Det er ikke hver dag, universitetsprofessorer bryder ud i sang med en stor digtsuite. Det har Søren R. Fauth nu gjort med Universet er slidt.
I ret ung alder har den 41-årige Fauth allerede nået meget. Dr.phil. blev han som 34-årig på en disputats om den tyske filosof Schopenhauer; først lektor, siden 2010 professor i germanistik ved Aarhus Universitet. Og så er manden tilmed original og ikke kun flittig. Fauth er ikke den, der retter ind i de akademiske dusinholdningers rækker.
Bopælen er Fredericia, som ligger midt mellem hans og hustruens arbejdspladser. Hun er nemlig børnelæge ved Odense Universitetshospital. Parret har fire børn.
LÆS OGSÅ: Samlere på jagt i en forfatters skatkammer af smukke bøger
Søren R. Fauth voksede op på Sjælland og blev kandidat fra Københavns Universitet. Efter 10 år i hovedstaden blev han omplantet til Jylland. Men han går bestemt ikke og føler sig eksileret.
Jeg kender da godt den utrolige længsel efter København, man kan rammes af, når man står ud på Hovedbanegården. Det giver et sus. Men jeg ved også, at det dækker over en illusion, siger Fauth, da vi er bænket i stu-en i den smukke murermestervilla lige ved Lillebælts kyst.
Mit skrækscenarie er at bo i Kartoffelrækkerne (på Østerbro i København, red.), omgivet af lutter højtuddannede, der ligner hinanden på alle måder. Formelt er individet frisat som aldrig tidligere, men i det, vi mener og siger, er vi mere konforme end nogensinde. Vi er oplyste som aldrig før, men kun i informatikkens fade forstand.
Da hans kone skulle påbegynde sin lægeturnus, trak hun et lavt nummer og måtte til en yderegn. Det blev Tønder Sygehus dengang i 2001.
Vi kom lige fra København og var noget betænkelige og så blev Tønder by noget af det bedste, der er hændt os. Nej, hvor var vi glade for at bo der. Kunne jeg pendle til Aarhus derfra, ville jeg flytte tilbage. Den åbenhed, vi mødte i Tønder, var helt enestående. Det var, som om menneskene var påvirkede af den vide horisont og den høje himmel.
Søren R. Fauth stråler helt ved mindet.
Det er også fantastisk at bo så tæt på grænsen. Europa ligger lige for ens fødder. Også det betyder noget for mentaliteten, tror jeg. Hovedstadens provinsforskrækkelse er frygtelig fordomsfuld. Med den gør København sig jo til den indskrænkede. De skulle tage og flytte til Tønder, skulle de. I stedet spænder magten ben og afskærer nærmest en hel egn ved at lukke seminarium, hospital og kaserne.
På bordet ligger den dugfriske digtsamling. Det er et helt særligt stykke boghåndværk med sider, der foldes ud som en lang leporello-liste. Fauth har tidligere publiceret digte i Hvedekorn og kortprosa hos Øverste Kirurgiske og har arbejdet længe på denne store digtsuite.
Digtningen er en af mange udtryksformer til rådighed for at komme overens med eksistensen og udlægge det liv, vi på godt og ondt er kastet ind i. Og som forbliver en gåde og et mysterium for mig. Jeg har brugt mange år af mit liv på fortolkende gerning. At skrive om litteratur og filosofi er også et forsøg på at få styr på eksistensen. Med årene har jeg fået en stigende trang til at bryde ud af den akademiske skrivemåde. Der er en uro og en vildskab i mig, som jeg ikke kan komme af med dér.
Af Schopenhauer har Fauth lært at acceptere, at uroen er et grundtræk ved verden.
Uro er også grunden til, at jeg altid har lavet mange forskellige ting på en gang. Men det akademiske og det mere løsslupne og kreative er faktisk bare forlængelser af hinanden.
Der er i din lyrik megen sansning af naturen ude under åben himmel.
Jeg er også meget ude under åben himmel. Jeg har en stor cykellidenskab, for man sanser på en helt speciel måde, når man cykler gennem et landskab. Men med årene fyldes jeg også af en melankoli over, at sanseevnen fortabes mere og mere. Jo ældre man bliver, jo mere slides den ja, Universet er slidt.
Fauth kalder sig selv et mol-menneske. Det er vanskeligt at tro, for han virker tværtimod som en ualmindelig glad mand.
Jamen det gør jeg, jeg ved det! Men det er på baggrund af en melankoli. En følelse af tab har altid været grundlæggende i min tilværelse. Og af afstand til verden. Jeg har altid været en outsider. Allerede som barn stod jeg i periferien, både naiv og angstfuldt iagttagende.
Søren R. Fauth er Danmarks førende kender af Schopenhauer, og han er vist åndsbeslægtet med den store tyske filosof, for også Schopenhauers sind stod i mol. Faktisk er han en af åndshistoriens største pessimister.
Schopenhauer er den, som har ramt mig hårdest og dybest. Jeg kender ingen anden, som kommer en sand udlægning af eksistensen nærmere. Schopenhauer påpegede tidligt, hvad andre som Nietzsche og Freud siden skulle gentage: Vi ikke er herre i eget hus. Der er noget, der kører med os. I dén forstand er jeg kristen. Jeg køber arvesynden fuldstændig.
Arvesyndens magt i mennesket er det, som fik Paulus til at udbryde: Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke. Det onde, jeg ikke vil, det gør jeg.
Jeg er lutheraner, men jeg går ikke i kirke. Der er for meget pjat i præsterne. De vil ikke fortælle mig, at jeg er en synder. De holder sig til almindeligheder, som man får at høre alle vegne ude i samfundet vores djøf-samfund, der nivellerer og fortynder og standardiserer, indtil det hele er konformt og glat. Aviserne er bange for, om vi kan kapere mere end en halv spalte, og tilsvarende med præsterne. De taler ned til folk. Det er en stor fejl. Folk kan kapere meget mere, end journalisterne og præsterne regner med.
Mit pejlemærke som underviser og mentor for mine studerende er aldrig at tale ned til dem. Altid sætte overliggeren sådan, at selv de bedste skal stå lidt på tæer. De skal føle, der er noget, de ikke ved. Ellers svigter jeg dem.
Fauth vil gerne sætte adresse på dårligdommens udspring.
Der er en tarvelighed i tiden, som begyndte med 68erne, der ødelagde så mange institutioner og gennemførte så megen nivellering. Bag dens smilende, pædagogiske maske ligger imidlertid en stor arrogance over for menneskene ikke ulig hovedstadens indbildskhed over for provinsen.
Mest harmes Fauth over den forbindelse, man i dag hævder findes mellem uddannelse og menneskeværd.
Hovmodet mener, at folk mangler lidt af de hovmodiges viden. Hvis de derude ved kakkelbordene oplyses, bliver de bedre mennesker. Men der er jo ingen som helst forbindelse mellem viden og moralsk habitus! Mellem intelligens og sjælens adel. De grundlæggende ting som medlidenhed og næstekærlighed har intet med oplysning at gøre. Nogle af de dummeste svin, jeg har mødt, har været højtuddannede. Og nogle af de bedste mennesker har været såkaldt enfoldige.
Troen på det nye menneske er en overtro, som endda kan blive morderisk, understreger Søren R. Fauth.
Det er ikke ufarligt at tro, at man skal forbedre menneskene. En af de største trusler mod det humane er forestillingen om noget humant, som ikke har indfundet sig endnu, men skal tilvejebringes. I sin yderste ideologiske form har den tanke kostet hundreder af millioner mennesker livet.
Med Schopenhauer opfordrer Fauth til en smule pessimistisk besindelse, så den visionære og kyniske optimisme ikke fordærver alt med sine projekter.
Historien kan ikke hjælpe os til at blive bedre, og det kan kunsten heller ikke. Men de kan hjælpe os frem til os selv som dem, vi nu engang er. Lære os at antage os selv, trods alle fejl og mangler.
Vi bliver aldrig gode mennesker. Som Schopenhauer sagde, er det vores vilje til at eksistere, som styrer os. Vores drift mod overlevelse er stærkere end vores intellekt. Det irrationelle kører os rundt i manegen, og alt andet er kun efterrationalisering. Tiden bringer os bunker af teknologiske fremskridt, men hver landvinding følges altid af et tab. Nærvær underløbes af alle vores computerskærme. Det private smadres af de sociale medier. Freden ødelægges af den uafbrudte tilgængelighed, så folk går ned med stress.
Det er altså ikke god tone med den slags sortsyn.
Jeg ved det. En af de mest forvrøvlede humanistiske kortslutninger er at betragte pessimisten som den onde. Blot fordi man er kommet frem til en realistisk skepsis, behøver man ikke være et ringere menneske. Den skepsis er kilden til glæde i mit liv, klangbunden under al min latter. Erkendelsens indhold kan være nok så mistrøstigt, men det er euforiserende at erkende. Men historien om os selv fortæller vi naturligvis helst, så vi tager os gode ud. Derfor ser man skævt til den ydmyge fortælling.
Universitetet er vokset til et masseuniversitet, for vi skal alle højtuddannes. Og de fleste kan klare udfordringen, hvis de får chancen. Er du enig i synspunktet?
Nej, det er ren ideologi. Der er forskel på mennesker, og et demokratisk sindelag viser sig ikke i, at man gør alle lige, men snarere i en respektfuld omgang med næsten og en anerkendelse af forskelligheden. Det er ikke respektfuldt at påstå, at enhver er i stand til at gennemføre en universitetsuddannelse.
Jeg vil jo allerhelst være inkluderende. Det er jeg også i min hverdag på universitetet, og jeg har det godt med alle mine studerende. Men jeg synes samtidig, det er synd for dem, der faktisk ikke har hjemme der. Jeg har studerende, der ikke kan skrive en fejlfri sætning på dansk. De går jo ned med burn out, hvis de engang skal stå som gymnasielærere i tysk. Samfundet har løjet for dem ved at hævde alles ret til en uddannelse og antyde, at man er mere værd, hvis man får den. Den snak gør jo ondt på dem. De lider under forventningspresset.
Taber man de kvikke, når man drosler undervisningen ned, så alle kan være med?
Jeg drosler ikke ned, for så keder de sig nemlig allesammen. Ikke kun de kvikkeste. Alle mærker, at så står underviseren og kompromitterer sig selv. Ånden dør. Jeg får flere med ved at sætte fuldt blus i ånden og gå min egen vej gennem tysk åndshistorie.
De unge kommer jo fra en pædagogik, der siger, at alle skal være med. Derfor har de aldrig lært, at det også skal gøre ondt. Det er tarveligt ikke at stille krav. Det er jeg dog ikke selv god til hverken som underviser eller far, sukker Søren R. Fauth.
Og man tror ham gerne. For han virker som en usædvanlig venlig mand, der nødig bliver bøs. Men han er også for lidenskabelig til at lade stå til.
Vil man opnå en dybde i studiet, er der altså omkostninger. Skal en violinist blive god, skal hun øve hele tiden. På universitetet bør man læse hele tiden.
Sjovt nok er de unge faktisk meget målrettede og nytteorienterede, men flertallet er ikke så meget til åndelig kontemplation. I den forstand passer de godt til det nye djøf-Danmark.