Forfatteren er død - serien længe leve

Der er store følelser og masser af penge på spil i forbindelse med David Lagercrantz' fortsættelse på afdøde Stieg Larssons krimitrilogi. Nogen taler om grådighed og gravrøveri, men der er ingen grund til forargelse

Millennium og Lisbeth Salander er blevet et brand i en så høj grad, at både Sverige og Hollywood har produceret hver sine filmatiseringer af romanerne. Her ses skuespilleren Noomi Rapace som Lisbeth Salander i Niels Arden Oplevs version.
Millennium og Lisbeth Salander er blevet et brand i en så høj grad, at både Sverige og Hollywood har produceret hver sine filmatiseringer af romanerne. Her ses skuespilleren Noomi Rapace som Lisbeth Salander i Niels Arden Oplevs version. . Foto: Nordisk Film.

I dag udkommer et nyt bind i krimiserien ”Millennium”, serien om den socialt dysfunktionelle hacker-pige Lisbeth Salander og den venstresnoede journalist Mikael Blomkvist. Som man nok ved, døde forfatteren Stieg Larsson, inden hans succesfulde trilogi nåede at udkomme.

Den blev en verdenssucces af de helt store. Det var således den første bog, der udkom som e-bog i over en million eksemplarer i USA. På verdensplan har trilogien solgt op mod 80 millioner eksemplarer. Det er således ikke bare en almindelig bestseller, vi her har med at gøre, men om en mega bestseller og dertil hørende svimlende beløb i omsætning og fortjenester.

Det nye bind er skrevet af forfatteren David Lagercrantz, og der har været stor hype omkring udgivelsen. Indholdet af bogen er holdt så hemmeligt, at ingen anmeldere eller journalister har måttet læse bogen før udgivelsesdagen. Interview med Lagercrantz har derfor fundet sted, uden at journalisterne har læst bogen og forholdt sig til den.

Inden bogen overhovedet udkom, har der udspundet sig en større diskussion i medierne. Den har dels drejet sig om måden, bogen er blevet lanceret på, dels om det er i orden, at Lagercrantz digter videre på Larssons værk.

Hvad det første angår, så sætter lanceringen nye standarder for forlagenes styring af medierne, idet den sætter almindelige journalistiske principper ud af kraft. Det er ikke meningen, at man skal forholde sig til hverken bogen eller Lagercrantz, men blot at man skal deltage i den globale begivenhed, som bliver sat i gang. Det er ligesom, når Apple lancerer en ny telefon, eller når et bilfirma eller et tøjmærke skal afsløre årets nye modeller. Der piskes en stemning op, som medierne - og nu også Kristeligt Dagblad - har sin del i.

For så vidt er bogen bare en mærkevare ligesom andre varer, og det er der i og for sig ikke noget odiøst i, så længe det bare forbliver sådan. ”Millennium” er noget, man tjener penge på, fordi ”Millennium” er en vare, som folk ikke kan få nok af, ligesom de heller ikke kan få det af burgere fra McDonald's, pommes frites og Coca-Cola. ”Millennium” er bare noget, man må have for at få del i spændingen og for overhovedet at kunne tale med.

Det går først galt, hvis man opfatter det fjerde bind i serien som litteratur i traditionel kunstnerisk forstand, og hvis man anser Stieg Larsson for at være en original kunstner. Så er det, at man begynder at tale om gravskænderi, nekrofili og meget andet, fordi man har sat Lagercrantz til at digte videre på historien. Hans gamle venner er forargede over, at familien lader Larssons værk fortsætte, og over, at de angiveligt bare er ude på at tjene penge.

Men Larsson har jo blot været ferm til at skrive en krimi, og så har han opfundet en figur som Lisbeth Salander, uden hvem serien ikke ville adskille sig fra mainstreamkrimien. Han er ingen stor digter, og den eneste måde, han indskriver sig i litteraturhistorien på, er ved den sensation, han har skabt med sin succes. Han har for alvor sat Sverige på det populære litterære verdenskort.

Lisbeth Salander er et scoop, der er i familie med Pippi Langstrømpe. Hun og Blomkvist danner det par, hvis prototyper vi kender så godt fra Sherlock Holmes og Dr. Watson. Her får man det gammelkendte i en ny og varieret form, og den vil læserne gerne have mere af. Man vil have mere Salander, som man fik mere Sherlock Holmes, efter Arthur Conan Doyle var død, og som man vil have mere James Bond, efter Ian Fleming for længst er borte.

Og det er da helt i orden. Som det er spændende at se, hvordan nye forfattere og instruktører fortolker Sherlock Holmes og James Bond, er det interessant at se, hvad Lagercrantz kan få ud af makkerparret Salander og Blomkvist. Figurerne er jo ret stereotype, ligesom krimigenren danner et fast mønster, som Larsson selv har fulgt. Det hele står og falder med, hvor godt og overbevisende Lagercrantz kan variere og sætte sit præg på klichéen.

Vi skal vænne os til, at forfatteren ikke nødvendigvis er sådan en ophøjet størrelse, der sidder i sit elfenbenstårn og digter store originale og sprogligt ekvilibristiske historier. Forfatteren er ikke et geni med copyright på sine figurer. Han er bare én, der skriver videre på andres forlæg. Det har vi også for længst accepteret, når det gælder tv-serier, der ofte har et helt hold af forfattere, som hver især tager sig af forskellige afsnit.

Hvorfor skulle det være anderledes, når krimserierne kommer i bogform?