Forfulgte forfattere får arbejdsro

Statens Kunstråd vil give forfulgte forfattere arbejdsro med en fribyordning for en friø og tre fribykommuner

Færgen til Fanø er den eneste forbindelse til fastlandet. Nu får Fanø støtte til etablering af en såkaldt fribyordning til forfulgte forfattere.
Færgen til Fanø er den eneste forbindelse til fastlandet. Nu får Fanø støtte til etablering af en såkaldt fribyordning til forfulgte forfattere. Foto: Jesper Kristensen.

Statens Kunstråds Litteraturudvalg besluttede i går at tildele Fanø, Frederiksberg, Odense og Århus kommuner en særlig støtte til etablering af en fribyordning i en toårig periode.

Ordningen bliver etableret efter lang tids kritik af de flotte politiske hensigtserklæringer fra 2007 om støtte til forfulgte forfattere og skribenter anført af davaværende kulturminister Brian Mikkelsen (K), der siden strandede i økonomiske diskussioner mellem staten og kommunerne. Nu tyder meget på, at Danmark endelig kan tage imod forfattere, der ikke kan opholde sig i deres hjemland på grund af deres ytringer. Regeringen har gennemført de nødvendige lovændringer og afsat to millioner kroner til ordningen, som i dag er uddelt af Statens Kunstråd.

De fire danske fribykommuner indgår i det internationale ICORN-netværk (International Cities of Refuge Network), som i øjeblikket har op mod 30 medlemsbyer, der giver husly til forfulgte forfattere. På ICORNs ventelister står der nu omkring 40 forfattere, der venter på et sted, hvor de kan opholde og udfolde sig frit.

krasnik@kristeligt-dagblad.dk