Fornem pris til Erik A. Nielsen

Erik A. Nielsen er blevet tildelt Gad Rausings Pris på en million svenske kroner. Arkivfoto. Foto: Leif Tuxen

Dansk litteraturprofessor er blevet tildelt Gad Rausings Pris på en million svenske kroner

Litteraturprofessor Erik A. Nielsen har modtaget en fornem svensk pris for sin forskning. Der er tale om Gad Rausings Pris, som er en årlig udmærkelse, der tildeles en fremstående nordisk humanistisk eller samfundsfaglig forsker.

Gad Rausings Pris regnes for en lille Nobelpris og uddeles af Kungliga Vitterhets-akademien.Det plejer at være den svenske konge, der personligt overrækker videnskabsprisen på en million svenske kroner. Og i år har priskomitéen valgt at hædre den danske litteraturprofessor for ”original, lærd og dybtgående forskning om den vestlige og kristne digtnings brug af billeder og billedsprog, særligt i dansk og skandinavisk litteratur fra 1600-tallet og 1700-tallet”. Og det glæder naturligvis modtageren:

”Jeg er da uendelig glad for, at noget, jeg har været optaget af i så mange år, også bliver opdaget og lovprist. Der findes jo mange andre dygtige forskere, der ikke får samme opmærksomhed, så jeg føler mig heldig som gudernes yndling,” siger Erik A. Nielsen, der er dr.phil. fra Københavns Universitet, mens Oslo Universitet har tildelt ham titlen dr.theol. i 2013.

Litteraturprofessoren er tidligere blevet belønnet med blandt andet Kristeligt Dagblads Pris 2014 for det samme store arbejde med at beskrive det kristne billedsprog i de roste værker ”Kristendommens retorik”, ”Brorson”, ”Kingo” og det endnu ikke udgivne leksikon om det kristne billedsprog, ligesom han også har modtaget Georg Brandes-prisen for ”Kristendommens retorik”.

Som bonusinformation kan det nævnes, at hver gang man køber en mælkekarton, er man med til at udvide den formue, som Gad Rausings Pris også bygger på. For prisen er opkaldt efter den kvikke svenske industrimand, der sammen med sin familie tog patent på ”Tetra Brik”. Og det er Gad Rausings tre børn, der i mindet om faderen har indstiftet videnskabsprisen for at belønne andre kvikke hoveder.

Erik A. Nielsen modtager Gad Rausings Pris ved en ceremoni i Stockholm den 21. marts.