Filosof: Gå, og du skal blive en anden

Seks veninder på Tornby strand, fra venstre Hanne Bloch, Kirsten Kjær, Marianne Engberg, Else Marie ...

Den franske filosof Frédéric Gros' nye bog om vandring handler ifølge forfatteren selv om, hvad der er virkeligt. ”Vandring er det, der gør os modtagelige, både for lykkelige øjeblikke og for os selv.” Scanpix Danmark

Når vi går, mærker vi kroppens tyngde, endelighed og uperfekthed. Vi giver kroppen nogle træk, som vi meget tit skjuler til hverdag.

”Når vi går, mærker vi kroppens tyngde, endelighed og uperfekthed. Vi giver kroppen nogle træk, som vi meget tit skjuler til hverdag,” fortæller filosoffen Frédéric Gros, der i øvrigt afskyr sportsvandrere

Frédéric Gros vandrer i Paris om natten. Den 49-årige filosofiprofessor går helst mellem klokken to og tre om morgenen.

”Paris er en af verdens bedste byer til nattevandringer. Der er næsten ingen mennesker på det tidspunkt, og særligt områderne omkring Seinen har en masse gamle smågader, som er enestående.”

Franskmanden er både vandringsmand og forfatter til en bog om at vandre, som netop er udkommet på dansk med titlen ”Gå!”. Udråbstegnet står i modsætning til det langsomme og kontrollerede fransk, der kommer ud af mandens mund, da han tager imod på kontoret på en af Frankrigs vigtigste uddannelsesinstitutioner, Sciences Po, hvor han underviser.

ANNONCE: Køb bogen her 

At gå bevæger mennesker åndeligt, er filosoffens simple grundsynspunkt.

”Det er en frigørelse af ånden at vandre. Hvad der sker, når man begiver sig ud på vandringer, er radikalt forskelligt. Man kan finde sig selv. Men man kan også glemme sig selv. Det sker i de lykkelige øjeblikke, hvor man oplever en mystisk forening med naturen, oftest når man er udmattet efter mange timers vandring.”

Men vandring må aldrig blive en metode til at opnå noget, understreger professoren, der afskyr sportsvandrere.

”Jeg lærte at vandre af Mateo, en ven af familien. Han var 73 år, jeg var 20 og fuld af præstationstrang. En dag oppe i bjergene blev vi overhalet af en gruppe unge mænd, der højlydt diskuterede deres mellemtider. 'Tja, de er nok bange for ikke at nå frem, siden de går så hurtigt,' lød det fra den gamle mand, da han stod og så efter dem. Han lærte mig om vandringens visdom, som ligger i langsomheden.”

Visdom videregiver han også selv. For eksempel sondrer han, med filosoffen Friedrich Nietzsche, mellem bøger, der er skrevet i biblioteket, og bøger, der er skrevet i bevægelse.

”Nogle bøger udsondrer en skarp luft: den skarpe luft udefra, blæsten fra de høje bjerge eller det isnende pust fra højderne, der udmatter kroppen. Sådanne bøger ånder. De er ikke overlæssede, ikke mættede af død, ligegyldig lærdom.”

Også i middelalderens pilgrimsvandringer ser han visdom om vandring.

”Den lille død. Sådan kaldte man det, når nogen blev sendt af sted på pilgrimsvandring. Ikke mindst fordi det var farligt. Man vidste ikke, om man kom tilbage. Før man gik, skulle man derfor skrive testamente og stifte fred med sine fjender. I dag er Caminoen til Compostela også meget søgt. Det er nærmest blevet en motorvej, hvor folk går med mobiltelefoner som gps, højteknologiske sko og ultralette rygsække. I middelalderen var det anderledes. Man skulle mærke kroppens tyngde, dens dødelighed. Pilgrimsvandring var lidelse, ofte som udsoning for forbrydelser, og den var lig fare og stor usikkerhed. Man skulle dø den lille død i sig selv og komme tilbage som en anden mand.”

Et væsen på vej videre, kalder Frédéric Gros middelalderkristendommens menneske.

”Augustin var med til at forme den tanke, at menneskets sande hjem ikke er her på Jorden. Vi er evige vandrere. Pilgrimmen er den, der aldrig er hjemme hos sig selv, men altid undervejs. Hans hjem er vejen. Jesus kræver, at disciplene skal efterlade alt. Følg mig, siger han til dem. Og de forlader familien og begynder at gå med ham.”

Og her er Gros inde ved noget væsentligt. Der er frihed i at lade alt bag sig og gå, forklarer han.

”Vandring er det, der gør os modtagelige, både for lykkelige øjeblikke og for os selv. Det er det, jeg har villet sige med min bog. Også kristendommens begreb om nåde handler om modtagelighed. Troen gør os modtagelige for nåden...”

Her begynder Frédéric Gros at sprutte af grin ved sin næste tanke, som forekommer ham absurd:

”Jeg tager nåden? Det kan man da ikke. Man får den. Man skal modtage den.”

Han ler ofte ad de tanker, der dukker op i hans eget hoved. Tidligere skete det midt i den sætning, ”at den lille død alligevel var bedre end den store”.

Og så, pludselig, er han i gang med en civilisationskritik.

”Men udvikler vi modtagelighed, åbner det os for den horisont, vi mangler i dag. Mennesker, der sidder ved en skærm hele dagen, mangler horisont. De kan ikke se himlen. De kan ikke se landskabets perspektiver.”

Når professoren kalder til vandring, angriber han derfor det moderne menneske, som han kalder Homo connecticus, det netværksforbundne menneske.

”Frihed fra netværk er emancipation af Homo connecticus. Alt det, der gør livet lettere, behageligere og mere adspredt, forhindrer nærvær over for os selv. Homo connecticus har tabt sansen for nærvær over for sig selv. Arbejder man foran en skærm, gennemstrømmes man af andre menneskers information hver dag. Men ved at gå kan man møde sig selv. For Homo connecticus kan det dog være en gold konfrontation at møde sig selv. Det gør moderne mennesker bange, at de skal være alene på vejen i nogle dage.”

Kroppen vil Frédéric Gros også have os til at tænke over. Her ser han to modsatrettede udviklinger i Vesten.

”På den ene side fornægter vi kroppen. Vi fortrænger kroppens tyngde, langsomhed og endelighed. Tekniske fremskridt gør kroppens arbejde mindre påkrævet. På den anden side er vi eksalterede over kroppen. Vi dyrker billedet af den lette krop. Vi dyrker den perfekte krop. Men det er en krop, der næsten ikke har noget kropsligt over sig. Det er en billedkrop.”

Vandrer man, flytter man billedet af kroppen, siger han.

”Når vi går, mærker vi kroppens tyngde, endelighed og uperfekthed. Vi giver kroppen nogle træk, som vi meget tit skjuler til hverdag.”

Frédéric Gros vil for alt i verden ikke ses som ”reaktionær”, hvilket han selv gør opmærksom på, der er en reel fare for i vandringprojektet. Han fastholder dog, at vores forhold til krop og skærm i dag er sygeligt. Og at hans udgivelse derfor er et ”krisetegn”, som det er ”meget problematisk”, at der overhovedet er brug for at skrive. Men han sætter sin lid til de vandrende. Forandring gennem vandring er et politisk projekt og har altid været det.

”Vandrere er farlige. Tænk på de græske kynikere, Mahatma Gandhis saltmarcher, formand Mao eller Martin Luther Kings marcher. Vandrerne er mindre føjelige. Den første forfatter, der skrev et filosofisk skrift om vandring, var også den første, der skrev afhandling om civil ulydighed: amerikaneren Henry David Thoreau.”

Først som sidst mener professoren dog, at man skal gå for at ”finde eksistensens åndedræt”. Og for at finde virkeligheden.

Hans bog handler, som al filosofi, om, hvad der er virkeligt.

”Det virkelige er at acceptere det elementære ved menneskelivet. Virkeligheden er det, der trænger sig på, når det begynder at regne, og du ved, du har tre timers vandring endnu.”

Vil det sige, at vores virkelighed er den samme som stenaldermandens i bund og grund?

”Ja. Vandring har været skæbne i tusindvis af år. Og det er det stadig for mange afrikanske kvinder, ja, for de fleste mennesker i verden. Men vandrekultur, eller mangel på samme, kan også være et tegn på, at vi er gået for vidt i vores rigdom, hastighed og teknik. Og vi har brug for at vandre netop for at finde tilbage til noget mere simpelt.”