Praktiserende katolikker har langt bedre muligheder end agnostikere og ateister for at leve lykkelige, sunde liv. Og når deres tid på jorden rinder ud, er de bedre stillede end alle andre til at komme i himlen.
Det skriver den amerikanske debattør Bill Donohue, der er formand for den katolske interessegruppe Catholic League (den katolske liga), i sin nye bog, ”The Catholic Advantage: Why Health, Happiness, and Heaven Await the Faithful” (Den katolske fordel: Hvorfor sundhed, lykke og himlen er i vente for de troende).
”The Catholic Advantage”, der sammenligner den ”katolske vision” med den såkaldte ”sekulære vision”, efterlader ingen tvivl om forfatterens konservative ståsted. I bogen bruger han statistikker om sammenhængen mellem religiøsitet og lykke til at godtgøre, at de judæokristne religioner, og i særlig grad katolicismen, fører til et åndeligt og fysisk frugtbart liv, mens den ateisme, narcissisme og nydelsessyge, som ifølge forfatteren udbredes af sekulære intellektuelle og kendiskulturen i samfundet, baner vejen for ulykke og elendighed.
Bill Donohue har meget lidt tilovers for de gudløse, heriblandt særligt de ”fremtrædende ateistiske intellektuelle” i den offentlige debat, som han anklager for at hade religion og i særdeleshed kristendommen. Deres afvisning af Gud giver næring til en yderliggående individualisme, misantropi og samfundsskadelig oprørskhed, skriver Donohue, der advarer om, at ateister er mindre lykkelige og mere tilbøjelige til at begå selvmord end deres troende naboer.
Han angriber også den moderne kulturs ”besættelse” af Hollywoodskuespillere og reality-tv-stjerner. Disse berømtheder, mener han, kendetegnes af en ekstremt opmærksomhedssøgende narcissisme, en manglende evne til at danne relationer med andre og en hedonistisk foragt for normer, der er med til at fremme samfundets moralske undergang.
I modsætning til denne gudløse narcissisme står ”den katolske model”, der ifølge Bill Donohue er vejen til en moralsk og mentalt sund tilværelse. Han henviser blandt andet til undersøgelser, der viser, at mennesker, der jævnligt går i kirke og beder til Gud, er fysisk og psykisk sundere end deres ikke-religiøse naboer. Katolikker, skriver han, har nem adgang til de ”psykologiske og sociale stødpuder”, som kan afbøde de slag, som livet kan byde på. Og de klare moralske grænser, som kirken sætter for sine medlemmer, er ifølge Donohue med til at gøre katolikker mindre tilbøjelige end deres sekulære modstykker til at begå kriminalitet, til at være seksuelt promiskuøse og til at misbruge stoffer og alkohol.
I et forsøg på at redegøre for de religiøse og de sekulære forståelser af lykke og frihed sammenligner Bill Donohue katolske gejstlige med den ”typiske” Hollywood-kendis. Den første gruppe er beviseligt langt lykkeligere end den anden, erklærer han: ”En af årsagerne til, at berømtheder og intellektuelle er ulykkelige, når de sammenlignes med dem, der er religiøse - i særdeleshed præster og nonner i kloster - er deres tendens til at sætte lighedstegn mellem lykke og nydelse, ikke glæde.” Den rette opskrift på menneskelig lykke findes ikke i hengivelse til vores lyster, men i hengivelse til Gud, konkluderer han.
I bogens sidste del gransker Bill Donohue den sekulære vision om, at det er muligt at skabe en slags himmel på jord igennem sociale politiske programmer og statslig indgriben. Disse forsøg har altid været kolossale fiaskoer, skriver Donohue, der trods bogens skarpe tone åbner for, at selv de gudløse ikke er fortabte:
”At agnostikere og ateister kan være sunde og lykkelige og kan finde deres vej til himlen, bestrides ikke. Men det forbliver sandt, at alt taget i betragtning har katolikker afgjort en fordel.”