Forfattertitlen er blevet hvermandseje

Stadig flere kalder sig forfatter, uanset hvilken form for litteratur de skriver. Vi vil nemlig betragtes som kreative mennesker, siger forsker

Forfattere fås i metermål i dag.
Forfattere fås i metermål i dag. Foto: Wikimedia.

Journalist og forfatter. Kok og forfatter. Eller bare forfatter.

Titlen forfatter synes efterhånden at være noget, alle skriver på deres cv. Uanset om det så er, fordi man har skrevet en interviewbog, en fagbog, lavet en opskriftsbog, skrevet digte eller skønlitteratur. Men er man lige meget forfatter, uanset hvad man har skrevet? Og hvad er årsagen til, at stadig flere kalder sig forfatter?

LÆS OGSÅ: Alle store forfattere begynder som forfatterspirer

For at besvare det første sidst er en af de indlysende forklaringer, at flere faktisk skriver en bog. Og det gør de, fordi det er blevet lettere at få udgivet sine tekster uden om de etablerede forlag. Enten ved at henvende sig til de mindre forlag eller få sin bog udgivet på de mange forskellige elektroniske platforme.

Men det kan også forklares ved et stigende behov for at vise omverdenen, at man er kreativ. Det siger fremtidsforsker fra Instituttet for Fremtidsforskning Klaus Æ. Mogensen. Tilbage i 2004 var han med til at skrive bogen Creative Man, som handler om, hvordan mennesker i dag ønsker at se og skabe sig selv som kreative individer.

I dag er det at være kreativ blevet et statussymbol og derfor noget, vi alle sammen stræber efter at være. Man er på en eller anden måde ikke et helt menneske, hvis ikke man er kreativ, og derfor ønsker vi at vise omverdenen, at det er vi altså. Og at kunne kalde sig forfatter er et tydeligt stempel på kreativitet, siger han og fortsætter:

Førhen lagde man måske bare sine skriverier i skrivebordsskuffen og holdt sit forfatterskab for sig selv. I dag griber man hurtigt i egen barm og lægger det op på nettet tilgængeligt for omverdenen, så alle kan se, hvad man kan. At man er et kreativt menneske.

Klaus Æ. Mogensen henviser til den såkaldte Maslows behovspyramide som forklaring på behovet. Her bliver de menneskelige behov opdelt i forskellige lag. Nederst er de helt basale behov såsom mad og drikke, siden kommer behovet for sikkerhed, kærlighed og påskønnelse, og allerøverst oppe behovet for selvrealisering. Og det er her, vi befinder os i dag, da vi har fået alle de andre behov dækket ind, siger Klaus Æ. Mogensen.

Vi har fået alle de andre ting på plads, og derfor kan vi fokusere på selvrealisering. Og når vi er kreative, så realiserer vi os selv.

Forfatter er ikke en beskyttet titel, og derfor er det muligt for hvem som helst at kalde sig forfatter. Hvis man slår op i Den Store Danske Encyklopædi, er definitionen da også ret bred. Her lyder det blandt andet: forfatter, dels ophavsmand eller -kvinde til en bestemt tekst, dels en, der generelt skriver bøger, artikler, sang- og skuespiltekster, film- og tv-manuskripter etc. I vor tid bruges forfatter og litteratur oftest om forfatter af skønlitteratur, men Dansk Forfatterforening (stiftet 1894) optager alle, der har ophavsret til tekster, og varetager også oversætteres, børne- og fagbogsforfatteres interesser.

Ifølge formanden for Dansk Forfatterforening, Jo Hermann, er det heller ikke foreningens formål at gøre sig til smagsdommer over, hvilken slags forfattere der kan kalde sig forfattere.

Man kan blive medlem hos os, så længe man har ophavsret til et værk, og det kan jo være meget forskelligt, hvilken slags værk der er tale om. Medlemsskaren afspejler derfor litteraturen meget bredt, og vi har løbende medlemshenvendelser, men man skal have en regulær interesse, da der jo skal betales kontingent. Så på den måde ligger selve medlemstallet meget jævnt, siger Jo Hermann og oplever via medlemmerne, at der er meget forskellige grunde til at kalde sig forfatter.

For nogle er det et visitkort til at kunne holde foredrag eller som et supplement til cvet. Men for mange er det en identitet. Det er jo ikke en beskyttet titel, men det generelle billede for mange af de etablerede forfattere er, at det har taget dem lang tid, før de begyndte at kalde sig forfatter måske først ved deres tredje eller fjerde bog. I dag er mange nok mere tilbøjelige til hurtigere at turde kalde sig forfatter.

Det med at tage et langt tilløb til at påtage sig titlen genkender forfatter Peter Øvig Knudsen, som blandt andet har skrevet bøgerne Blekingegadebanden og Birkedal.

Det var først, da han havde skrevet en række bøger, at han begyndte at benævne sig selv forfatter. Før det var han en journalist, som engang imellem skrev bøger. Forfatter, det var han ikke. Men efter en orlovsperiode på Weekendavisen, hvor han på det tidspunkt arbejdede, blev han så glad for at skrive på fuld tid, at han kunne mærke, at han ikke kunne vende tilbage som journalist. Og så sagde han op på trods af alt sund fornuft. Det er i dag omtrent 10 år siden.

Set ud fra et økonomisk perspektiv var det bestemt ikke klogt, og jeg havde lovet min kone ikke at gøre det. Men jeg kunne ikke andet. Og der synes jeg, at jeg blev forfatter. Eller i hvert fald begyndte jeg at kalde mig det, siger han og understreger, at det er hans egen helt personlige oplevelse.

Men alligevel er der stor forskel på at skrive på fuld tid og så gøre det ved siden af jobbet, mener han.

Et statussymbol er det dog ikke, synes han, men omverdenens reaktioner er ofte omgærdet med respekt og interesse, når han fortæller, at han er forfatter.

Folk liver op og spørger interesseret ind til, hvordan det er. Jeg tror, det er, fordi det indebærer, at man følger sin egen vej og gør, hvad man har lyst til. Og for mange er der meget glæde forbundet med det. Og så tror jeg også, det er, fordi vi alle sammen vil have en form for betydning gøre verden til et bedre sted at leve eller klogere, og det kan man måske gøre via skrivningen.

For rektor på forfatterskolen Pablo Llambias skal forfatterbegrebet defineres bredt, og han mener bestemt ikke, at hans skole er den eneste indgangsbillet til forfatterskabet. Ifølge ham kan man kalde sig forfatter, uden at man har udgivet en bog:

Hvad er man ellers, når man skriver sin første bog? For de fleste er det dog en stor lettelse at få udgivet den første bog, da det er en form for legitimation af, hvad deres tid er gået med. I grænsetilfælde kan man også være forfatter, hvis man taler til en diktafon, og en anden skriver teksten. Og en digter, der reciterer, er jo også forfatter, siger han og påpeger, at forfattere ikke spiller den samme rolle i medierne som tidligere.

Mediernes prioriteringer er ændret, og dermed har forfatterens rolle i medierne også ændret sig. Mens forfatteren ofte undersøger og fremstiller emnernes sammensathed og kompleksitet, søger medierne i stigende grad mod polariserede og enkle budskaber skåret ind til benet. Og det er jo en udfordring, som forfatterne må forholde sig til.

I takt med at stadig flere kalder sig forfatter, er foreningen Danske Skønlitterære Forfattere blevet nødsaget til at lave sine optagelseskriterier om. Det fortæller formanden Inge Lise Hornemann.

Før hed det sig, at man skulle være udkommet på et anerkendt forlag for at blive en del af foreningen, men pludselig er der kommet mange små nye forlag, som udgiver kvalitetsforfattere og kvalitetslitteratur, fortæller hun.
I dag er vi i højere grad nødt til at agere smagsdommere i en eller anden grad for kun at optage dem, som vi mener er kvalificerede. For hvis vi skal have noget som helst at sige inden for branchen og have pondus over for kulturpolitikerne, skal vi være en professionel stemme, der udkommer med professionel litteratur. Nogle forfattere afsætter lange perioder af deres liv til at skrive, for det handler ikke bare om skrive en historie det skaber en bog, men det skaber ikke litteratur og ikke nødvendigvis en forfatter.