Githa Ben-David havde ingen planer om at skrive en roman, og da hun alligevel gjorde det, var hun selv helt spændt på, hvad der ville ske undervejs. Da persongalleriet var på plads, skred handlingen frem sådan nærmest af sig selv.
”Det lyder skørt, men sådan var det,” siger hun og forklarer så efterrationaliserende, at hun efter at have boet fire år i Israel var så fyldt op med oplevelser og indtryk, at skrivningen blev en slags ventil, der kunne lukke stoffet ud.
Som musiker har hun optrådt under beskyttelse af israelske snigskytter. Og sammen med sin familie har hun haft en dagligdag, hvor den tilsyneladende uløselige konflikt mellem jøder og palæstinensiske muslimer var særdeles nærværende. Derfor blev det naturligt at fortælle en historie med udgangspunkt i konflikten, men hvor det alment menneskelige er altafgørende.
I romanen, der har titlen ”Liluja” , vikles en række menneskers skæbner sammen i forbindelse med en terroraktion i byen Haifa. De er: et ungt forelsket og medicinstuderende par, bestående af en jødisk pige og en israelsk-arabisk mand, en 15-årig mandlig palæstinenser, repræsentanter for det israelske politi og militær samt to vesterlændinge: en amerikansk kvinde, der er konverteret til jødedommen, og en mandlig tysk journalist og forfatter.
”Jeg har ikke nogen hovedperson, for hele min idé er, at vi skal se konflikten fra alle sider. Læserne skal selv dømme eller overveje,om det overhovedet er muligt at dømme,” siger Githa Ben-David.
Vi sidder i et lunt og hyggeligt etværelses hus, som familien har døbt ”kirken”. Huset er opført i baghaven til hendes og forfatteren Lars Muhls hjem lidt uden for landsbyen Hou, der ligger syd for Odder. Er par håndfulde tændte stearinlys blafrer og lyser op i det disede decembermørke.
På væggene er der billeder af Jesus og Maria i sacré coeur (det hellige hjerte)-traditionen, og lige uden for vinduet står et hvidt metalkors dekoreret med blomsterranker. Ved et lille rundt bord i midten serverer Ghita Ben-David friskpresset juice af gulerødder og citron og saftige dadler, som via den lokale brugs er importeret fra Israel.
”'Liluja' er ikke en terapeutisk bearbejdelse af det, jeg oplevede i Israel. Men når man er der, fylder konflikten meget, og det kan ikke undgå at gøre indtryk at se, hvor meget folk der lider under den. Jeg er optaget af, hvordan næstekærligheden og barmhjertigheden kan få plads. I Israel, men også i Europa, i Danmark og lige her i mit nærområde. For mig sker den ægte integration, når vi giver hinanden noget, der udvikler os hver især,” siger Githa Ben-David og fortsætter:
”Vi mennesker er forskellige, men jeg er optaget af det, der kan forene os. Da jeg skrev romanen, havde jeg for mit indre blik et billede af et hjul. Et hjul er en masse strenge, der bliver holdt sammen af en midte. Det er den midte og det centrum, der optager mig. Hvis vi tager det første bud: Du må kun have én Gud. Så betyder det for mig, at Guds navn og form er et personligt anliggende, og at alle mennesker lever under én og samme Guds skaberkraft. Kunne man med det udgangspunkt forestille sig, at det var forbudt at slå hinanden ihjel i Guds navn? Og hvis navn og form er underordnet, kan vi så skabe et fælles kirkerum for os alle?”.
Githa Ben-David hed, inden hun blev gift med den anden af sine to tidligere israelske ægtemænd, Birgitte Møller Sørensen og er født og opvokset i Juelsminde. Hun husker ikke, at der nogensinde blev talt om religion i hendes hjem, og det var først, da hun kom i 1. klasse, at hun hørte om Gud og Jesus.
”Jeg blev meget interesseret i billederne fra bibelhistorien, og siden har jeg haft min helt egen måde at være religiøs på. Da jeg var barn foregik det inde på toilettet, hvor jeg kunne sidde længe og bede til Gud. Siden oplevede jeg som ung, da jeg tog til det nordlige Norge for at passe køer helt alene, at være i tæt kontakt med Gud via naturen og dyrene. Og senere i Indien hvordan det åndelige og spirituelle kunne få nye former. Grundlæggende kan man sige, at jeg har stor respekt for menneskers tro. Jeg opfatter det som naturligt, at ethvert menneske har behov for at tro på noget højere. Det er der, etikken kommer fra, og har vi ikke den, er der kun materialismen. Bare at rage til sig er for mig at se det fattigste liv, man kan forestille sig,” siger Githa Ben-David.
Hun er uddannet klassisk saxofonist, men har i 28 år arbejdet med lyd og stemme og er i dag leder af en certificeret uddannelse i vokal lydterapi.
”Lyden er central, og jeg forestiller mig, at det, der er inde i midten af hjulet, er en lyd. Lyden eller ordet var det første, der blev skabt, og det er fælles for alle. Når min roman hedder 'Liluja', er det en variation af 'halleluja' - at lovsynge Herren. At gøre det kræver, at ånden helt bogstaveligt er med, og det kan vi symbolisere ved en ha-lyd, som vi synger fra hjertet,” siger Githa Ben-David og udstøder en entonet lyd, mens hun fører sin højre hånd op til det sted på kroppen, hvor hjertet sidder.
”At vi kan blive bevidste om det og derved fordybe vores forhold til hinanden og det guddommeliges væsen, som hviler i ethvert hjerte, det er grundlaget for romanen,” siger hun og smiler et af sine mange smil.
Hun afviser, at der er nogle, der er større skurke end andre i mellemøstkonflikten, og siger:
”Nej, vi er allesammen mennesker, og det vigtige for mig er ikke at dømme. Når man går ind i midten af hjulet, så må man ikke dømme. Jeg kan forstå alle mine figurer, de er allesammen en del af en sandhed. Vi er alle en del af den mellemøstkonflikt, og hvis vi kan forstå det, så kan vi begynde at løse den. Når vi for eksempel adskiller os fra indvandrerne herhjemme, så opstår der en stor angst i samfundet. Vi vil ikke være racister, men i det øjeblik der er skel mellem os, så er vi det.”
Githa Ben-David er i gang med sit eget lille integrationsprojekt. Hun har planer om at lave en sanggruppe, hvor danskere med stress-symptomer og flygtninge med posttraumatisk stress kan synge sammen. ”Det skal ikke hedde noget med religion, for så går det galt. Det skal blot handle om lyd. Jeg tror på, at næstekærligheden opstår, når vi går ind i det ophøjede rum sammen, der findes i midten af hjulet”, siger Githa Ben-David og erkender samtidig, at det kan være svært at sætte ord på. Ligesom kærlighed og forbundethed.
”Liluja” er ikke selvbiografisk, men en af personerne i bogen, den jødiske medicinstuderende Sarah, kommer tæt på nogle af de tanker og egenskaber, Githa Ben-David forbinder med sig selv. Sarah finder blandt andet ud af, at hun kan lave en lyd, der får mennesker til at føle sig bedre tilpas, og som måske ligefrem kan helbrede sygdomme og lidelser.
Githa Ben-David er i flere år blevet opsøgt af mennesker med forskellige skavanker, og hun har blandt andet to gange for åben skærm kureret en person med tinnitus.
”Jeg ser mig selv som en fløjte. Min opgave er at holde fløjten ren ved at være nærværende i øjeblikket. Lydhealeren og modtagerens krop åbner sig for hinanden i resonans, og det er i denne sammensmeltning, at helbredelsen kan ske. Når jeg begynder at få for mange henvendelser fra folk, der gerne vil have hjælp, så forsvinder stemmen. For det er ikke mig, der helbreder de syge. Miraklet ligger i resonansen, i troen på en højere dimension eller det, som jeg kalder tonen fra himlen. Det er ikke mit ansvar, om folk bliver helbredt. Jeg ved, at lyden virker, men jeg kan ikke garantere noget. Min del af arbejdet består i at lytte og synge. Helbredelserne sker af sig selv. Ligesom 'Liluja' på det nærmeste skrev sig selv,” siger Githa Ben-David.
Hun ser derfor heller ikke sig selv som en del af en litterær tendens om at skrive fiktion om terrorisme og mellemøstkonflikten.
”Jeg har ikke læst nogen andre romaner om det emne, til gengæld har jeg læst masser af historisk faglitteratur for at forstå konflikten,” siger hun.