I 2013 uddelte Nordisk Råd for første gang sin børne- og ungdomslitteraturpris, og prisen gik til den i Danmark helt ukendte finske forfatter Seita Vuorela for romanen ”Karikko”. Vuo-rela var født i 1971 og døde desværre dette forår.
Men måske har hendes roman, som netop er kommet på dansk med titlen ”Grundstødt”, været med til at skabe interesse for den finske ungdomsroman. I hvert fald har samme forlag, som udgav Vuorela, nu bragt endnu en finne på banen. Miina Supinen er født i 1976, hun er journalist og debuterede som forfatter i 2007.
”Strålepigen” er en ungdomsroman med det specielle perspektiv, at den delvist er fortalt af en afdød. Det er Victor, der fortæller. Han er/var en engelsk arkæolog, bosat i Thessaloniki i nutidens kriseramte Grækenland.
Victor er lidt af en boheme, og i begyndelsen af romanen bliver han da også på traditionel vis hentet op fra slummens hule: En mission venter ham! Det er den tidligere studiekammerat, finsk-græske Vuola med det rødflammende hår, der henter ham. Han skal til Finland, hvor han skal bistå Vuola, som er leder af en mystisk skole kaldet Oplysningsakademiet, med nogle udgravninger.
Vic, som han også kaldes, forbinder primært Finland med Säde, en erotisk tiltrækkende, 15 år yngre kvinde, som han havde en skøn græsk arkæologisommer med for et par år siden. Og hvad er mere nærliggende, end at kalde hende ind som assistent?
Den charmerende, på en gang selvoptagede og dybt selvforglemmende, kropsligt frigjorte, men også usikre og klodsede Säde ankommer til stedet - medbringende sin kæreste, som er en autistisk computernørd. Oplysningsakademiet viser sig i sandhed at være et særegent sted, hvor man dyrker finske folkesagn og har sære kultiske offerritualer i skoven.
Der er lagt op til drama. Det kommer også, men det udfoldes på den langsomme - måske den finske - og indimellem lidt klodsede måde. Kapitlerne veksler mellem at være fortalt af den afdøde Victor som jegfortæller og så i tredje person, og måske er det medvirkende til, at man aldrig føler, at man kommer helt ind i dens univers.
Det ville have været skønt, hvis romanen havde været strammet lidt op, og indimellem tænker man også, om oversætteren har haft lidt for travlt til at kæle for detaljerne.