Flygtningekrisen minder os om det grundlæggende i kristendommen

Portræt af forfatter Jens Christian Grøndahl, der udkommer med ny roman d.

”Frihedskulturen, som har afløst den gamle kristne kulturs pligtmoral, repræsenterer en enorm frisættelse af individet, men friheden har også sin pris. Vi føler det ikke som vores pligt at hjælpe,” siger Jens Christian Grøndahl. Foto: Simon Skipper / Scanpix Denmark

Det skaber altid et pres på sammenhængs-kraften, når en relativt stor gruppe fremmede skal integreres, og der er mange eksempler på fejlslagen integration. Men der er også rigtig mange muslimer, der deltager i samfundslivet.
Jens Christian Grøndahl

Det har afgørende betydning, at vi forholder os til hinanden som individer frem for grupper. Det mener forfatteren Jens Christian Grøndahl, som i en række bøger, senest i essayet ”Hjemme i Europa”, reflekterer over europæisk åndshistorie og de udfordringer, vi står over for

Hvordan ser den prisbelønnede forfatter og essayist på de aktuelle flygtningestrømme og debatten om sammenhængskraften i Europa, som mange frygter, at flygtningene kan sætte over styr?

”Det er fuldkommen legitimt at bekymre sig om den sociale og kulturelle sammenhængskraft. Det er heller ikke i sig selv højreorienteret. Det er tværtimod en følge af velfærdssamfundets følsomme sociale kontrakt, der ikke bare hviler på gensidig solidaritet, men også på gensidig indlevelse og forståelse: en oplevelse af, at man trods alle forskelle deler de samme grundværdier,” siger han.

Ifølge Grøndahl er problemet i den aktuelle situation, at hele det europæiske system hviler på en forventning om, at flygtninge lader sig registrere og samarbejder.

Men når lettelsen over at være undsluppet IS og Assads tøndebomber blander sig med drømmen om et bedre liv, og flygtningene bevæger sig gennem Europa uden at lade sig registrere, så lægger det et pres på nogle sårbare velfærdssamfund, hvor blandt andre de mindre privilegerede med rette eller urette bekymrer sig over den stigende migration.

”Det skaber altid et pres på sammenhængskraften, når en relativt stor gruppe fremmede skal integreres, og der er mange eksempler på fejlslagen integration. Men der er også rigtig mange muslimer, der deltager i samfundslivet på lige fod med alle andre, og de har vist, at man sagtens kan være en god muslim og en god demokrat på samme tid.

Jeg kender ikke den øvre grænse for, hvor mange nye ansigter, et samfund som det danske kan tage ind, før sammenhængskraften brister. Det har måske ikke så meget med antallet at gøre, men mere med den holdning, vi møder de fremmede med, og den holdning, de selv møder op med,” siger Grøndahl og tilføjer:

”For vores vedkommende må den efter min bedste overbevisning bestå i, at vi bliver bedre til at være åbne og til at skelne mellem vores egen kultur på den ene side og på den anden side de fælles demokratiske værdier, som også de fremmede må og skal kunne skrive under på. Men det kræver jo så også, at vi bliver bedre til at stille krav på den rigtige måde. Alle kan ikke lære at elske Grundtvig og sovs og kartofler, men alle skal kunne lære at respektere verdslighed og ligestilling som fælles forpligtelse.”

I essayet skriver Grøndahl sig ind på et Europa, der er viklet sammen på tværs af forskelle. Ifølge forfatteren bevæger vi os ikke længere mod fremtiden i samlet flok, men mere i bundter af afgrænsede fællesskaber.

”Derfor er det i dag fundamentalt vigtigt, at vi forholder os til hinanden som individer frem for grupper. At vi sondrer mellem demokrati og kultur.

Demokratiet er et fællesskab, der ikke ser på kulturelle identiteter, men på lige rettigheder og pligter for alle. Uden den skelnen ender vi i det der civilisationernes sammenstød, som vi alle sammen helst vil undgå - eller de fleste af os i hvert fald.

Når man problematiserer det multikulturelle i dag, så tror jeg, det har noget at gøre med, at der netop deri ligger en forestilling om grupper, men demokratiet tæller jo ikke grupper, demokratiet tæller individer.

At man så kan tilhøre en gruppe, er en anden sag, men det skal i hvert fald være sådan, at man også har mulighed for at vælge sin gruppe fra, hvis man ikke befinder sig godt i den, og derfor er det vores pligt i dobbelt forstand at prøve at tænke uden om grupperne.”

”Samtidig mener jeg, at det demonstrative tilhørsforhold til en gruppeidentitet på sin vis også er aggressivt på samme måde som den demonstrative dæmonisering af den ene eller anden gruppe. Der ligger i begge tilfælde et forræderi mod det individuelle. Hvis jeg skal overleve moralsk, så kan jeg kun gøre det ved at forholde mig til individer og ikke til grupper og gruppeidentitet. Jeg må forholde mig til det menneske, jeg står over for - fuldstændig ligegyldigt om det menneske er muslim, kristen eller noget andet,” siger han.

Ifølge Jens Christian Grøndahl er der modsat også en fare ved kun at forholde sig til individet og glemme det større perspektiv. Et perspektiv, der let opløses på de sociale medier, som har mobilisereret talrige civile borgere.

Mange har delt opfordringer til at hjælpe, og mange har husket at tage ”selfies”, mens de selv delte mad og vand ud. Det har der været delte meninger om.

”Frihedskulturen, som har afløst den gamle kristne kulturs pligtmoral, repræsenterer en enorm frisættelse af individet, men friheden har også sin pris. Vi føler det ikke som vores pligt at hjælpe. Næstekærlighed bliver udtryk for generøsitet og noget, vi udfolder som en del af en selviscenesættelse, men jeg ønsker jeg mig på ingen måde tilbage til tidligere tiders pligtmoral,” siger han.

Samtidig bibringer mediebilledet også en følelse af, at kløften mellem det, vi kan gøre, og det vi rent faktisk gør, udvider sig.

”Vi har fået en kolossal adgang til viden om lidelser andre steder på jorden, mens vores personlige handlingsradius ikke er vokset tilsvarende. Den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger har i et essay talt om, hvordan der i mediekulturen sker en overbelastning af vores moralske beredskab. Han har ret i, at der sker en overbelastning, i og med at man føler en forpligtelse over for mennesker, som man dårligt nok kan nå. Det at være øjenvidne til lidelse blandt mennesker på den anden side af jorden, afstedkommer en umiddelbar indlevelse, men vi er nødt til at forholde os til nogle fragmenter, vi kan overskue. I den forbindelse tror jeg, at vores ansvar ligger i koncentriske cirkler, der aftager i styrke. Hvor den nære cirkel rummer det ultimative og øjeblikkelige ansvar, man har både som far, mor, ven eller ægtefælle, men også i forhold til mennesker, der lever omkring en.”

Hvordan skal vi så komme overens med visheden om, at vi sandsynligvis altid vil kunne hjælpe flere, end vi gør?

”Men har vi ikke her at gøre med en grundsituation i kristendommen? Er syndsbevidsthed ikke netop et - for det moderne menneske ret ufordøjeligt - udtryk for, at vi er fejlbarlige, at vi altid kunne gøre det bedre? Hvis man skal sætte det ind i en kristen forståelsesramme, kan man enten trøste sig med, eller grue for, tanken om, at det i hvert fald ikke er os selv, der skal gøre regnskabet op.”