Når helten Mevlut Karataş i denne bog føler sig ensom, søger han i nattemørket hen til gravpladsen i bydelen Feriköy, omgivet af cypresser. Månen skinner. Istanbul bliver et sindbillede på hans indre tilstand. Byen, hvor øst og vest mødes, skrives som altid hos nobelpristageren Orhan Pamuk forførende smukt frem. I denne roman fortælles særligt om de fattiges Istanbul, om gadesælgerens og stuepigens Istanbul, men også om en by i forandring, hvor ensomhed og kærlighed rummes i gaderne og indgraveres i murene.
Slumkvarteret Kültepe bliver den 12-årige Mevluts hjem, da han i 1968 flytter med sin far til hovedstaden, mens mor og søstre bliver tilbage i landsbyen i Konya. Faderen sælger boza og yoghurt i byens gader og sender penge hjem hver måned. Boza er en gæret alkoholisk drik, der er indbegrebet af det gamle Tyrkiet. Som årene går, bliver gadesælgerens råb om boza også en nostalgisk stemme, der minder om tider, der var. For Mevlut bliver råbet en del af hans identitet, efter han som ung mand overtager sin fars erhverv. Han balancerer med tunge skåle med boza balancerende som et åg over skuldrene, mens byen og dens mennesker er som en tekst, han hjemmevant kan aflæse. Ligesom den kan aflæse ham, som når gadens vilde hunde gør aggressivt ad ham i mere skrøbelige tider. Romanen følger Mevlut helt til 2012, hvor han bor med sin anden kone i et nybygget højhus, i opgang med sine mere velbeslåede fætre fra Konya.
Med Mevlut har Pamuk valgt en hovedperson, der forener land og by og forener Istanbul i forandring fra hestevognenes og gadesælgernes by til at være en by med højhuse og beton.
På mange måder er ”Dette fremmede i mig” kalejdoskopisk. Undervejs nævnes en passant en række politiske begivenheder i Tyrkiet fra de seneste årtier, ligesom personer fra Mevluts omgangskreds får fortællerstemmen på skift. Nogle gange kommenterer de hinanden direkte.
Mens Istanbul i andre af Pamuks romaner fremstår drømmende og labyrintisk, som i den internationale gennembrudsroman ”Den sorte bog” fra 1990, er ”Dette fremmede i mig” en bog, man fortaber sig i side for side, uden at den røde tråd tabes af syne.
Som læsere præsenteres vi i det første kapitel for en underfundig, voldsom og skelsættende begivenhed, da Mevlut er 24 år. Han bortfører med sin fætter Süleymans hjælp pigen Rayiha, som han i tre år har skrevet glødende kærlighedsbreve til, forfattet sammen med gode venner. Han er faldet for hende til et familiebryllup, hvor hendes øjne har slået ham omkuld. Hun elsker ham ud fra brevene. Efter at være kørt af sted i fætterens lastbil i nattens mørke til den nærmeste banegård, hvorfra de skal videre med toget til Istanbul, ser Mevlut i lysstofrørenes belysning nu for første gang i tre år pigen. Han konstaterer tavst og skamfuldt, at det ikke er den smukke pige, han forelskede sig i til brylluppet, men derimod hendes storesøster. I alle tre år har den forkerte fået brevene. Han er blevet narret af fætteren, der selv er interesseret i den smukke pige, som i virkeligheden hedder Samiha, ikke Rayiha. Trods dette rænkespil bliver Mevlut forelsket i Rayiha, og de udvikler en dyb kærlighed til hinanden.
”Der er noget fremmed i mine tanker” siger Mevlut tidligt til sin kone og uddyber: ”Lige meget hvad jeg gør, føler jeg mig fuldstændig alene i verden.” Rayiha svarer, at det behøver han aldrig at føle nu, hvor de er sammen. Men følelsen gennemstrømmer ham af og til. ”Hvorfor blev han sommetider overvældet af en kæmpemæssig sort bølge ligesom den på tv, så han følte, at han druknede i en stigende dønning af sorg?”, spørger fortælleren. Det meste af tiden oplever han dog tilværelsen ganske lys.
På sin vis har Pamuk valgt at skrive om en svær helt, nemlig om den simple bondedreng, der vedbliver at være fattig og for eksempel er betaget af et naivt billede af gravstene fra den islamistiske avis ”Den retfærdige sti”. Men romanen er ikke først og fremmest forsimplende, derimod fuld af kærlighed til sin hovedperson, og gennem ham til Istanbul, der både fremstilles konkret sanseligt og gøres eventyrlig. Mevlut ender med at aflæse byens tegn og mennesker fra deres smukkeste side. Han inviteres således på romanens sidste sider som bozasælger op i en lejlighed, hvor børnene gemmer sig under bordene, og kærlige tanter snakker i lejlighedens tætte fugtighed, hvor der også lugter lidt af raki. ”Mennesket var skabt til at være lykkeligt, ærligt og åbenhjertigt” tænker han, og det opleves besnærende sandt i denne mesterlige roman, stærkt oversat af Claus Bech.