som i et trafikuheld inden" Foto: Petra Theibel Jacobsen

”En af de største sandheder om krigen kom fra Taleban, der meget poetisk sagde: 'I har urene, vi har tiden'. For de går aldrig væk. Skyder man deres ledere, skyder der bare nye talebanere frem og planter nye vejsidebomber mod de vestlige soldater. Det er en krig, der ikke kan vindes. Og serien 'Homeland' ramte plet, da det i fjerde sæson blev sagt om Afghanistan-krigen: 'Hvilken krig? For vi har kæmpet mindst 14 forskellige krige, for hvert halve år skiftede vi strategi i en række af minikrige med begrænsede hele tiden skiftende mål'.”

Kunne du ikke føle, at du forrådte de soldater, du besøgte, når du kom hjem og kritiserede den sag, som de satte deres liv på spil for?

”Nej. Enhver kritik af krigen er blevet blokeret som manglende respekt for soldaterne og de pårørendes tab, og det har dygtigt blokeret hele diskussionen, selvom krigen er politikernes og ikke soldaternes ansvar. Men det har ikke interesseret mig i romanen. Her har jeg mere interesseret mig for, hvordan det er at opleve en krig og hvad det gør ved en,” siger han og fortsætter med en langsommere sætningsstrøm:

”En krig gør jo alle tilværelsens dilemmaer, herunder især de moralske, nærmest overtydelige. Alt står på spil. Alt bliver på en måde stavet med stort, fordi hver eneste dag forløber i dødens skygge. Man ved ikke, om man er levende, når solen går ned. Man kan have trådt på en vejsidebombe og dø tilfældigt som i et trafikuheld inden. Det er den atmosfære af at leve i den yderste udsathed, jeg har villet genskabe, og jeg har villet gøre det på en måde, der er så gribende og menneskeligt nærgående som muligt.”

Der mangler ikke action i den store sten af en bog, der nu ligger tung og færdig på sofabordet mellem os efter fem års arbejde og 612 tætskrevne sider, der er inspireret af både Tolstoj og Bibelen.

Allerede som 13-årig stavede Carsten Jensen sig igennem Tolstojs enorme værk ”Krig og fred”, og titlen på hans egen store krigsroman, ”Den første sten”, refererer naturligvis til Jesu opfordring om at lade den, der er ren, kaste den første sten. Det turde ingen som bekendt, men alligevel skal man hverken langt ind i Bibelen eller ”Den første sten” for at støde på det første drab. Og krigens alvor rammer alle Carsten Jensens opdigtede soldater før eller siden. Alle mister kammerater, andre lemmer, livet eller uskylden.

”Vær et svin eller dø,” som en tidligere udsendt soldat i Irak siger i romanen, mens han fortæller, hvordan han var med til at dirigere den civile trafik frem som et menneskeskjold af kvinder og børn i biler, hvis han og hans ”civiliserede” soldaterkammerater var usikre på, om der var vejsidebomber. For de skulle i hvert fald ikke selv dø. Sådan kan krig hurtigt blive grim og egoistisk.

Findes der overhovedet meningsfulde krige?

”Ja, serbernes folkemord i Bosnien skulle være stoppet langt tidligere. Og kampen mod nazisme var også en meningsfuld og retfærdig krig. Men Anden Verdenskrig var jo et direkte resultat af Første Verdenskrig, der til gengæld var totalt meningsløs. Man kan sige, at Anden Verdenskrig havde en helende virkning på den vestlige kultur. Men sådan er krig også uforudsigelig. Det var allerede Tolstojs hovedpointe, at intet går som forventet i krig.”

Lev Tolstoj bruger slagmarken som billede på livet og vores magtesløshed over for det liv, vi lever. Og sådan kan krig stadig være en metafor for moderne mennesker, mener Carsten Jensen:

”Det var ikke Tolstoj, der fandt på det, men det kunne godt stå som en overskrift over hans roman, at Gud ler ad dem, der lægger planer. Og dem, Gud ler allerhøjest ad, er generalerne. For ingen krig går som planlagt. Det gjorde Napoleons felttog mod Rusland ikke, og det gjorde vores felttog i Afghanistan mildt sagt heller ikke. Og på mikroplanet forløber soldaternes planer heller ikke som planlagt.”

”Det var ikke Tolstoj, der fandt på det, men det kunne godt stå som en overskrift over hans roman, at Gud ler ad dem, der lægger planer. Og dem, Gud ler allerhøjest ad, er generalerne. For ingen krig går som planlagt." Foto: Petra Theibel Jacobsen

Moderne krige er også blevet komplicerede. Der er ikke længere klart definerede fronter mellem to jævnbyrdige hære, der møder hinanden på slagmarken, indtil den ene giver sig. Nu har man en ekstremt teknologisk overlegen part i Vesten, der kæmper mod forskellige oprørs- og guerillabevægelser, der opfinder en anden måde at føre krig med vejsidebomber for at skabe balance, tilføjer Carsten Jensen.

”Det er asymmetriske krige, men historisk set med meget små tabstal. Det samlede antal tabte Nato-soldater i Afghanistan er over 13 år på lidt over 3000 soldater. Det var, hvad der døde på en halv time under Første Verdenskrig. Soldaterne kommer ikke med store patriotiske fortællinger. De kommer med deres helt egne individuelle småfortællinger, eventyrlyst og behov for at afprøve sig selv. Det giver krigens moralske dilemmaer en helt anden vægt og gør på en måde også døden mere skræmmende. For hvad er det egentlig, de sætter deres liv på spil for? Det er det, jeg har prøvet at fange ind i min roman,” siger han og tilføjer:

”Og det er kun en roman, der kan gøre det.”