Forfatter: Sjælen er naturvidenskabens blinde vinkel

”Vi er vant til at opfatte døden som det mest ensomme sted, der findes. Men det mener jeg er en ...

”Vi er vant til at opfatte døden som det mest ensomme sted, der findes. Men det mener jeg er en misforståelse. Døden er en modtagelse,” siger Jakob Brønnum. - Foto: Andreas Hylthén

For mange er døden blevet et tabu og et traume, fordi man fejlagtigt tror, at naturvidenskaben har lukket tanken om sjælens udødelighed
Jakob Brønnum

I bogen ”Argumenter mod døden” argumenterer teologen og forfatteren Jakob Brønnum for, at sjælen er udødelig. Han bruger blandt andre forfatteren Peter Seeberg til at illustrere sin pointe

For det moderne menneske handler det ifølge teologen Jakob Brønnum ikke længere om, hvem der bliver frelst eller fortabt efter døden. De fleste spørger nu, om der overhovedet sker noget. Det indfanger Kim Larsen smukt i sangen ”Pianomand”, der betvivler tvivlen ved at spørge:

”Er der koldt og mørkt i den sorte grav?

Eller stråler himlen som det klareste rav?”

Jakob Brønnums bog ”Argumenter mod døden” er hverken en reportagebog fra himlen eller et gæt på, hvordan der er i de dødes land. Men det er et kulturhistorisk essay som en slags sjælens kulturhistorie, der viser, at det naturvidenskabelige verdensbillede ikke formår at løse livets største spørgsmål - nemlig om livet selv.

”I bogen citerer jeg en biolog for at sige, at naturvidenskaben på trods af sine store opdagelser ikke er kommet et skridt nærmere at svare på, hvordan livet er opstået. For det er stadig en gåde, men går man tilbage i tiden kan man se, hvordan nær sagt alle store tænkere indtil for 150 år siden tog det for givet, at sjælen er udødelig,” siger Jakob Brønnum.

Han har skrevet sin bog i forlængelse af sin tidligere bog ”Kristus som antihelt”, der henvender sig til moderne mennesker, der har afskrevet kristendommen, fordi den gennem tiden har styret folk med magt. For selvom Jesus sagde ”mig er givet al magt i himlen og på jorden”, opførte den fodvaskende frelser sig som det modsatte af et magtmenneske, mener Brønnum:

”Som der står i Johannes' Brev er Gud kærlighed, og Jesus mødte også mennesker med kærlighed og ikke med magt. For magt handler om at sætte sine egne behov først, men kærlighed handler om at sætte andres behov først. Og Jesus satte aldrig sine egne behov først. Det forsøgte jeg at vise i 'Kristus som antihelt', og jeg har fået fin respons fra folk, der nu pludselig kan forholde sig til kristendom igen. Og med 'Argumenter mod døden' forsøger jeg så at svare på det moderne menneskes største spørgsmål: Findes der noget efter døden?”, siger han med et lille smil, inden han tilføjer:

”Allerede Platon argumenterede flere steder for filosofisk for sjælens udødelighed, mens Aristoteles forbandt sjælen med livskraft og i stedet kaldte bevidstheden udødelig og evig. Det er noget overset i vor tid, men sådan vælter troen på sjælens udødelighed ud af hele filosofihistoriens litteratur, når man dykker ned i den, indtil det naturvidenskabelige verdensbillede overtog definitionsretten i midten af 1800-tallet, hvor mange holdt op med at skrive om det usynlige i mennesket.”

Sjælen kan dog stadig hverken vejes eller undersøges, selvom hjerneforskningen i dag kan kortlægge mange af bevidsthedens funktioner - og endda stimulere religiøse følelser. For sjælen er naturvidenskabens blinde vinkel, mener Jakob Brønnum.

I bogen bruger han Peter Seebergs absurde novelle ”Patienten” til at illustrere sin pointe. Den handler om en mand, der får udskiftet den ene legemsdel efter den anden inklusive hovedet, men alligevel stadig føler sig som sig selv, og hans kone kan også stadig kende ham.

”På den måde viser Seeberg os, at manden har en sjæl. Platon, Aristoteles, Augustin, Thomas Aquinas, Descartes, David Hume og John Locke bakser helt frem til Hegel med det samme spørgsmål om, hvad 'jeget' og sjælen er. For de har alle sammen en fornemmelse af, at sjælen er en del af selve livets stof og derfor ikke kan dø.”

Jakob Brønnum forbinder på den måde filosofihistorien med sin teologiske forståelse af, at Gud har lagt sit eget evighedsvæsen ned i mennesket ved at puste sin ånd ind i det.

”Der er ikke langt til den græske filosofis logos-tænkning, hvor Platon talte om logos som livets ordende princip og den dybeste forstand, når evangelisten Johannes skriver 'I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud' som et billede på, at Gud talte verden frem, da han sagde 'Der skal blive lys'.”

I Bibelen refererer det vel snarere til Jesus som både Ordet og verdens lys end til et græsk filosofibegreb?

”Ja, lige præcis. Men min pointe er, at både evangelisterne og de græske filosoffer havde samme fornemmelse af, at de havde fået del af udødelighed, hvad enten det kom fra Ordet eller logos.”

Det er vel ikke ligegyldigt i teologisk forstand?

”Nej, selvfølgelig ikke, men både den filosofiske og teologiske tradition bygger altså på en forståelse af, at man er udødelig, når man først har fået liv af udødelighedens stof. Og i kristen forstand er det jo fra Jesus. Men den tanke ligger mange moderne mennesker fjern. Derfor er døden blevet et tabu. For troen på den udødelige sjæl er næsten væk i dag.”

Men er tanken om den udødelige sjæl ikke også mere en græsk end en kristen tanke? Man bekender jo kødets opstandelse i kirken. Og nogle opfattede også H.C. Andersen som kættersk, da han skrev 'Den sjæl, Gud i sit billede har skabt, er uforkrænkelig, kan ej gå tabt', som der også står på hans grav?

”Ja, men det synes jeg faktisk H.C. Andersen siger meget præcist. Og jeg synes også, at den græske tanke er ret klar i Johannesevangeliet. Kødets opstandelse bekender vi, fint nok, og jeg gør det gerne selv, men det hviler på en enkelt bemærkning i Ezekiels Bog, 37. Jeg tror selv på kødets opstandelse, men ikke som tomt kød, der vandrer rundt. Men det hører også en anden historie til, og min bogs vigtigste ærinde er at pege på, at vi har mistet fornemmelsen for, at vi er skabt med et udødeligt stof, der er livet selv og derfor ikke kan dø. For mange er døden blevet et tabu og et traume, fordi man fejlagtigt tror, at naturvidenskaben har lukket tanken om sjælens udødelighed. Men når naturvidenskaben ikke kan svare på, hvordan livet er opstået, kan den selvfølgelig heller ikke svare på, om der findes liv efter døden.”

Man kan vel omvendt heller ikke bevise, at der findes liv efter døden?

”Nej, for ingen er jo kommet tilbage for at fortælle om det. Det er jo derfor, at der er tale om tro. Men det er altså en tanke, der har præget det meste af vores kulturhistorie.”

Hvad er så den største trøst til folk, der frygter døden?

”Hvis man tror på, at verden er sat i gang med en første bevæger, altså af Gud, må der have været en bevidsthed før livet, og så må der også være en bevidsthed bagefter. Vi er vant til at opfatte døden som det mest ensomme sted, der findes. Men det mener jeg er en misforståelse. Døden er en modtagelse.”