I den svenske gustavianske periode rager Carl Michael Bellman (1740-96) op med sin Fredman-digtning, epistlerne og sangene. De udgør tyngdepunktet i standardudgavens 30 bind, som imidlertid også tæller et bind med Religiös diktning (1993) blandt andet med 40 tekster, som ganske vist ikke er til gudstjenestebrug, snarere til stillelæsning i andagtssituationer, men som dog altså i det foreliggende skrift benævnes salmer. Hans Lundsteen kalder dem herudover gengivelser, ikke gendigtninger.
LÆS OGSÅ: Set fra Sønderjylland
Bellman gebærdede sig ubesværet i et af oplysningsideer præget samfund spændende fra den enevældige monark til de eksistenser på bunden, som befolker epistlerne og sangene. På den baggrund kan man nok undre sig over, at den teologi, der danner bagtæppe i salmerne, er en klassisk luthersk ortodoksi. Det faldne, magt- og begærstyrede menneske, stedt i en tilværelse bestemt ved ubestandighed og forgængelighed, kan takke sig selv for miseren, men Jesus for den mulige frelse, om det ellers kommer til erkendelse. Manddomssalmerne, der fremkom i Zions højtid (1877-78), er skrevet hen over evangelieteksterne fra advent til påske, tydeligvis begyndelsen til et projekt, som af ukendte årsager kuldsejlede. Ungdomssalmerne, de første 10 i en, kredser alle om påsken, fire af dem endda specifikt om langfredagen. Man kan således tale om en udvikling fra lidt løseligt sammenføjede arbejder til stramt komponerede, afklarede tekster.
Titlen Zions højtid blev påtvunget Bellman af kirkelige autoriteter; selv havde han ønsket, at de små hæfter skulle betitles Zions tempel. Med en reference, altså, til Bacchi tempel, en lokalitet, der ofte dukker op i Fredman-digtningen og den reference var måske netop, hvad man gerne ville være foruden.
Hans Lundsteen finder den i sin indledning en overvejelse værd. Fællespunktet er, at personerne, de stockholmske og de bibelske, hænger på kanten af tilværelsen uden sikkerhedsnet.
Ganske vist tog epistlerne afsæt i det fugtigt-humoristiske, men snart blev de invaderet af det smertelige, tanken om forgængelighed og død, som musikken, vinen og elskoven jo nok kunne dulme, men ikke rykke op med rode. For så vidt var det, der bevægede den efter eget underfundige udsagn meget lidt dybsindige digter, en uudslukkelig ild.
Hvad angår det digteriske, så er det efter Hans Lundsteens opfattelse ikke mindst Bellmans evne til at visualisere og konkretisere, der gør formidlingen af det teologiske indhold optimal.
Især salmerne mellem nytår og seksagesima fremhæves. De er afklarede og afbalancerede, og de er enkle i deres prædikefunktion med en suveræn beherskelse af billeder og detaljer. Også på denne baggrund er det, at han nærer et fromt ønske om, at hans gengivelser må føre til en højere vurdering af Bellmans salmer at Danmark med sin store salmetradition vil forstå at værdsætte dem.