Don DeLillo er tilbage med endnu en kort roman, endnu mere minimalistisk og endnu mere eftertænksom end tidligere. "Point Omega" hedder den, og den udkom i sidste måned i hjemlandet USA. Det er en nøgtern fortælling om en gammel mands betragtninger omkring tid, verdens ende og alderdom og forfald. Titlen har DeLillo taget fra den franske filosof og jesuiterpræst Pierre Teilhard de Chardin, som har lavet teorien kaldet "omegapunktet".
Teorien kort fortalt er følgende: Universet udvider sig hele tiden, og dermed opstår der større og større kompleksitet og dermed også højere selvbevidsthed. Omegapunktet er endepunktet for denne evolutionsproces, og ikke nok med, at det er endepunktet, det er også bevæggrunden for processen. Teilhard var kristen, og i hans optik er det Gud, der har lavet universet. Omegapunktet er derfor en transcendent kulmination af udviklingen. Teorien passer til DeLillos nye roman, og det passer også ind i hans udvikling som forfatter.
Det er altid en litterær begivenhed, når DeLillo udgiver en ny roman. Han er blandt de gamle mastodonter, der stadig lever, som ud over DeLillo tæller Philip Roth, Cormac McCarthy og Thomas Pynchon. Dette firkløver er for længst udnævnt til nogle af de største nulevende forfattere, og selvom de alle er født i 1930'erne, er de alle stadig aktive.
DeLillos nationale gennembrud kom i 1985, da han vandt litteraturprisen National Book Award for romanen "Hvid støj". Romanen er blandt de bedste inden for postmodernistisk litteratur. Hovedpersonen, Jack Gladney, underviser på det fiktive "Institut for Hitlerstudier", er gift for femte gang og lider som alle andre i romanen af dødsangst. Hele Gladney-familien er indbegrebet af dysfunktionalitet, og neden under fortællingen kværner der hvid støj over det hele fra tv?et, køkkenmaskiner, genbrugsmaskiner og computere. "Hvid støj" er bidende samfundssatire af bedste skuffe og er fortsat aktuel i dag.
Fra gennembruddet med denne roman voksede DeLillos popularitet sig større og større. Hans efterfølgende roman, "Vægten", tog fat på Amerikas syndefald: mordet på præsident John F. Kennedy. I romanen følger man Oswalds opvækst og liv indtil de fatale skud i Dallas den 22. november 1963. Oswald blev viklet ind i et net af CIA-agenter, cubanere og kommunistiske spioner, og romanen er fyldt med konspirationsteorier og paranoia over den kolde krig, som er omdrejningspunktet i historien.
Hvis DeLillo var visionær med sine samfundsbetragtninger i "Hvid støj", så blev han helt profetisk i romanen "Mao II", der udkom i 1991. Hovedpersonen, en amerikansk forfatter, beslutter sig for at tage til Beirut for at få løsladt en schweizisk forfatter, der er fanget af terrorister. "Mao II" er en kringlet roman, hvor handlingen flyder ud til fordel for de betragtninger og holdninger, som DeLillo vil frem til. Den mest profetiske er, at terrorisme er fremtidens talerør, og forfatterens rolle er udspillet. Der kommer aldrig en forfatter med samme gennemslagskraft som i eksempelvis oplysningstiden, og bøger kan ikke længere skabe omvæltninger i samfundet, men det kan terrorisme. Det løber koldt ned ad ryggen på en, når man 10 år før terrorangrebet på USA den 11. september 2001 kan læse i bogen, at terrorister kan få verdens opmærksomhed ved at flyve ind i skyskrabere.
I 1997 udkom så "Underverden", resultatet af seks års arbejde. Det er et mesterværk på 800 sider, der sammenfletter alt, hvad DeLillo tidligere har skrevet om: postmodernismen, teknologien, paranoiaen, den kolde krig, konspirationsteorier, globaliseringen, massemedierne og 50 års amerikansk historie. Det er, som om hele DeLillos forfatterskab har bevæget sig hen mod dette værk. Alt bliver forløst i "Underverden", og DeLillo har meget passende nået sit personlige omegapunkt.
Men hvad med bagefter? Hvad gør man, når man som 60-årig har skrevet sit mesterværk, har fået alle de priser og penge, man behøver, og man vender hjem efter en verdensturné og føler sig som en gammel mand? Hvis man hedder Don DeLillo, vælger man en anden retning. Man erkender, at den store episke fortælling, man har konstrueret i "Underverden", ikke kan gentages med større succes, og man må dermed genopdage sig selv som forfatter.
Dette bliver til romanen "Kropskunstneren". En lille 120 siders sag, som udkommer fire år efter "Underverden". DeLillo har for alvor gennembrudt den internationale lydmur, og forventningerne er høje. Men mange bliver skuffede. Her er intet stort episk vue over historien, der er ikke sarkastiske samfundskulturelle kommentarer og ingen åbenbaringer. Det er en lille historie, som begynder med en filminstruktør, der skyder sig selv som 64-årig. Resten er en metafysisk fortælling om filminstruktørens yngre kone og hendes melankolske eneboerliv.
Med romanen blev det klart for alle DeLillos læsere, at det nu var en anden, mere rolig og eftertænksom DeLillo, der skrev. De filosofiske anskuelser og den enkle idé karakteriserer også DeLillos efterfølgende værker, "Kosmopolis" (2003), "Den faldende mand" (2007) og den nye, "Point Omega". Den er DeLillos 15. roman, og hovedhistorien foregår ude i den californiske ørken, hvor den 73-årige Richard Elster bor i et lille hus, langt væk fra storbyen og afskåret fra verden. Han har meldt sig ud af samfundet og vil ikke længere tage stilling til politiske spørgsmål og verdens udvikling. Så han sidder ude i ørkenen, hvor han føler, at tiden og verden ikke bevæger sig så hurtigt. Elster var under Irak-krigen rådgiver for det amerikanske forsvarsministerium, men hans konkrete arbejdsområde bliver aldrig præcist beskrevet. Med ham ude i ørkenen er den 37-årige dokumentarinstruktør Jim Finley, som vil lave en film om Elsters rolle under krigen. De to mænd fordriver tiden med at snakke, spise og i særdeleshed drikke. Tempoet er langsomt, og det er verden, menneskeheden og andre store emner, de to mænd diskuterer.
Senere i historien kommer Elsters datter Jessie på besøg. Hun er blevet sendt derud, da hendes mor i New York ikke kan lide den mand, som Jessie har et spirende forhold til. Jessies entré ændrer ikke meget ved handlingen eller tempoet; de to mænd fortsætter med at drikke på verandaen. Jessie virker mere som et spøgelse eller en person, der aldrig helt er til stede. Handlingen tager dog en dramatisk drejning til slut, da Jessie forsvinder i ørkenen.
Omkring historien fra ørkenen er der en rammehistorie, der udspiller sig på Metropolitan Museum i New York. Her udstilles kunstinstallationen "24 Hour Psycho" af Douglas Gordon. Det er en videoinstallation af Alfred Hitchcocks klassiske film "Psycho", hvor hastigheden er nedsat til slowmotion, så filmen varer 24 timer i stedet for de normale 100 minutter. Lyden er fjernet, og langsomt skifter det ene billede til det andet på et stort lærred.
Nerven i "Point Omega" er samtalerne mellem de to mænd ude i ørkenen. Elster er desillusioneret over sit liv. Han troede, at hans virke i Pentagon ville gøre en forskel, at han kunne have indflydelse på historiens gang. Finley er mest optaget af sit personlige mål – at lave dokumentarfilmen. Idéen med filmen er, at Elster skal stille sig op ad en rå murstensvæg og snakke om, hvad han vil: Irak-krigen, sit liv eller hvad der falder ham ind. Dokumentarfilmen skal ikke redigeres eller klippes, det skal være én lang optagelse af Elster, der snakker, indtil han ikke kan mere. Dermed kommer der endnu en filmvinkel ind i historien, og den fremstår som en modpol til "24 Hour Psycho", idet det skal være én lang optagelse, en lineær historie uden afbrydelser, hvor kunstinstallationen er spaltet billede for billede.
Hvad er meningen med disse formløse karakterer og det næsten stillestående handlingsforløb? Der er sikkert talrige svar, men grundformlen er, at hovedhistorien er et ekko af rammehistorien og kunstinstallationen. Romanen bevæger sig ligesom kunstværket – langsomt. Billede for billede bliver til sætning for sætning, og mange af sætningerne er gentagelser. Det narrative forløb i Hitchcocks originale film "Psycho" er ikke-eksisterende i kunstinstallationen, og det er, hvad DeLillo prøver at komme frem til i "Point Omega". Et kunstforsøg i bogform.
Tilbage er der kun ét spørgsmål: Er bogen god? Ja, men det er bestemt ikke DeLillos bedste, hvilket også er et meget stort krav. DeLillos prosa er som altid i verdensklasse. Meget få engelsksprogede forfattere er på hans niveau, når han folder sig ud med egensindige, hypnotiske sætninger.
"Point Omega" trækker i høj grad på Samuel Becketts "Mens vi venter på Godot". Man kunne fristes til at sige, at denne bog er "Mens vi venter på DeLillo". Man ved ikke, om han kommer, eller om han har krydset sit personlige omegapunkt. Men værd at læse er han altid.
Don DeLillo: Point Omega. 128 sider. 15 pund. Penguin.
Morten Gregersen er cand.mag. i litteraturhistorie og har skrevet speciale om Don DeLillos forfatterskab.