Det er med en vis voksende forundring, man læser sig igennem Niels Franks første forsøg med romangenren, Nellies bog. Niels Frank, der til fulde har bevist, hvordan han mestrer den lyriske såvel som den essayistiske genre i de senere år. For hvad er meningen med at udsende en romanprosa på knap 300 sider, der med overlæg er så dårligt skrevet, at man tvinges til at læse meget langsomt for overhovedet at fatte, hvad der står?
LÆS OGSÅ: Avantgardens førstemand
Det skyldes naturligvis ikke, at Niels Frank ikke evner at skrive en korrekt og smagfuld prosa, men derimod en ambition om at efterligne sprog og stil hos en, der lider af en forstyrrelse i hjernens sprogcenter. Det modsatte af afasi, hedder det på side 105, hvad det så er for en lidelse.
Den skrivende, Nellie hedder han, der skriver en slags dagbog om små hverdagsepisoder fra sin rejse over Atlanten til USA, skriver dårligere end et barn, som netop har lært at skrive. Ord staves forkert, om end ikke konsekvent forkert, sætninger konstrueres fejlagtigt, og tegnsætning bruges efter eget system. Det sker på dansk og engelsk, med enkelte spanske gloser, alt efter om Nellie befinder sig i USA eller i Mexico. Et uddrag af romanens begyndelse kan bevidne, hvor slemt det står til:
den begyndt med en Limussin stoppet op og Støvlen trædder ud , med Lædderstølver. Jeg , ka siig , Jeg , har da aldrig set noegt lignene på min først DAG. De trædder ud og som lang som Øjen rækker seer det Lædderstølven træder ud af Billen , og Pigen som der bære dem trædt også ud heel op til OP OVRE KNÆERN ! nu koem de andrer så og så ud , eller alle Tre for dét Tre (3) éen to og hend med Støvlettern (1 + 2).
Ens tålmodighed med sådan en kaotisk prosa bliver sat på en alvorlig prøve, mens ens nysgerrighed efter at forstå, hvorfor forfatteren har valgt netop denne udtryksform, skærpes tilsvarende. Niels Frank skriver sig tydeligvis ud af konventionerne om en pæn, ordentlig og regelret prosa, hvilket ofte indbefatter et pænt, ordentligt og regelret syn på tilværelsen.
Dermed skriver han sig ind i en modernistisk tradition, hvad enten det er James Joyce, Samuel Beckett eller Gertrude Stein, der alle har eksperimenteret med skriftsproget, eller herhjemme Per Højholt i 6512 (1969).
LÆS OGSÅ: Nye digte fra suveræn stilist
Form og indhold er i denne tradition uadskillelige fra hinanden, således at et forstyrret sprog gengiver en anderledes virkelighedsoplevelse end den gængse. Nellie savner ikke kun evnen til at skrive normalt, han har omvendt en evne til at se og erfare verden hinsides normaliteten. Men hvor de førnævnte formår at tilvirke en fremmedartet prosa, der lyser af intensitet og gerne også af ustyrlig komik, må jeg tilstå, at jeg hverken finder det ene eller det andet hos Niels Frank.
Romanens hovedtema er den tætte relation mellem identitet og sprog. Nellie, et navn, der ikke ligger så langt fra Niels, og en figur, som forfatteren i øvrigt tidligere har leget med i Første person, anden person (2004), har mistet sine forældre. Han er et ensomt menneske, og for at afhjælpe sin ensomhed opsøger han sin onkel Benn og tante Hellen, der bor i USA med deres tre børn. Tantens navn skrives enkelte gange Ellin, hvilket ligger tæt op ad deres datters navn Elain, andre gange stavet Elaine eller Eilain, og dette navn er tilnærmelsesvis en spejling af Nellie. Identitet forstået som køn er et undertema, og Nellie har seksuelle bekendtskaber med både kvinder og mænd.
Omtrent midtvejs i Nellies bog spiller hovedpersonen Scrabble med sig selv. Det skal angiveligt være komisk, men måske er jeg bare døv for Niels Franks groteske humor. Under alle omstændigheder får Nellie lagt sine brikker, så der står, at han skal tage til Mexico for at lede efter sin kusine Elain, eller hvad hun nu hedder. Nellie tager af sted for at finde hende, men tager øjensynligt fejl af et bynavn, han farer vild i sproget og dermed i verden, og da han kommer tilbage til sin onkel, er hun for længst kommet hjem igen. Onkel Benn er blevet syg og dør, og romanen afsluttes af en overstreget (telefon)samtale mellem Nellie og Gud.
Med lidt god vilje kan forløbet siges at være en udviklingshistorie, eller med sigte på de mange populærfilm, Nellie ser en roadmovie. Handlingsskelettet er spinkelt, og det kød af hverdagssituationer, der fylder det ud, udpræget trivielt. Det er ganske sikkert en bevidst trivialitet ligesom i den modernisme, romanen skriver sig ind i, men altså uden den opfindsomhed, variation og træfsikkerhed, der kendetegner genrens mest geniale værker.