Flere år i helvede

Hahns beretninger giver et gyseragtigt indblik i vanskeligheden ved at måtte leve under en falsk identitet. Foto: Billede fra bogomslag

Edith Hahns beretning om sit liv som jødisk kvinde, der med falsk identitet overlevede i Nazityskland, er en stærk og skræmmende fortælling. En historie, der lader en målløs tilbage efter endt læsning

Min lille datter og jeg var blevet frelst takket være tilfældige heldige omstændigheder og nogle få anstændige menneskers mellemkomst.

Med disse ord sammenfatter Edith Hahn sine erfaringer under Anden Verdenskrig. Hahn, der blev født i 1914 i Wien som ældste barn i en jødisk familie, overlevede nazisternes terrorregime inden for Det Tredje Riges grænser: Efter et ydmygende ophold som tvangsarbejder i det nordtyske landbrug og med den sikre deportation til en koncentrationslejr i vente gik hun i sommeren 1942 under jorden. På vejen tilbage til Wien, hvor hun skulle melde sig til myndighederne igen, tog hun den gule stjerne af, som nazisterne påtvang jøderne at bære, og skiftede sin identitet ud med falske identitetspapirer, som hun havde lånt af sin ariske veninde Christl Denner.

LÆS OGSÅ: Tysklands store idealistiske forfatter

Venindens indsats var heltemodig: Havde nazisterne opdaget, at hun have forsynet sin veninde med sine identitetspapirer, havde det uden mindste tvivl betydet døden for hende; det samme, som Edith Hahn risikerede, hvis hun blev opdaget. Men selv med de nye identitetspapirer kunne Edith Hahn aldrig føle sig sikker: Fordi den ægte Christl Denner stadig levede i Wien, måtte Hahn undgå at skabe opmærksomhed omkring sin person og især for enhver pris undgå at komme i overregionale registre, hvor myndighederne ville have opdaget, at navnet brugtes to gange.

Hahn rejste derfor langt væk fra Wien, til München, hvor hun lod sig indskrive hos Røde Kors, da det var den eneste arbejdsgiver, der ikke registrerede sine ansatte i tyske registre, men kun i overnationale. Men selvom alt dette lykkedes fint, var det langtfra den eneste udfordring for Edith Hahn. Hvordan hun fik fingrene i rationeringskort, der kunne give adgang til mad, hvordan hun kunne skaffe tøj uden at skulle bruge de såkaldte tøj-mærker, der berettigede til køb af tøj, var blot nogle af de eksistentielle problemer, hun hver dag stod over for.

Sagen blev kun delvist nemmere, da Hahn i 1943 flyttede sammen med den overbeviste nazist Werner Vettel, som hun giftede sig med og kort inden krigens slutning fik et barn med. Endskønt Vettel allerede inden deres bryllup var klar over hendes jødiske baggrund, som han på trods af sit udtalt racistiske verdenssyn tolerede, befriede det hende næppe for den evigt nagende angst for at blive opdaget. Konstant måtte hun leve med frygten for ikke kun sit eget liv, men også de personers liv, der så modigt havde hjulpet hende undervejs.

Hahns beretninger giver derfor et gyseragtigt indblik i vanskeligheden ved at måtte leve under en falsk identitet et vilkår, der også i dag er gældende for en del mennesker, såvel i diktaturer som i lande som Danmark. Ved Hahns fortælling bliver de daglige udfordringer for dette illegale liv tydelige: Man fornemmer angsten, forsøget på for enhver pris at undgå offentligheden, afhængigheden af andre mennesker og især frygten for, at den nye identitet langsomt vil tage helt over: at man ikke længere vil være i stand til finde sit sande jeg i spejlet, at den nye identitet som kone og meningsfælle til en overbevist nazist vil ende med at opsluge ens ægte baggrund.

Samtidig gemmer Hahns beretning, under de skræmmende og uhyggelige beretninger, også på næsten morsomme anekdoter. Således blev Hahn for eksempel af sine nazistiske omgivelser gang på gang fremhævet som forbilledligt eksempel på en sund og stærk arisk kvinde, hvis renhed var tydelig og hævet over enhver tvivl. Hun, som af hele sit hjerte var jøde, satte således den nazistiske ideologi på prøve: I grund og bund viser hendes historie, hvor komplet absurd den nazistiske inddeling i mennesker efter race og religion var.

Sådanne indslag er dog selvsagt undtagelser; der er tale om en alt andet end komisk bog. Den nazistiske terror bliver gennem denne livshistorie nærværende og fremstår nervepirrende konkret. I Hahns liv afspejler dagligdagens rædsler sig; den tyske befolknings opbakning til den brune terror, men også enkeltmenneskers mod og åbenhed over for at hjælpe.

Edith Hahn blev efter krigens afslutning ansat som dommer i Brandenburg af de sovjetiske besættelsesstyrker, der befriede hende fra den nazistiske terror. Men allerede nogle få år senere valgte hun at forlade Østtyskland og flyttede til sin søster i England, senere til Israel, hvor hun levede fra 1984 til sin død i 2009. I 1985 blev der plantet et træ i de retskafne ikke-jøders park ved holocaust-mindesmærket i Jerusalem for hendes veninde, Christl Denner, der var med til at redde Edith Hahns liv under nazisternes herredømme. Hahns mor og mange andre familiemedlemmer døde under holocaust. Hahns beretning er med andre ord en beretning om en undtagelse: om en kvinde, der mod alle odds og under falsk identitet overlevede helvede på jorden.

kultur@k.dk

Edith Hahn Beer: Naziofficerens hustru. En jødisk kvindes dobbeltliv i Det Tredje Rige. I samarbejde med Susan Dworkin. Oversat af Truels Præstegaard Sørensen. 310 sider. 299 kroner. PeoplesPress.