Forlag trækker børnebog tilbage: Slaverne var for glade

Scholastic, der er en af USA's førende udgivere af børne- og lærebøger, forsvarede til at begynde med ”A Birthday Cake for George Washington”. Nu har forlaget dog trukket den omdiskuterede bog tilbage. Modelfoto. Scanpix

Kontrovers om ”glade” slaver får stort forlag i USA til at droppe ny børnebog

Tegninger af muntre, smilende slaver i en ny amerikansk børnebog har udløst en strid om historieforvanskning, der nu har resulteret i, at forlaget Scholastic har trukket udgivelsen tilbage.

Bogen, ”A Birthday Cake for George Washington” (en fødselsdagskage til George Washington), udkom i begyndelsen af januar, og dens handling kredser om USA's første præsident og hans kok, slaven Hercules, der sammen med sin datter, Delia, bager en fødselsdagskage til deres herre.

Bogen udløste omgående forargelse blandt kritikere og boglæsere, der påpeger, at virkeligheden for slaverne i 1700-tallets USA var alt andet end fornøjelig, og at fremstillingen af præsidentens glade slaver er en dybt problematisk hvidvasking af historien.

”Det er en ufuldstændig, endda uærlig behandling af slaveri,” skriver eksempelvis kritikeren Vicki Smith i fagjournalen Kirkus Reviews.

Scholastic, der er en af USA's førende udgivere af børne- og lærebøger, forsvarede til at begynde med ”A Birthday Cake for George Washington”.

Chefredaktør Andrea Davis Pinkney fremfører blandt andet i et blogindlæg, at George Washington ifølge historiske kilder ”beundrede” Hercules, og at kokken og de øvrige køkkenmedhjælpere gengældte præsidentens varme følelser. Det fik imidlertid kritikere til at påpege, at virkelighedens Hercules senere flygtede fra præsidentens plantage, Mount Vernon i delstaten Virginia.

I sidste uge trak Scholastic bogen tilbage med den forklaring, at den ”kan give et falsk billede af slavers liv”. Dette lagde dog ikke låg på kontroversen.

Foreningen The National Coalition Against Censorship (den nationale koalition imod censur), NCAC, blander sig nu i debatten og kalder forlagets beslutning et ”chokerende” eksempel på selvcensur.

”Dette udfald vil sandsynligvis få en skræmmende virkning og få illustratorer og forfattere til at tøve med at tackle racemæssigt følsomme eller politisk kontroversielle emner af frygt for offentlige ramaskrig og repressalier,” advarer NCAC.

”A Birthday Cake for George Washington” er skrevet af Ramin Ganeshram, der har rødder i Iran og Trinidad, og er illustreret af den afroamerikanske tegner Vanessa Brantley-Newton.