Forfatter bag noveller om at miste: Det kom bag på mig, at jeg rummede så meget vemod

Kirkegårde minder både en om døden og det, der er vigtigst i livet, mener forfatteren Lotte Kirkeby, der ...

Kirkegårde minder både en om døden og det, der er vigtigst i livet, mener forfatteren Lotte Kirkeby, der allerede mistede sin far, da hun var 19 år, og hun kommer ofte på Holmens Kirkegård nær sit hjem i København. Foto: Leif Tuxen

Det kom egentlig bag på mig, at jeg rummede så meget vemod. Jeg troede, at jeg var sjovere
Lotte Kirkeby

Forfatteren, oversætteren og anmelderen Lotte Kirkeby har levet med og af bøger, siden hun var barn. Nu har hun fået debut som skønlitterær forfatter med den roste novellesamling ”Jubilæum”, der handler om at leve med at miste

Kirkegårde er fulde af liv. I øjeblikket strømmer en vild flod af gule erantis for eksempel gennem Holmens Kirkegård som tusindvis af små protester mod livets ophør. Og mens de døde ligger tavse med muld i munden, blander forårets fuglesang sig med lyden af legende børnehavebørn på kirkegården, der er omringet af skoler, børnehaver og travl trafik.

Sådan udviskes grænserne hurtigt mellem liv og død på en kirkegård. Men de mange gravsten er alligevel plantet med en tung bevidsthed om, at selv børnene udenfor leger på lånt tid. Og for forfatteren Lotte Kirkeby drejer livet sig netop om at lære at glæde sig midt i sorgen over tilværelsens mange tab. Det er blandt andet det, som hendes nye novellesamling ”Jubilæum” handler om, og den ender i øvrigt også på kirkegården.

Læs en anmeldelse af novellesamlingen her.   

Samlingen ”er en rejse igennem livets eksistentielle, narrative knudepunkter. Nedslag i de dage, hvor der sker noget i vores liv. Fra den første historie om barnet og dets møde med den rene ondskab til den sidste historie, der handler om et gravsted”, som forfatteren Kristian Ditlev Jensen begejstret skrev i en gæsteanmeldelse i Kristeligt Dagblad i går.

For Lotte Kirkeby anmelder som bekendt selv bøger her i avisen, og hun har levet med og af bøger, fra hun som barn satte bøger op på Skive Bibliotek og siden blev litteraturstuderende, forlagsredaktør, anmelder, oversætter og fagbogsforfatter. Nu er hun altså også blevet skønlitterær forfatter med en moden debut.

”Forleden skrev en af mine gamle højskolevenner til mig på Facebook, at jeg var blevet den første fra vores skrivekursus i 1989, der havde fået debut. Så allerede dengang må jeg have drømt om at blive skønlitterær forfatter, men jeg skulle altså igennem en lang spiral af forskellige liv med skrift, før jeg kom hertil,” siger Lotte Kirkeby og smiler, mens vi går rundt på kirkegården.

Her kommer hun ofte. For hun bor i nærheden og bruger kirkegården som en del af ”en grøn smutvej”, der også fører gennem Kongens Have, når hun går ind til byen.

”Holmens Kirkegård har ikke parkstatus som Assistens Kirkegård, men her er alligevel meget liv. Engang sad jeg herinde og spiste sandwich med min søn, mens det lød, som om der kom høj rockmusik fra kapellet, hvor der var en begravelse i gang. Det viste sig, at musikken kom fra gaden. Det må være lidt mærkeligt for de sørgende. Og på den måde er byens kirkegårde meget forskellige fra dem på landet, hvor kirkegårdene ofte grænser op til marker,” siger hun og tilføjer:

”Min far er for eksempel begravet på en lille kirkegård i Salling, hvor nogle af de efterladte grave får lov til at gro helt til. Det ville ikke ske her i byen, hvor der ikke kun er rift om lejlighederne, men også om gravstederne. Men uanset hvor kirkegårde ligger, så rummer de i sidste ende samme alvor, fordi stedet minder en om døden, men jo derfor også om at huske det vigtigste i livet. Og det glemmer man hurtigt, hvis man glemmer døden. Men den glemmer jeg nu ikke så nemt, og hvis der er en overskrift i mit liv og mine noveller, er det at lære at miste.”

Bogen er dedikeret ”Til Benne”, hendes far, som hun mistede, da hun var 19 år. Han døde pludselig af en infektion, mens hendes kun 40-årige onkel også døde uventet nogle år før. Det lærte hende tidligt ikke at tage livet for givet. Og da hun begyndte at skrive noveller forrige år, kom de hurtigt til at handle om tab.

”Det kom egentlig bag på mig, at jeg rummede så meget vemod. Jeg troede, at jeg var sjovere,” siger hun og griner:

”Min mand læste først novellerne ret sent og var også overrasket over, hvor meget mørke der fandtes i hende, han delte seng med. Og det var faktisk heller ikke meningen, at der var så mange, der skulle dø i novellerne, men da jeg begyndte at trykke mig selv lidt på maven, handlede de første noveller, der kom ud, om død. Og så blev jeg optaget af de forskellige former for tab, man kan møde i løbet af livet, uanset om det er barndommens uskyld eller tab af identitet, og hvor meget de er med til at danne og definere en som menneske.”

Udspringer dine noveller så dybest set af tabet af din far?

”Nej, de er også skrevet på en hel masse andet. Men det er klart, at man får en anden form for tabsbevidsthed, når man tidligt mister et så nært familiemedlem. På mange måder var jeg også utrøstelig efter hans død. Jeg prøvede forgæves at tro på hans opstandelse, for det var en hård erkendelse, at han var væk og aldrig kom tilbage. Men de døde lever jo heldigvis videre, så længe vi taler om dem.”

Men det er ikke kun de døde, vi mister og skal sige farvel til. Hele livet er en lang serie af afsked med små og store ting, som hun siger:

”Nu er mine børn blevet så store, at det begynder at gå op for mig, at de nu er ved at få deres eget liv, som jeg ikke er en del af. Det er i sig selv en lille sorg. Og jeg kan også se det med de ældre i min familie, der nu indstiller sig på, at det er slut med udenlandsrejser. For ligesom børn har en masse fortryllende førstegangsoplevelser, har ældre en masse sidstegangsoplevelser med funktionstab og mennesker, der dør fra dem.”

Sådan siger man hele tiden farvel til perioder i sit liv. Og evnen til at leve med det hører med til at blive voksen, mener hun:

”Det er fascinerende at rykke en klasse op, men der er også noget, der går tabt hver gang. Der er altid en sorg bag glæden, ligesom der altid er noget at glæde sig over midt i sorgen. For sorgen og glæden deler hele tiden pladsen i en. Derfor er det en kunst at glæde sig midt i alle livets sorger, men det synes jeg heldigvis, at jeg er blevet bedre til,” siger hun og tilføjer:

”Da jeg var yngre, var jeg også mere urolig for at gå glip af alle mulige ting, men nu har jeg fået en anden ro i, at mit liv er blevet, som det er blevet.”

Enhver voksen opdager, at de valg, man tager, også betyder fravalg, og det tror hun især er svært for helt unge at forholde sig til, fordi de føler, at de har et kæmpe ansvar for at forvalte alle de svimlende mange muligheder, de har. Men når man bliver ældre, finder man heldigvis også ud af, at man ikke styrer alting selv. For sommetider tager livets omstændigheder valgene for en, påpeger hun.

”Da vi skulle have vores andet barn, viste det sig for eksempel, at det var tvillinger, og de blev født for tidligt. Det kunne vi selvfølgelig ikke selv styre, og det betød, at hensynet til vores families logistik reelt afgjorde mange beslutninger fra karrierevalg til sommerferier. Men selvom det var hårdt, er vi blevet sammen. Og det var til gengæld et valg. Mange af mine venner siger, at min mand og jeg er så heldige, at vi har sådan et godt ægteskab sammen. Det er også rigtigt. Men ingen kommer igennem et ægteskab uden hakker undervejs. Og jeg synes heller ikke, at kærligheden bliver mindre smuk af, at man skal kæmpe for den.”

Flere af novellerne handler også om parforhold og om tilgivelse efter et tillidstab, for novellerne er skrevet med en vis optimisme, selvom hun mener, at al kærlighed i sidste ende ender ulykkeligt.

”Jeg tror, at det er rigtigt, når nogle præster siger, at sorg og kærlighed er hinandens forudsætninger. Og selvom man sørger over sine døde, ville man jo ikke ønske, at de aldrig havde levet. Sorgen er kærlighedens pris, men den er værd at betale,” siger hun, da vi tilfældigvis går forbi Svend Aukens grav.

”I er jordens salt, I er verdens lys” står der med Jesu ord på den kæmpestore gravsten som en politisk overdragelsestale fra en død til de levende.

”Ham kan man også godt savne lidt i dag,” siger forfatteren, mens vi følges ud af kirkegården og siger farvel foran de små påskegule blomster, der gror, hvor de døde bor.