To unge journalistelever spurgte mig, hvordan forholdet er mellem litteratur og flugt. Hvordan skildrer litteraturen flugt, og hvordan er den selv en flugt?
Det er mildest talt nogle ordentlige spørgsmål. Og den slags er svære at svare på kort og kontant. For forfatteren kan det at skrive være en flugt fra hverdagen og alle dens krav. Tove Ditlevsen skrev i 1956 en bog med titlen ”Flugten fra opvasken”. Den peger på de problemer, som kvindelige forfattere havde med at sørge for hjemmet, samtidig med at de ville pleje deres litterære ambitioner. At skabe sit eget rum var - og kan stadigvæk være - svært at få lov til.
For læseren kan litteraturen også være en flugt. Det kan godt være fra opvasken og så fra en hverdag, der måske ikke byder på de store dramaer og eventyr - eller som er så stresset, at en tur i fiktionens rum bliver til et behageligt helle.
Og så er der litteraturen selv. Flugten er et yndet motiv og har været det alle dage. Ikke så snart begynder man at fortælle historier, så handler de om at flygte. Bibelen fortæller blandt andet om Lots flugt fra syndens by Sodoma, om israelitternes flugt fra Egypten og om Jonas' flugt fra den opgave, Gud har pålagt ham. Sagnet fortæller om Ahasverus, den evige jøde, der er på flugt til dommedag. Og sagaerne fortæller om de fredløses på flugt fra hævnerne, når både Ravnkel og Gisle må af sted. Men ellers er fængslet selvfølgelig det oplagte sted at flygte fra - især når man er uskyldig dømt, som Greven af Monte Cristo i Alexandre Dumas' roman.
Flugten er et element i mange spændingsbøger, fordi flugten rummer faren, fortabelsen og måske frelsen. For enden af flugten blafrer et drømmebillede. Det er forestillingen om det forjættede land, hvor det flyder med mælk og honning. Eller som i Chr. Winters børneklassiker ”Flugten til Amerika”, der hvor man spiser chokolade i stedet for rugbrød, og hvor det hagler med sukkerkugler og regner med limonade.
Det er klart, at flugten er et godt motiv, fordi der er masser af dramatik forbundet med den. Nogle gange er det bare spas og løjer, som når den hundredårige flygter fra plejehjemmet og tager på eventyr i Jonas Jonassons humoristiske roman, men mange gange er det også drabelig alvor.
I en tid, hvor mennesker over hele verden er på flugt fra sult, fattigdom, krig og undertrykkelse, er det klart, at motivet står stærkt i litteraturen. Amy Tan fortalte i ”Klub Held og Glæde” om kinesiske flygtninge fra borgerkrigen, og Khaled Hosseini har i ”Drageløberen” berettet om opbruddet fra Afghanistan og det nye problematiske liv i eksil i USA. En ting er at komme i sikkerhed, en anden er at kunne leve det nye sted, man kommer hen. Det går lettest for de yngre, mens forældrene har svært ved at falde til.
Flygtningemotivet giver ikke bare glimrende underholdning, men åbner også for større etiske diskussioner og eksistentielle dilemmaer. Burde de flygtende været blevet hjemme og have taget kampen om mod undertrykkerne og de elendige vilkår? Er det fejt at flygte og lade de andre i stikken? Og hvad vil man i det fremmede, som man måske aldrig rigtig bliver en del af? Med flugten følger også hjemløsheden, der hurtigt kan blive en forbandelse, når den første frihedsrus har lagt sig.
Og så er der selvfølgelig hele problematikken set fra ”modtagerlandenes” synpunkt. Hvad skal man stille op med flygtninge, når de pludselig står foran vores dør? Er de så vores næste, som vi skal tage os af? Olav Hergel har sat spørgsmålet på spidsen i romanen ”Flygtningen”, hvor han lader flygtningen Nazir dukke op hos en præst med sympati for Dansk Folkepartis stramme indvandrerkurs. Skal præsten udlevere flygtningen til politiet, som loven tilsiger ham, eller skal han byde ham indenfor, som hans samvittighed byder ham?
Flygtninge kan vi selv være i eksistentiel forstand. Hjemløse, fordrevne, fredløse. Men ellers drejer det sig helt konkret om 50 millioner flygtninge på verdensplan i 2014. De burde have hver sin side i litteraturen, for der er, som Hergel påpeger, en menneskelig historie bag hvert ciffer.