Romanen "Besættelse" indbragte i begyndelsen af 1990?erne den engelske forfatter A.S. Byatt både hæder og dedikerede læsere i hobetal. Og hvis man var en af dem, kan man roligt belave sig på en tur til boghandleren: Byatts seneste roman, "Børnenes bog", er på en gang legende let, lærd og levende – og intet mindre end fænomenal.
Det var Byatts nutidige romantetralogi om Frederica Potter, der begyndte med "Jomfuen i haven", på sin vis også. Men den havde en akademisk slagside, der sine steder kvalte fortællingen, og som gjorde læsningen til en bedrift på linje med et maratonløb. Sådan er det ikke med "Børnenes bog". Her bliver man båret på hænder og fødder af en forfatter, der nok har ambitioner på sin læsers vegne, men som undervejs belønner så rigeligt, at man selv efter 667 wsider er frisk på mere.
Vi befinder os i Victoria-tidens England i slutningen af 1800-tallet. Den moderne liberale og socialistiske familie Wellwood residerer på landstedet Todefright i det sydlige England, hvor deres syv børn ubekymret boltrer sig som små vilde i skov og krat, dygtigt superviseret af skyggetante Violet, søster til deres mor Olive. Den smukke Olive bliver mod sin vilje familiens matriark, da faderen, Humphrey, foretrækker at skrive indsigtsfulde analyser og polemiske indlæg – og ikke mindst forføre de forhåndenværende kvinder – i stedet for at passe sit gode job i banken. Forsørgerbyrden tilfalder derfor Olive, der mellem sine mange børnefødsler barsler med en række eventyr, der holder familie oven vande økonomisk.
Familien Wellwood er en – tilsyneladende – åben og sorgløs størrelse, hvis begunstigede børn frit blander sig med de voksne, der bliver en del af deres bohemeagtige og ubekymrede tilværelse. Helt i tidens og den wellwoodske ånd er Todefright befolket af alskens socialister, anarkister, kvækere, kunstnere, redaktører, fritænkere og forfattere – der dog har svært ved at praktisere de idealer, de selv prædiker.
Det bliver tydeligere og tydeligere for børnene, efterhånden som de vokser til og støder panden mod erkendelsens mur – og de opdager, at deres forældre i virkeligheden er et par bedragere, der skiftevis fremstår som slanger i græsset og som Adam og Eva i Paradiset.
Det er omkring børnenes liv, romanen drejer. Bevægelsen går fra den sorgløse barndom i 1880?erne til Første Verdenskrig, hvor de på få år bliver alt for gamle. Men det er også i høj grad pigernes og kvindernes bog. Mens drengene og mændene udfylder de klassiske manderoller på bedste beskub, vokser pigerne op i en tid, der debatterer fri kærlighed, offentlige vuggestuer, stemmeret og svangerskabskontrol – og med en bølgende diskussion om, hvorvidt et liv som kvinde kan være et både-og eller nødvendigvis må være et enten-eller. Olive befinder sig i det klassiske og evig-aktuelle dilemma mellem at være skabende kunstner og tilstedeværende moder.
Byatt maler lige overbevisende med den brede og den smalle pensel. Med sin imponerede viden fremmaner hun en svunden tid med den modernes indsigt – den stoiske Alfred Dreyfus, synderen Oscar Wilde, Bloomsbury-folkene og den aldrende dronning Victoria står side om side med de knivskarpe romanfigurer, der er fremmanet med en næsten uhyrlig detaljeringsgrad, som skaber små fortættede øer midt i den store histories bølgebrus. Tag blot dette: "Florence begyndte at græde. Gabriel strøg hende over håret. Barnet i hendes indre strakte sine frøfingre og pindeben og stak en fin lille tommelfinger i sin ufærdige spøgelsesmund og suttede."
Djævlen ligger som bekendt i detaljen. Men det gør geniet også – i hvert fald hos Byatt, der med "Børnenes bog" skriver sig op på "Besættelse"-niveau – eller måske endda over.
A.S. Byatt: Børnenes bog. Oversat af Claus Bech. 667 sider. 349 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag