Bankene var ikke det værste. Jens Vilstrup vidste fra en meget tidlig alder, at hans far ville blive rasende og sandsynligvis begynde at skrige og slå, hvis sønnen for eksempel kom til at vælte en kop med mælk. For tingene var helligdomme i hans to barndomshjem, først i landsbyen Harte uden for Kolding og senere i Skanderborg.
Begge steder boede familien nydeligt i parcelhus. Alt skulle se pænt ud på overfladen, og når faderen gik amok, blev vinduerne lukket af hensyn til naboerne. Facaden betød alt. Selvom de stort set aldrig fik gæster, var der pinligt rent overalt derhjemme, hvor nipsgenstandene af porcelæn stod sirligt opstillet som små følsomme husguder, der for alt i verden ikke måtte vækkes.
LÆS OGSÅ: Når de små børn ikke kommer til mig
Samtlige gulve var dækket af pletfri tæpper, som det naturligvis blev straffet at spilde på. Skete det, lå begge forældre bagefter og skurede løs på tæppet, mens sønnen blev sendt i seng med sin røde kind. Men andre gange kunne faderens vrede komme pludseligt og uventet. Og det var den uvished, der var det værste ved at vokse op med en hidsig bavian af en far, der kunne eksplodere når som helst, fortæller Jens Vilstrup:
Det var en slags terror, fordi man aldrig kunne vide sig sikker, siger han og ser ned i sit hvide Ikea-spisebord, mens vi sidder i hans behold bare skoene på-lejlighed på Frederiksberg ved København.
Den anerkendte journalist og tidligere chefredaktør for Euroman bor skam stilfuldt nok, men det er tydeligvis ikke et museum, hvor møblerne ikke må røres og spildes på. Her er både plads til legetøj og små børnestole foran fjernsynet. For han er selv far til fire med to små hjemmeboende børn sammen med sin kæreste.
På væggen bag ham hænger en anatomiplakat af et menneske uden hud, og bogreolen er også både fyldt med romaner og lægebøger. For hans kæreste er læge, ligesom Jens Vilstrups delvist selvbiografiske hovedperson er det i hans kommende roman, Opland.
Romanen er ikke direkte autofiktiv, men bygger på de samme følelser, som han selv havde ved at vokse op i et kærlighedsløst hjem i en jysk provins, hvor faderen havde svært ved at styre sig selv:
Slagene kan jeg knap nok huske, fortsætter Jens Vilstrup:
Men den evige frygt for, hvornår min far flippede ud i pludselige raseriudbrud, var ikke til at klare. Min mor var sådan set kærlig nok. Jeg var helt klart hendes kæledægge, og vi hyggede os også gevaldigt med mine søskende, når min far ikke var hjemme. Men hun stoppede ham omvendt heller ikke, når han gik amok derhjemme. Så stod hun bare og vaskede op, og andre gange kunne hun også true med, at jeg bare kunne vente, til far kom hjem. Og det gav mig nok følelsen af, at der ikke var nogen voksne, man rigtigt kunne stole på.
I dag er begge forældre døde, men det var faderens død, der for syv år siden satte Jens Vilstrup i gang med at skrive på romanen, der udkommer den 5. februar.
Da min far døde, blev jeg ramt af en form for skamfuld lettelse, men jeg følte også et behov for at forsone mig med min fortid, så jeg fik lyst til at skrive en roman om min egen barndom og bagsiden af det pæne Danmark, siger han og tilføjer:
I øjeblikket er det også, som om vi er ved at genoplive 1950ernes værdier i hele den måde, vi indretter vores hjem på, der skal signalere familielykke, som om hjemmet i sig selv er lig med kærlighed i livet. Men jeg synes næsten, at det er omvendt. Jo pænere det er, jo mere synes jeg, at man kan se skilsmisserne for sig, fordi det simpelthen virker for falsk og nuttet.
For Jens Vilstrup var livet bag den idylliske facade i hvert fald et mareridt. Ofte drømte han også ligefrem om faderens vrede om natten. Men til sidst blev Jens Vilstrup gammel nok til at slå igen.
Det er nok en af mit livs kernescener. Jeg tror, at jeg var 16 år gammel, da jeg første gang kom op at slås med min far. På film ser slagsmål ofte elegante ud. Men det her var altså ikke kønt at se på. Vi tumlede rundt og truede hinanden rundt gennem stuerne, mens vi slog på hinanden. Men dér fik jeg fornemmelsen af, at jeg var stærkere end ham. Jeg slog min far, og det gav mig en følelse af frihed, men også af sorg. Han var så fuld af had og selvhad. Han viste intet tegn på at elske mig, og det hadede jeg ham for i mange år.
Det blev ikke sidste gang, Jens Vilstrup kom op at slås med sin far. Men han nød ikke at slå på sin gamle plageånd. Han ville netop ikke være som sin far.
Allerede som 10-årig satte jeg mig det livsmål, at jeg ikke ville blive som min far. Det blev et styrende princip for mig at gøre alt det modsatte af ham. Og den strategi tror jeg faktisk har været min redning.
Jens Vilstrup er som voksen blevet en succesfuld mand med rare imødekommende øjne og et tilsyneladende roligt gemyt. Men han opfatter det selv som et nærmest helt utroligt held, at tingene er endt godt for ham. For som teenager reagerede han mere aggressivt på sin terrorfyldte hverdag i det perfekte parcelhus. Og han var ikke alene. Der var mange utilpassede unge i Skanderborg, der dengang var et lidt isoleret opland til Aarhus.
Byen lå smukt, og folk passede deres huse, men bag idyllen fandtes der mange ulykkelige skæbner, og de unge, der ikke følte sig elsket derhjemme, fandt sammen i fællesskaber, hvor man søgte hinandens anerkendelse ved at opføre sig så tåbeligt som muligt. Det følte jeg mig fristet af og drak, stjal, begik hærværk og røg hash. Sådan tror jeg faktisk, at det er mange steder i Udkants- og Oplandsdanmark, hvor der ikke er så meget at lave, så det hurtigere fører til dumheder for de unge, siger han og skynder sig at tilføje:
Det er ikke, fordi der ikke findes lommer af lykke sådanne steder, men hvis man bare er en smule utilpasset og ikke får nok kærlighed derhjemme, kommer man hurtigt til at mødes i en underlig form for selvdestruk-tion. Det er i hvert fald min egen erfaring. Og jeg tror, at det bliver forstærket af også at føle sig glemt rent geografisk.
Forleden så forfatteren for eksempel et kort over Danmark, hvor man ikke kunne få et realkreditlån. Det lignede en ribbenssteg med alle de døde pletter i midten.
Det er glemte stykker af Danmark, og det bliver kun værre i disse år. Men jeg mærkede det allerede i min barndom, da motorvejen kom, og alle bilerne begyndte at køre uden om byen for at komme vigtigere steder hen, mens vi gik i hundene.
I Opland rejser hovedpersonen tilbage til sin hjemegn, hvor han møder søskende og kammerater, der alle er blevet svigtet af deres forældre og ikke er sluppet væk fra deres uheldige roller i Ribbenstegsdanmark:
Ham, der hedder Fessor i bogen, er bygget på en af mine venner, der døde på sin mors sofa som 39-årig. Til sidst måtte hun sidde og skære vingummibamser over til ham, fordi han ikke kunne spise en hel ad gangen. Alle hans organer var ødelagt af druk og stoffer. Han gjorde virkelig selvdestruktion til en kunst. Han var hyperintelligent, men ødelagt på det følelsesmæssige plan.
Jens Vilstrup sukker dybt.
Mange blev på den måde siddende i det miljø. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg kom ud af det. Men jeg syntes bare, at det virkede så nytteløst at sidde der og spilde mit liv i en hashsump, så en dag rejste jeg mig bare og gik.
Jens Vilstrup rejste ud for at se verden og nåede at opleve mange forskellige lande, inden han vendte hjem for at tage job, hvor han kunne få det, inden han i en moden alder søgte ind på journalistuddannelsen. I de år fortrængte han sin fortid, men i hovedet var hans far med hele vejen.
Jeg holdt fast i min barndomsambition ved hele tiden at bruge min far som omvendt kompas. Det er aldrig lykkedes mig at blive et fuldstændig fotografisk negativ af min far. Jeg har også skreget ad mine egne børn en gang imellem, det er blevet bedre i de seneste år, men jeg har altid været god til at sige undskyld bagefter. Det gjorde han aldrig. Og selvom jeg har anstrengt mig, kan jeg ikke huske én eneste gang, hvor jeg har set ham smile, så jeg har selv prøvet at blive mere omgængelig og smilende, siger han med et lille, skævt smil.
Forfatteren tier dog længe, da han bliver spurgt, om hans far ikke også havde sine gode sider.
Han var altid i opposition til andre. Han tog aldrig noget for givet, og det har jeg kunnet bruge som journalist. Jeg tror måske også, at han gjorde det, så godt han kunne på sin egen måde. Jeg husker for eksempel hans hjælpeløse forsøg på at lave mad til os, når min mor ikke var hjemme. Det har heller ikke været nemt at være ham. Min farmor var tysker og blev forladt af min farfar, så min far voksede op med en enlig tysk mor under krigen i Aarhus. Det har ikke været sjovt i skolegården. Han fortalte aldrig om det, så jeg kan kun gætte på, hvorfor han altid var så fyldt af had og selvhad, siger Jens Vilstrup og tier igen.
Men jeg har tilgivet ham, kommer det så.
I årevis var jeg ellers ekstremt vred på ham. Men det blev for selvdestruktivt at være bitter. Engang sendte jeg også mine forældre et vredt brev, hvor der stod, at jeg ikke ville se dem mere. Det kom jeg alligevel til, men vi fik aldrig talt ud. Der gik halvandet år, inden han døde af sin kræftsygdom, så der var rig lejlighed til det. Men det var nok for svært at pille ved det billede, vi havde tegnet hinanden op i. Hvis han bare havde sagt to sætninger om, at han måske ikke havde været verdens bedste far, havde jeg nok aldrig skrevet den bog. Det har helt klart været en renselsesproces for mig selv, men det har også forstærket min idé om, hvor vigtigt det er at tilgive for at komme videre.
Men hvis du har brugt din far som modbillede i livet, hvor har du så fundet dine positive værdier?
Min far var ikke religiøs, men det blev min mor, og selvom jeg ikke selv er medlem af folkekirken, synes jeg helt klart, at kristendommen sidder inde med de sundeste værdier af de fem store religioner. Og det handler igen meget om tilgivelse, men også om at være kærlig mod andre. Min far behandlede de genstande, der omgav ham, som om de var det vigtigste i livet. Det vigtigste, synes jeg i stedet, er relationen til mine egne børn. Og det er også det, jeg gerne vil give videre med min bog. Hvis den kan få folk til at tænke over, hvor vigtigt det er at give børn kærlighed, ville jeg blive lykkelig.
Et smil breder sig i ansigtet på den succesfulde far til fire.
Det er sjovt. Hele livet gik mine forældre og skældte os ud, hvis vi rørte ved deres små nipsting. Som om det var selve livets mening, at de porcelænsfigurer ikke gik i stykker. Men da mine forældre døde, var der ingen af os søskende, der ville have de der porcelænsting, så de røg bare i nogle kasser og kom på lossepladsen. Ting er ikke vigtige, det er mennesker.
Opland udkommer den 5. februar på forlaget PeoplesPress. Den anmeldes her i avisen.