Enid Lambert har netop fundet ud af, at hendes mand, Albert, lider af Parkinsons sygdom. Som reaktion på de dårlige nyheder bestemmer Enid sig for at invitere parrets tre voksne børn hjem til en sidste juletid som familie i den lille by i Midtvesten i USA.
Sådan er baggrunden for dramaet i Jonathan Franzens prisbelønnede roman Korrektioner fra 2001. De tre voksne børn vender modvilligt hjem, for ingen af dem har lyst til at være sammen.
Den ulykkelige og dysfunktionelle familie Lambert bliver over de næste godt 600 sider beskrevet i Jonathan Franzens roman. Rammen for fortællingen er julen, hvilket viser sig at være nærmest unikt for nyere tids litteratur. Der er nemlig langt mellem nutidige forfattere, som har brugt julen til at fortælle historier i deres litteratur, siger blandt andre dr.phil. Hans Hauge, lektor på Aarhus Universitets afdeling for Nordisk Sprog og Litteratur.
Den norske forfatter Hanne Ørstavik har brugt julen som ramme i sin roman Tiden det tager til at fortælle om en datters anstrengte forhold til sine forældre, siger han.
Ellers har jeg svært ved at komme på nyere eksempler. Det undrer mig da egentlig lidt, at der ikke er flere forfattere, der skriver om julen.
Ida Jessen er en af de relativt få danske forfattere, der rent faktisk har beskrevet juleaften. I novellen Jul på Brogård fra En mand kom til byen fra 2007 bliver der holdt jul på en forgældet slægtsgård.
Men ligesom Hans Hauge mener hun, at det i det øvrige litteraturlandskab er blevet svært at spotte en skildring af juleaften.
Forfatterne skriver ikke rigtig om jul mere. Juleaften er på en eller anden måde blevet kitsch. Lidt ligesom Den brølende hjort ved skovsøen, som mange havde hængende over sofaen engang. På samme måde er julen rent kunstnerisk gået hen og blevet et motiv, der er så ladet, at man ikke længere kan skrive om det.
Og det er en skam, mener Ida Jessen. Hun tror nemlig, at højtiden kan bruges til at fortælle gode historier. Og som ramme kan den bruges til andet end blot at beskrive den dysfunktionelle familie som i Jonathan Franzens Korrektioner og den idylliske jul, der bliver skildret i Nøddebo Præstegård og Peters Jul.
Rødderne og kærligheden er under angreb, men de er der under det hele. Det, juleaften kan, er at give en ramme for at vise, hvad traditioner og forventninger gør ved os. Kunsten og litteraturen kan have en tendens til at gå til yderligheder, når der skal beskrives traditioner under angreb i vores moderne samfund. Men personerne behøver ikke at blive dybt dysfunktionelle af at skulle forholde os til en fælles tradition, for at skildringen skal have en berettigelse. Men der er noget grundlæggende på spil om forventninger, for julen er først og fremmest forventningernes tid, siger hun.
LÆS OGSÅ: "Peters jul" og "De elendige"
Det lykkedes ikke Hans Hauge at finde andre åbenlyse eksempler end norske Hanne Ørstavik efter nogle timer i tænkeboks. Han fremhæver i stedet velkendte skildringer af den idylliske jul hos engelske Jane Austen samt julen i Nøddebo Præstegård, som mange vil kalde en idealjul. Han er ikke overrasket over, at den slags beskrivelser af julen ikke er at finde i litteraturen nu.
Selvfølgelig bliver den idylliske jul ikke fremstillet af de store forfattere. Det ville være dårlig litteratur. Den gode jul kan man finde i ugebladene, men det undrer mig, at litteraturen ikke bruger julen som ramme til at beskrive problemer forbundet med højtiden, siger han.
Han tilføjer, at alment kendte problemer som skilsmisser og mislykket familiesamvær forbundet med julen burde gøre den til et oplagt eksempel for skønlitteraturen.
Men det har vi tilsyneladende ikke tradition for i dansk skønlitteratur. Vi har mange romantiske fremstillinger af julen, men ingen realistiske.
I 2007 udkom romanen Mærkedage. Forfatteren Jens Smærup Sørensen fortæller her om tre større familiefester i landsbyen Staun. En konfirmation i 1934, et sølvbryllup i 1967 og en 60-års fødselsdag i 2003.
Igen var julen udeladt. Det var dog ikke af frygt for at skrive om en sentimental højtid, siger Jens Smærup Sørensen.
Nej, det var, fordi det drejede sig om store familiebegivenheder, hvor man kunne samle onkler og tanter, naboer og venner. En slags repræsentative fester med mindst 100 gæster. Der er juleaften nok for lille. Men faktisk har jeg længe gået og haft lyst til at bruge julen i en fortælling. Det er et godt emne og en god ramme, der kan danne baggrund for nogle personers liv i traditioner, brud med traditioner, glæde, ulykke, familiesamvær og ballade, siger han.
Forfatter og litteraturanmelder for Weekendavisen Lars Bukdahls finder heller ikke mange eksempler på jul i nyere skønlitteratur. Han nævner digtet fra Yahya Hassans digtsamling, hvor han skriver om juletiden i børnehaven, hvor han oplever appelsiner med nelliker hænge fra loftet i rødt bånd som gennemhullede voodoo-dukker.
Men ellers er det måske rigtigt nok, at der ikke findes så mange eksempler på det. Jeg har ikke tænkt så meget over det, men det kunne hænge sammen med, at julen er blevet en kliché på to måder. På den ene side er den kitsch og sentimental, hvis man beskriver den som Nøddebo Præstegård. På den anden side er den næsten for oplagt, hvis man affortryller den og bruger den som ramme til at beskrive familieproblemer. Jeg tror simpelthen, den er for plat som litterær effekt, siger han.
Marie-Louise Svane er lektor i litteraturhistorie ved Københavns Universitet, hvor hun blandt andet forsker i romantikkens litteratur og det 19. århundredes underholdningslitteratur. I den type litteratur og særligt i de populære såkaldte julealmanakker blev julen beskrevet på en måde, vi netop ikke vil se i dag, siger hun.
Der blev den brugt til at fortælle de sentimentale historier a la Den lille pige med svovlstikkerne. Der var andre koder for det moraliserende og det hjerterørende dengang. Der kan være en barriere i forhold til at bruge julen i dag. Jeg tror, det er en temmelig tung kliché, som måske ikke engang er interessant at bryde for nutidens forfattere, siger hun.
Sognepræst og litteraturanmelder for Berlingske Kathrine Lilleør genkender ikke billedet af, at forfattere skulle have sat julen i skammekrogen. Julen findes alle mulige steder i litteraturen, siger hun.
Det er ikke rigtigt, at moderne forfattere holder sig fra julen. Men man digter ikke ligefrem hele fortællinger på baggrund af julen. Umiddelbart kan jeg kun komme i tanke om Dickens, Martin A. Hansen og Krohn med Peters Jul, der har gjort det. Men hvad jeg, som anmelder og teolog, har bemærket i årenes løb, er, at alle forfattere med et vist format fra H.C. Andersen frem over Blixen og til Suzanne Brøgger ser igennem den overfladiskhed, der understøttet af Peters Jul undertiden præger vores forventninger til julen. Ingmar Bergmanns Fanny og Alexander vil ingen kalde en julefilm, selvom den åbner med en lang julejubelscene, der blot er en tynd fernis over triste og underkuende familiemønstre, som filmen derpå omhyggeligt udfolder, siger hun.
Inden for kunstverdenen har landskabsmaleriet længe været en genre, ingen ville røre med en ildtang. Men i de senere år er en række nye kunstnere begyndt at genfortolke det. På samme måde kunne juleaften få en renæssance som et righoldigt motiv i litteraturen, mener Ida Jessen.
Det har været kitsch så længe, at jeg sagtens kan forestille mig, at det vender tilbage som tematik. Når noget har været kørt i skammekrogen længe nok, kommer der ofte et tidpunkt, hvor det dukker op til overfladen i en rigdom af nye fortolkningsmuligheder. Det ville jeg synes var overraskende og interessant, for der ligger meget at tage fat på.