Forhånelse og høflighed

KAJ OG ANDREA

Papegøjen Andrea hjalp i 1970'erne børn til at tage afstand fra de gængse høflighedsformer med sit charmerende, men let vrængende "Pænt goddag!". Scanpix Danmark

Hvis vi holdt igen med i tide og utide at skulle dukke hinanden, ville vi måske få et endnu bedre land at leve i

For nylig skrev Birthe Rønn Hornbech en debatartikel med titlen ”Hvorfor står vi så fast på retten til at håne og spotte profeten?” (Politiken den 17. februar). Heri nævner hun, at flertallet af danskere er vant til at finde sig i gode og dårlige tegninger, der gør grin med religion. Men efter hendes mening kan ingen ærligt tro på, at det gavner integrationen, at tusinder og atter tusinder af muslimer i Danmark ustandselig udsættes for, at deres profet forhånes. Det tror jeg heller ikke, men vil dog tilføje, at brugen af ”ustandselig” virker som en overdrivelse.

Rønn Hornbech nævner også, at danskerne er uhøflige. Men har hun nu ret i det? Ja, da. Sidst i 2014 foretog TNS Gallup for Berlingske en meningsmåling om høflighed. Ifølge den mener tre ud af fire danskere, at tonen er hård, også for hård. Og interessant nok er der flere unge, der er af den opfattelse, end midaldrende og ældre.

Hvis man besøger vores nabolande Tyskland og Sverige og har antennerne ude, kan man heller ikke undgå at bemærke, at folk taler pænere til hinanden dér end herhjemme. Og det gør jo hverdagen mere behagelig. Kunne vi ikke overveje at henvende os til muslimske indvandrere og flygtninge med samme høflighed, som de fleste gør det i vores nabolande?

Blandt de danskere, der overhovedet hilser på folk, de kommer i kontakt med, vælger en del at sige ”Pænt goddag”. Det er vel bedre end ingenting, men det er alligevel nyttigt at vide, at man med dette udtryk lægger ironisk afstand til den konventionelle hilseform ”Goddag”. Det ved nogle af udtrykkets brugere sikkert godt, men andre er uvidende om, at det ikke er en uforbeholden høflighedsmarkør, de betjener sig af.

Hilsenen ”Pænt goddag” stammer fra 1970'erne, da vi skaffede os af med de gamle omgangsformer. Den havde en fremtrædende rolle i børnefjernsynsprogrammet ”Kaj og Andrea”.

Baggrunden for, at papegøjen Andrea uge efter uge sagde ”Pænt goddag”, var utvivlsomt, at mange forældre dengang formanede deres børn om at hilse pænt, når de skulle på besøg hos andre. Det blev af ikke så få opfattet som en form for servilitet, man med fordel kunne lægge bag sig.

Bør man nu af høfligheds- og anstændighedsgrunde holde inde med at trykke tegninger, der forestiller Muhammed? Hvis der kom en pause, ville jeg byde den velkommen, men for mig at se er det vigtigt at tage stilling til, hvad hensigten med billederne er. En film som Monty Pythons ”Life of Brian” virker i sin fremstilling af kristendommen - til trods for at den i nogle lande ikke måtte vises - som humoristisk og godsindet.

Omvendt har jeg svært ved at opfatte billeder af Lars Vilks og Dan Park som andet end ondsindet krænkende. Kan en tegning af Muhammed med hundekrop opfattes anderledes? Som Goethe har udtrykt det: ”Man merkt die Absicht und wird verstimmt”. Også billedkunstneren Jens Jørgen Thorsens stærkt omdiskuterede film om Jesu seksualliv - ”The Return”, 1992 (manus 1995) - hører vist hjemme i denne kategori. Allerede i 1973 demonstrerede 5000 utilfredse borgere mod Thorsen, der havde fået 600.000 kroner i støtte til sin påtænkte film af Det Danske Filminstitut. Men han blev aldrig dømt for blasfemi.

I Danmark har vi i straffeloven en blasfemiparagraf, der beskytter ethvert lovligt religionssamfund mod forhånelse. Denne paragraf anvendes dog sjældent.

Alligevel ser jeg den gerne bevaret, om ikke andet så for den signalværdi, den har. Og nu har regeringen på basis af en udtalelse fra Straffelovrådet netop besluttet at bevare blasfemiparagraffen, blandt andet med henvisning til, at en afskaffelse af den vil kunne gøre det straffrit offentligt at afbrænde Bibelen eller Koranen. Den beslutning er blevet mødt med kritik fra Institut for Menneskerettigheder.

Efter terrorangrebene i København den 14.-15. februar udtalte den franske ambassadør, der deltog i arrangementet i Krudttønden, at danskerne er internationalt anerkendte for at have stor tillid til hinanden. Den tillid var det efter hans mening vigtigt at opretholde. En anden egenskab, der vel kun kan betragtes som værdifuld, er næstekærlighed.

Hvis man tror på værdien af at vise uegennyttig kærlighed til sine medmennesker, kan man dårligt samtidig stå fast på retten til at nedgøre dem. Så går det ikke at råbe efter andre som i Peter Poulsens digt: ”For at værne om ytringsfriheden/ råber jeg røvhul efter naboen.”

Hvis vi holdt igen med i tide og utide at skulle dukke hinanden og mobiliserede lidt mere af den tillid, den franske ambassadør berømmer danskerne for, ville vi måske kunne få et endnu bedre land at leve i.