To former for bevidsthed, den ene med baggrund i en moderne ateistisk livsopfattelse og den anden i en gammeltroende kristen. Begge var til stede hos forfatteren Martin A. Hansen. Og de havde det ikke godt sammen.
Dette ifølge cand.mag., universitetslektor Knud Bjarne Gjesing, en af de 10 forskere, der deltager i et stort Martin A. Hansen-seminar, "Martin A. Hansen og kredsen omkring Heretica", mandag og tirsdag på Syddansk Universitet i Odense, arrangeret af Institut for Litteratur, Kultur og Medier i samarbejde med Gyldendal. Seminaret tager udgangspunkt i trebindsværket "Kætterbreve. Martin A. Hansens korrespondance med kredsen omkring Heretica", som mag.art. og forfatter Anders Thyrring Andersen i 2004 udgav på Gyldendal.
De ti forelæsninger, der holdes på seminaret, vil i redigeret form og sammen med yderligere en halv snes bidrag indgå i en bog, der udkommer til efteråret: "PS. Omkring Martin A. Hansens korrespondance med kredsen omkring Heretica" (Gyldendal).
Ud over Knud Bjarne Gjesing er forelæserne universitetslektor Lise Præstgaard Andersen, den hollandske professor Henk van der Liet, Anders Thyrring Andersen, litteraturredaktør Nils Gunder Hansen, forskningsadjunkt David Bugge, forskningsbibliotekar Lotte Thyrring Andersen, forskningslektor Joakim Garff, ekstern lektor Peter Christensen Teilmann, samt universitetslektor Johannes Nørregaard Frandsen.
– Martin A. Hansens genvundne position cementeredes, da han sidste år kom med på den obligatoriske litteraturkanon. Efter den afstandtagen, der i nogle år var til ham – især på de litterære institutter på universiteterne – foregår der i disse år en lang række undersøgelser omkring forfatterskabet. Og det er både mangfoldige og dybdegående undersøgelser. Med et skud fra hoften vil jeg sige, at det er et af de danske forfatterskaber, der er skrevet mest om de sidste fem-ti år. Men det er et arbejde, der ikke har været særlig synligt. Og både Gyldendal og Syddansk Universitet finder det oplagt med dette seminar at belyse den forskning, der finder sted. Desuden vil vi gerne vise, hvor mange forskellige videnskabelige faggrupper, der er involverede, ud over litterater blandt andre teologer og historikere, siger Anders Thyrring Andersen, der sammen med Johannes Nørregaard Frandsen har forestået arrangementet af seminaret.
Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, der indleder seminaret, ser to-dagsmødet som en del af forlagets lancering af "Kætterbreve". Et lignende, men mindre møde blev holdt i forbindelse med udgivelsen af Martin A. Hansens dagbøger.
Hvordan forklarer du den fornyede interesse for denne forfatter?
– Det har utvivlsomt noget med tidsånden at gøre. Men en del af forklaringen er vel også udgivelsen af dagbøgerne og brevene. Man kan så sige, at de er kommet lige på det rigtige tidspunkt, fordi de er med til at understøtte tendenser i tiden. Der er hos mange en fornemmelse af, at Martin A. Hansen kan opfylde nogle behov i den søgen, der gør sig gældende hos danskerne i øjeblikket, efter såvel en religiøs forankring som en national selvbesindelse.
– Martin A. Hansen har altid talt til mig i kraft af den alvor, der er hans, og i kraft af den seriøsitet, han tog sit kald med. Han er langt fra den meget ironiske form, som danskerne ellers har til kunsten, også kunstnerne selv. Han har den helt modsatte opfattelse af kunstnerens engagement og ikke mindst af hans ansvar. Dette at være forfatter tog han på sig på en måde, som ligger fjernt fra hovedstrømninger i dansk litteratur, siger Johannes Riis.
Joakim Garff er blevet slået af, hvordan det lykkes Martin A. Hansen "på mindre end en side" i et brev fra sensommeren 1946 til Thorkild Bjørnvig "nærmest en passant at fremsætte tre genialt provokerende påstande om Søren Kierkegaard", blandt andet at han "er langt mindre åbenhjertig og for så vidt langt mindre sig selv i sine dagbøger end i de pseudonyme skrifter". Garff vil, som han siger, i sit foredrag forsøge at komme sig over "de tre påstandes ubestridelige rigtighed".
– Da jeg selv for en del år siden hævdede, at Kierkegaard er mere oprigtig og ligefrem i sine pseudonyme værker end i sine dagbøger, mente mange, at det var en lidt for dristig påstand. Derfor er det fornøjeligt at se, at Martin A. Hansen skriver, hvad jeg er overbevist om er sandhed. Psykologisk er det for så vidt meget elementært, at man kan tillade sig mere med maske på end uden. Når Kierkegaard skriver dagbogsoptegnelser, ved han, at de engang vil blive læst ud fra den klare opfattelse, at her taler han selv. Så blokerer han, bevidst eller ubevidst.
– Martin A. Hansen skriver præcist og klartskuende om Kierkegaard. Det optager mig, at forfattere åbenbart har en slags mentalt broderskab. Det er dette broderskab, der gør, at Hansen pludselig kan se, at med noget af det, som Kierkegaard skriver om pseudonymitet og dagbøger, forholder det sig lidt anderledes, end man traditionelt har tænkt sig.
Ser du forbindelser mellem Martin A. Hansen og Kierkegaard?
– Ja, det gør jeg. De er begge ude i eksistentielle anliggender. Og de er begge meget vedholdende og lidenskabelige skribenter. Enormt stilistisk bevidste. Med en klar fornemmelse af, hvad de gør, når de skriver. Men først og fremmest har de en umådelig trang i retning af selv-erkendelse, af eksistentiel erkendelse, af redelighed. Kierkegaard siger til sidst i sit liv, at han vil én ting, redelighed. Det er den samme redelighed, der over store strækninger driver Martin A. Hansen. Og med store omkostninger, siger Joakim Garff.
"
Hans spor førte bot" er titlen på Knud Bjarne Gjesings forelæsning. Martin A. Hansens tekster er ifølge Gjesing "kendetegnet ved en bestandig brydning mellem modernitetens anfægtelse og den traditionsbårne kristendom". Temaet belyses ud fra et af Martin A. Hansens hovedværker, "Tornebusken" (1946), især med henblik på novellerne "Paaskeklokken" og "Septembertaagen".
– Forestillingen om tornebusken findes i alle bogens tre noveller. Referencen går til Bibelen, men i to retninger. Den ene til tornebusken, som Moses ser i ørkenen. Busken, der brænder uden at blive forbrændt, kan udlægges som den stadige skabelse, den stadige væren, altså nærmest et skabelsessymbol. Jeg refererer til den tyske religionsfilosof Schubart, der ser skabelsesfryden som det ene grundmotiv i religionen og forløsningslængslen som det andet. Desuden er der en række henvisninger fra tornebusken til Jesu tornekrone. Her er titlen altså et lidelsessymbol. På denne måde bliver tornbebusken et tvetydigt symbol. Og jeg mener, at det er den spænding, novellesamlingen er hængt op på.
– Martin A. Hansen voksede op i et hjem med en almuetro, som for hans vedkommende blev voldsomt rystet, da han kom på seminariet, hvor han hørte om Darwin og læste J.P. Jacobsen og den slags. I "Tornebusken" forsøger han at forene de to former for bevistheder, der "kører rundt" i hovedet på ham, den moderne ateistiske og den gammeltroende.
– I "Septembertaagen" indfletter fortælleren beretningen om, hvordan han som dreng oplevede, at faren i forbindelse med Første Verdenskrig var indkaldt til sikringsstyrken. Over for de andre drenge i byen pralede han med, hvor modig og stærk faren er. Han glæder sig til, at et kompagni soldater skal komme marcherende og regner med, at faren vil være blandt dem. Det sker så ikke. For at forsvare sine pralerier over for drengene siger han, at han godt tør spise guldregn. Han gør det og ligger under tornebusken og venter på, at han skal dø. Et tydeligt Kristusbillede.
– Nogle af de sidste ord i novellen er: "Han var der jo. Jeg saa ham alle Vegne. Han gik bort". Jeg læser dem som en spejling af lidelseshistorien, men på en mærkelig måde vendt på hovedet. Mens det i den bibelske lidelseshistorie er sønnen, der tager menneskenes skyld på sig over for faren, er det hos Martin A. Hansen sønnen, der tager farens skyld på sig over for menneskene. Eller de andre drenge. Hvilken skyld? Den at faren ikke er der. Man kunne formulere det sådan: Guds storhed ser man gennem hans fravær.
Er det kristendommen, der sejrer hos Martin A.Hansen i konflikten med moderniteten?
– Det vil jeg mene. Om ikke før, så da han ligger på det sygeleje, der ender med hans død. I dagbøgerne er der nogle meget gribende optegnelser fra denne tid, blandt andet nedskriver han en tolkning af Grundtvigs "De levendes land". Han oplever tydeligt et kristent gennembrud, siger Knud Bjarne Gjesing.
@grymer
kristeligt-dagblad.dk
Seminaret finder sted mandag og tirsdag på Institut for Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet, Campusvej 55, 5230 Odense M.