”Man kan ikke rejse væk fra det hele. Før eller siden kommer alle tilbage.”
Det er den kuede og nervøse Birthe, der siger sådan til sin unge datter, Kirstine, da hun vil væk fra hjemstavnen i Sønderjylland. Der er tung skæbne i sådan et udsagn, og selvom Erling Jepsen er en gennemført satiriker og kalder på smilet med sin nye roman ”Hjertets dannelse”, så er der ikke meget at grine ad.
Jepsen selv er tilbage i det sønderjyske miljø, som han før har skildret i romaner som ”Kunsten at græde i kor” og ”Min sønderjyske farm”. Han kan åbenbart heller ikke lade være med at vende tilbage igen og igen.
Hvad er det så ved Sønderjylland, der gør, at man aldrig rigtig kommer derfra? Det er psykisk alt sammen, for ifølge Jepsen er der ikke noget sandt liv at komme tilbage til. Det billede, han giver af en mindre sønderjysk by tæt ved den tyske grænse, er trøstesløst. Byen Bramstrup er ramt af forfald i både materiel og åndelig forstand.
Slægtsgården er forvandlet til bordel, hvor unge piger fra østlandene holdes som sexslaver. Byens dominerende mand, Gunner, står både for levering af nye prostituerede og for et lokalt vagtværn, der skal holde fremmede ude af Danmark - eller i det mindste få indfanget brugbare kvinde og anbragt dem på bordellet.
En tom butik bliver åbnet af en halvsenil gamling, der sætter skrottede cykler i vinduet. Det er ikke, fordi de skal sættes i stand og sælges. Folk kommer bare og mindes deres fortid gennem deres egne aflagte cykler.
Og så er der selvfølgelig - som man også kunne læse om i ”Frygtelig lykkelig” - alle byhemmelighederne, alt det fortrængte og fordækte, alt det, man egentlig godt ved ikke er i orden, men som man stiltiende accepterer. Blandt andet fordi sådan en som Gunner dominerer alt og alle.
Men en dag kommer den unge Christian til byen, og han sætter den på den anden ende. Han får færden af nogle underlige dødsfald blandt nyfødte, der er født uden for ægteskab, eller som er vanskabte. Begge dele er lige skidt, men så har man haft Erna, der har forstået, hvordan man kan bruge åen til at skaffe sig af med alt det fremmede og anderledes.
Erna er den, der holder øje med alt, og som rummer al byens paranoia. Noget af alt det hemmelige kommer for en dag, men slet ikke det hele, og slet ikke nok til af få lavet noget fundamentalt om.
Til de få, der har en slags hjertets dannelse og ikke kan holde al løgnen og det småtskårne ud, hører Gunner og Birthes datter, Kirstine. Hun læser bøger og vil læse litteraturvidenskab i København.
Faktisk er hun begyndt at læse den danske litteraturhistorie fra en ende af og er nået til romantikken. Hun har fantasi og fremmaner selveste H.C. Andersen, så romanen bliver en fantastisk fortælling, hvor eventyret blander sig med realiteternes verden. Fantastisk er det, men Jepsen formår ikke at gøre det fortryllende og magisk. Eventyret lever ikke rigtigt i romanen.
Som H.C. Andersen tog flugten fra Odense og Danmark - og vendte hjem igen - således er den eneste mulighed for mennesker med hjertets dannelse at flygte fra Sønderjylland. H.C. Andersen står som en trøst og en bror i ånden for de mennesker, der ikke kan holde det hele ud, og som er anderledes.
Det er umuligt at blive i grænselandet, og lige så umuligt at komme dertil uden at få hjertet fordærvet. Det er netop, hvad Christian får. I stedet for at flygte med Kirstine, så bliver han i Bramstrup og lægger planer med præsten om at skabe et asylcenter. Han spiller ”forstandsspillet”, som det hedder hos H.C. Andersen i ”Snedronningen”- og så er han fortabt.
Er det ikke porno, hash og prostitution, man lever af i den lille by, så er det flygtninge. Det er, hvad der bliver ud af Kirstines og Christians lille oprør, og det er jo slemt deprimerende. Flugten bliver da det eneste mulighed for at fastholde hjertets dannelse og den menneskelighed, som man ellers berøves.
Således tegner Jepsen et kulsort billede af Udkantsdanmark. Han ved godt, at han hermed bidrager til mediernes dårlige omtale og er med til at gøre københavnerne overdrevent mistænksomme. Men måske er det sådan, at de problemer, man kender i hele landet, bliver forstørret i grænselandet. Det tænker i hvert fald Christian.
Hvad skal vi så tænke? At jo, det er selvfølgelig drevet ud i den groteske forstørrelse, men der er virkelig noget galt i Danmark. Jepsens overdrivelser fremmer nok forståelsen, men fantasien i ”Hjertets dannelse” virker også fortænkt og forceret. For mig at se mangler satiren den poesi og den tåre, der kan røre et iskoldt hjerte.
kultur@k.dk