Forfattere tjekker egen selvcensur

Dansk Forfatterforening vil undersøge medlemmers selvcensur 10 år efter Muhammed-tegninger

Med Morgenavisen Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammed-tegningerne i 2005 blev Danmark centrum for en global strid om ytringsfrihed. Flemming Rose forsvarede de 12 tegninger, mens verden stod i brand, og han blev hurtigt en central aktør i debatten om ytringsfrihedens grænser i det 21. århundrede. Her ses hans bog "Tavshedens tyranni".
Med Morgenavisen Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammed-tegningerne i 2005 blev Danmark centrum for en global strid om ytringsfrihed. Flemming Rose forsvarede de 12 tegninger, mens verden stod i brand, og han blev hurtigt en central aktør i debatten om ytringsfrihedens grænser i det 21. århundrede. Her ses hans bog "Tavshedens tyranni".

Først advarede forfatternes formand sine medlemmer imod at deltage i en større undersøgelse om selvcensur blandt kunstnere.

Nu vil forfatterforeningen selv finde ud af, i hvor høj grad forfattere lægger bånd på sig selv, og om de oplever, at deres egen eller andres ytringsfrihed er truet.

Det sker, efter at foreningen, som beskrevet i Kristeligt Dagblad i går, advarede sine medlemmer i at deltage i en anden lignende undersøgelse blandt kunstnere, som Ugebrevet A4 har gennemført og offentliggjort i denne uge i anledning af 10-års dagen for offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Undersøgelsen viser, at der er udbredt selvcensur blandt danske kunstnere.

Forfatterforeningens formand, Jakob Vedelsby, anerkender ikke fundamentet for undersøgelsen og lagde i mails til medlemmerne og i et opslag på foreningens hjemmeside afstand til spørgsmålene, der i hans øjne kunne misbruges i en kontekst.

Nu vil forfatterforeningen ifølge det netbaserede bogmagasin Bogmarkedet lave sin egen undersøgelse af selvcensur og ytringsfrihed blandt forfattere.

”Jeg synes, det er et yderst relevant emne at få belyst, men vi var ikke tilfredse med den måde, Ugebrevet A4 havde formuleret sine spørgsmål,” forklarer Jakob Vedelsby til Bogmarkedet.

Her fremgår det desuden, at der også blandt foreningens medlemmer har været modstand mod undersøgelsen, fordi Ugebrevet A4s spørgsmål om hensyntagen til religiøse, politiske, seksuelle og etniske følelser blev blandet sammen i samme spørgsmål.

Ugebrevet A4 har sendt spørgsmål ud til både forfattere, tegnere, musikere, kunstnere og skuespillere. I alt 351 valgte at svare, heriblandt 80 forfattere.

Undersøgelsen viser, at en ud af tre af de deltagende kunstnere føler, at ytringsfriheden er truet enten i høj grad eller i mindre høj grad.

I 2010 lavede Ugebrevet A4 en lignende undersøgelse, hvor næsten dobbelt så mange, 654, kunstnere deltog. Resultatet førte til en artikel i ugebrevet med titlen "Massiv selvcensur i kulturlivet". En række forfattere gik ud i medierne og pegede på, at der var tale om en tendentiøs konklusion.
 
Billedkunstnernes Forbund har som forfatterforeningen opfordret sine medlemmer til ikke at deltage i den nye undersøgelse.