På selve valgaftenen i sidste uge var der fornemt besøg i København. Den amerikanske filosof Martha Nussbaum, en superstjerne i den internationale akademiske verden, gav forelæsning på Det Kongelige Bibliotek, inviteret af Videnskabernes Selskab.
Nussbaum interesserer sig blandt andet for skønlitteraturens rolle i formidlingen af moralsk dannelse, og da jeg har brugt hende i min undervisning i etisk litteraturkritik, havde jeg skyndt mig at sikre mig en af de gratis (!) billetter til forelæsningen i den pænt fyldte Dronningesal på Den Sorte Diamant.
Nussbaum talte blandt andet om vreden. Hun tog sit udgangspunkt i slutningen på den græske tragedie-trilogi ”Orestien” af Aischylos. Den handler om hævn og blodhævn i en tilsyneladende ustoppelig kæde.
Orestes er blevet forfulgt til Delfi af hævngudinderne Erinyerne. De kræver ham udleveret, men Pallas Athene, bystaten Athens skytsgudinde, kommer til og træder imellem. Striden skal bilægges, og spørgsmålet om Orestes' skyld afgøres af et råd af ældre. Athene grundlægger dermed en ny retsorden, hvor det er Loven og ikke Hævnen, der har det sidste ord. Erinyerne raser, da afgørelsen går dem imod, men Athene overtaler dem til at blive byen Athens nye beskyttere under navnet Eumeniderne.
Nussbaum gjorde meget ud af denne overgang fra vrede til retfærdighed. Hævngudinderne, furierne, bliver beskrevet som dyriske og under-menneskelige. Athene tilbyder dem at forandre sig, at blive menneskelige. Og det lykkes.
Vreden er for Nussbaum en følelse, der er fatalt fejlbehæftet (”fatally flawed”). Den udtrykker et ønske om gengældelse, som dybest set ikke giver mening, fordi man aldrig kan genskabe det, der er gået tabt.
Samtidig vil vreden hele tiden flyde over og forårsage mere vold og gengældelse. At etablere den offentlige sfære for lov og retfærdighed har også den sidegevinst, at det befrier familien fra latent at være blodtørstens sted. Den kan da blive det private rum i egentlig forstand.
Nussbaum erkendte, at vreden er en drivkraft i de fleste revolutioners tørst efter retfærdighed, men hun koncentrerede sig om den ikke-voldelige tradition hos en Ghandi, en Martin Luther King og en Nelson Mandela, der angiveligt læste de romerske stoikere i fængslet på Robben Island. Nussbaum, der er født i 1947, henviste til sidst lidt ironisk til sin alder, da hun citerede John Lennons ”Give Peace a Chance”.
Nussbaum gjorde et stærkt personligt indtryk. Hun var en spinkel og elegant kvinde, iklædt en heftig blå jakke og blå nederdel; også fingerneglene var blå i samme farve, så man, når hun gestikulerede. Hendes hår var gyldent og krøllet. Hun havde en meget afvekslende diktion, i perioder teatralsk hvor hun pludselig talte med en dyb stemme, når hævngudinderne klagede sig dyrisk.
Hun kunne også citere ”I Have A Dream”-talen fra Martin Luther King uden at falde igennem. Man havde en fornemmelse af, at en stor humor og vitalitet hele tiden lå og lurede lige neden under den akademiske elegance.
Da hun fri af podiet svarede på spørgsmål efter sin forelæsning, stod hun og trippede lidt foroverbøjet og lignede mere en løber, der var på vej ud af startboksen. Nu havde hun snakket meget om vrede, men hvad mente hun egentlig om skam? Jo, hun havde faktisk skrevet en hel bog om skam og skyld, så det kunne blive et langt svar, men vi kunne lige få den korte version.
Når man sad og hørte på denne filosofiske gudinde, som absolut ikke besang verden, var det svært ikke at tænke på, hvor høj prestige vreden nyder i disse tider. Den betragtes som en følelse, der retfærdiggør sig selv, noget man absolut ikke skal skamme sig over, men hellere stå ved, måske endda efterstræbe.
Det har man set i en litterær debat her i forsommeren, hvor et af indlæggene, en kronik i Politiken, bar titlen ”Selvfølgelig må jeg være vred”. Og i dagene efter Nussbaums forelæsning så man i reaktionerne på folketingsvalget, hvordan vreden kan være som en kollektiv beruselse. Måske var ingen af tidens mange vrede stemmer til stede den aften i Dronningesalen. De stillede i hvert fald ingen spørgsmål.
Men det kunne have været interessant at høre Nussbaum forholde sig til, om man selvfølgelig må være vred.