Det historiske drama ”Selma”, der får premiere i danske biografer torsdag den 26. marts, prises af anmeldere for skildringen af den amerikanske borgerrettighedsleder Martin Luther King og de tre historiske stemmerettighedsmarcher i 1965 fra Selma til Montgomery i Alabama.
Men ”Selma”s behandling af præsident Lyndon B. Johnson, kaldet L.B.J., der flere steder i filmen udviser modvilje over for Martin Luther King og borgerettighedsbevægelsen, har udløst en kontrovers om filmens omgang med historiske fakta.
Johnson og Luther King var partnere
Ifølge flere kritikere og historikere var Lyndon B. Johnson og Martin Luther King i virkelighedens verden partnere, ikke modstandere, og ”Selma” vender det blinde øje til historien.
Kontroversen begyndte kort inden filmens amerikanske premiere, da Mark K. Updegrove, der er direktør for Lyndon B. Johnson-museet i delsaten Texas, i en artikel i avisen The Politico skrev, at ”Selma” kraftigt devaluerer Johnsons rolle i kampen for sorte amerikaneres lige stemmeret.
”Hvorfor har filmens forfalskning betydning? Fordi i en tid, hvor racespændinger igen er høje, fra Ferguson til Brooklyn, gør det intet godt at forfalske en af de mest anerkendte kapitler i borgerrettighedsbevægelsen ved at antyde, at præsidenten selv stod i vejen for fremskridt,” skriver han.
Filmfolk må tage sig visse kreative friheder, erkender Diane McWhorter, der er forfatter til bogen ”Carry Me Home” om borgerettighedskampen i Alabama i 1965, i avisen New York Times.
”Men i skildringen af L.B.J. blev jeg ved med at tænke 'ikke alene er det ikke sandt, det er det modsatte af sandt',” siger hun.
I en opinionsartikel i avisen Washington Post hævder Joseph A. Califano Jr, der var Lyndon B. Johnsons øverste indenrigspolitiske rådgiver, endda, at præsidenten rent faktisk var den, der foreslog Martin Luther King at iværksætte en ikke-voldelig kampagne i det dengang stærkt racedelte Selma for at vinde opbakning til stemmeretskampen fra hvide amerikanere. Sorte amerikanere havde i praksis stemmeret i 1960'ernes USA, men var ofte forhindret i at udøve denne rettighed.
Den påstand afvises imidlertid af filmens instruktør, Ava DuVernay, der på det sociale medie Twitter kalder idéen om, at marchen i Selma var Johnsons idé, ”krænkende” for borgerettighedsgrupper og sorte amerikanere.
Hun bakkes op af Peniel Joseph, der er professor i afroamerikansk historie ved Tufts University. Kritikken af ”Selma” for at være historieløs er forfejlet, siger han til radiostationen National Public Radio, NPR.
"Den er for sort og for stærk"
”Det virkelige problem, som mange kritikere har med denne film, er, at den er for sort og for stærk. Vores populære forestilling om borgerettighedsbevægelsen er, at det er noget, som vi alle gjorde sammen, og at kampen er slut; det er bare ikke sandt,” siger han.
”Selma” udfordrer konventionerne, skriver også den politiske skribent Karen Tumulty i Washington Post. Andre film, der beskæftiger sig med borgerettighedskampen, har skildret sorte figurer som hjælpeløse, indtil en hvid helt dukker op til at forsvare og mobilisere dem, påpeger hun
”Med sit fokus på King og borgerettighedsbevægelsens fodsoldater er 'Selma' en afvigelse fra andre store films behandling af denne kaotiske periode i USA's historie,” skriver Karen Tumulty.
Så godt som alle historikere er enige i, at Martin Luther King og Lyndon B. Johnson efter marchen fra Selma til Montgomery dannede fælles fodslag om sorte amerikaneres stemmerettigheder. I 1965 underskrev præsident Johnson den historiske såkaldte Voting Rights Act (stemmerettighedslov), der sikrede ikke-hvide amerikanere lige stemmerettigheder.