I den vestgrønlandske by Uummannaq ligger et helt særligt børnehjem. Eller rettere: en institution, som en ildsjæl har gjort til et ganske unikt erstatningshjem for udsatte børn.
Kvinden hedder Ann Andreasen, hun er færing og kom som nyuddannet socialpædagog i 1985 til Børnehjemmet Uummannaq, hvor hun nu er forstander.
Det enestående i Ann Andreasens arbejde er, at hun har forstået, at de meget omsorgssvigtede børn både har brug for en tryg og forudsigelig base med et stabilt, kærligt og rummende personale, og at de gennem møder med naturen og den skabende kunst kan erfare og genfinde deres egne ressourcer og en anden identitet end offerets.
Børnene skal lære at være stolte over den grønlandske kultur og natur. Derfor tilknytter børnehjemmet musikterapeuter, derfor lærer børnene at spille og optræde og har gjort det verden over, og derfor tager de sammen med personalet og lokale fangere ud på månedlange, benhårde slæderejser.
Det er et ekstremt spændende arbejde, der pågår på børnehjemmet under det karakteristiske hjerteformede Uummannaq-fjeld, og jeg forstår godt, at Lise Andersen, dansk sundhedsplejerske og skønlitterær forfatter, har haft lyst til at fortælle om det. Hendes bog: ”Uumaat – for- tællinger fra hjertet” er en præsentation af stedet og dets pædagogik, med hovedvægten lagt på interviews med 10 nu voksne børn, som har boet på børnehjemmet.
Lise Andersen giver os 10 personlige (anonymiserede) beretninger om børn, som blev svigtet af deres voksne. Det handler om druk, hash, vold, seksuelt misbrug og sult.
Det er rørende og hård læsning, der også tydeligt fortæller, hvor stærke spor barndommens svigt har sat, og hvor skrøbeligt disse 10 menneskers fundament stadig er, trods den støtte, de har fundet på børnehjemmet.
Det er karakteristisk, at de har det svært med deres egen vrede og gerne underspiller det, der har været negativt. 32-årige ”Lena” fortæller, at hendes far tæskede moren ihjel for 17 år siden.
Nu kan hun ikke sige nej til ham, når han et par gange om måneden kommer på besøg fra bygden og vil overnatte hos hende: ”Og man kan ikke sige nej til sin far, selvom jeg ikke kan se ham i øjnene.”
Ingen af de 10 romantiserer tiden på børnehjemmet, men næsten alle omtaler de lange slæderejser som helt afgørende. Flere af dem har stadig meget kontakt med børnehjemmet. Selvom Ann ”spørger om alting”, hvilket er uvant for børnene, der alle kommer fra hjem, hvor sprogløsheden har været gennemgående.
Lise Andersen er loyal i sine interviews og i sin fortælling om stedet. Hun beskriver og refererer sympatisk, men jeg savner flere overvejelser:
Hvilke metodiske overvejelser gjorde hun sig i forbindelse med de 10 samtaler? Hvor mange timer består hver udskrevet samtale mon af, hvordan har hun skåret dem til? Jeg savner også en mere diskuterende tilgang til Ann Andreasens arbejde.
Børnehjemmet skal være som et hjem, er hendes tanke, men det må være lettere i teori end i praksis. Uanset hvad, så er medarbejderne på børnehjemmet jo også ansatte. Hvordan og hvor meget kan de være forpligtet? Det ville have været så spændende med et interview, der gik tæt på.
Når det er sagt, så er ”Uumaat” og dens fortællinger fra hjertet en smuk lille bog (også i layout og papir), og de 10 interviews er vigtige beretninger, der helt sikkert kan være en støtte for andre udsatte børn og unge. Fordi de i sig selv peger på, at det ikke er udsigtsløst, men at man kan rejse sig fra misbrug og vold.
Det er stærke mennesker, der har tålt og udholdt meget, der fortæller, og det i sig selv giver håb. Dertil kommer kapitlet om efterværn, som bør nærlæses af bevilligende myndigheder og også gerne i Danmark, hvor det er lige så vigtigt.
Alting falder ikke på plads i et sviget menneskes liv, når det bliver 18.