Det har næppe været en bevidst tanke, men denne bog udkommer på et ret passende tidspunkt. Midt i den store diskussion om skriftsyn og religionskritik udsender professor i teologi Mogens Müller en lille bog om fortolkningen af de fire kristne evangelier.
Meget siges allerede i titlen - ”Evangeliet og evangelierne” - for bogens ærinde er at beskrive, hvordan der må skelnes mellem det helt centrale i budskabet om Jesus Kristus og de forskellige måder, hvorpå beretningen er blevet til. De fire evangelistnavne Markus, Matthæus, Lukas og Johannes er fast etableret i vores bevidsthed, men usikkerheden angående deres identitet og indbyrdes påvirkning består. Mogens Müller kredser især om deres betydning som fortolkende forfattere, der ifølge ham overskygger deres betydning som nøgterne referenter af historien.
Dette vil måske få nogen til at mærke den kristne grund skride under sig, men det er der ingen grund til. Mogens Müller holder en fin balance mellem kritisk læsning og respekt for budskabets kerne, og man kommer jo ikke bort fra, at netop villighed til undersøgende læsning udgør en særlig styrke i kristendommens udvikling.
Bogens første del udgør en historisk gennemgang af synet på evangelierne siden den før-kritiske læsning, hvor evangelierne blev opfattet som historieskrivning. Det er hos oldtidens forfatter Justin, at vi møder ordet ”evangelier”, og opfattelsen af evangelierne som en harmonisk helhed holder faktisk helt frem til oplysningstiden. Her gør den kritiske læsning for alvor sit indtog, og ikke mindst anfægtes tanken om, at Helligånden kunne ses som garant for det overleverede. Herfra banes vejen for at opfatte evangelisterne som mere selvstændige og skabende forfattere, og denne tænkning abonnerer Mogens Müller kraftigt på. Han mener, at evangelierne i høj grad er skrevet for at imødekomme en situation her og nu, og at den levende kristendom har været med til at forme det nedfældede ord. ”I begyndelsen var gudstjenesten” citeres lektor i Ny Testamente Geert Hallbäck for at mene, og Müller følger op: ”For det er rimeligt at regne med, at de fire evangelier er blevet til med henblik på den kristne gudstjeneste og i et samspil med den.” Dermed er vi ifølge Mogens Müller langt hen ad vejen placeret i hænderne på kreativiteten hos de fire evangelister, der hver især har formet kristendommen med en bestemt intention.
For at anskueliggøre tingene gennemgår Müller i bogens anden del de forskellige evangeliers tilgang til ikke-jøders mulighed for frelse. Denne bevægelse frem mod det universelle kulminerer - ikke mindst i opgøret med begrebet urenhed - i Apostlens Gerninger og Lukasevangeliet, der sikkert antages at være skrevet af samme forfatter. Her er det Helligånden snarere end Jesus selv, der udgør autoriteten, og skrifterne kan læses som fremadrettede mere end som refererende.
Müller nævner en gryende teori om, at Lukasskrifterne faktisk er yngre end Johannesevangeliet og altså af nogle ses som ”det fjerde evangelium”, men han er ikke en mand, der selv tager absolut stilling. Han nøjes med i sit lidt tørre sprog at gøre rede for udviklingen, men man er ikke i tvivl om, at det afgørende for Müller er, at evangelierne anerkendes i deres forskellighed. Ja, så meget faktisk, at professoren finder det uheldigt, at den enkelte kirkegænger gennem årets tekstrække møder evangeliet som del af et ”stenbrud” frem for at møde den enkelte evangelist i større sammenhæng.
Denne praksis bliver dog næppe ændret foreløbig, og i mine øjne er den vigtigste pointe ved Mogens Müllers bog, at den bidrager til den vigtige tradition for kritisk og nysgerrig læsning af evangelierne og den kanoniske tilblivelse. Uden vel at mærke at undergrave kristendommens inderste kerne. Tværtimod understreger Müller, at budskabet om Jesus vel netop viser sin særgene styrke ved at kunne fremkalde så ”skabende evner hos dem, der siden mødte det og ville videreformidle dets indhold.” Bogen burde ligge på natbordet hjemme hos dem af landets imamer, der trænger til at opdage, hvor essentielt det er at forstå, at den skriftlige overlevering på én og samme tid kan være autoritet og genstand for menneskets selvstændige stillingtagen.
Vores foruroligende tid illustrerer på så overvældende vis, at religiøse skrifter ikke må blive ophøjet til det urørlige, og Mogens Müller bidrager på nyttig vis med denne vidende og overkommelige bog, der er med til at holde traditionen i hævd. Og kristendommen levende.