Forvirrende bevidsthedsstrømme fra Island

Islandske Ófeigur Sigurðsson fabulerer ustyrligt og underholdende om sagaforviklinger, stedords- forskning og en symbolsk naturvildskab

Ligesom ”Ulysses” er ”Vildmark” ualmindelig svær at hitte rundt i, og læseren bliver let kørt over af det ustyrlige sprog, der synes at imitere kraften i en islandsk vulkan, skriver boganmelder. På billede vulkanlandskab ved Grundafjørdur, Island.
Ligesom ”Ulysses” er ”Vildmark” ualmindelig svær at hitte rundt i, og læseren bliver let kørt over af det ustyrlige sprog, der synes at imitere kraften i en islandsk vulkan, skriver boganmelder. På billede vulkanlandskab ved Grundafjørdur, Island. Foto: Martin N. Johansen.

4 stjerner

Man siger, at irske James Joyce som en af de første benyttede sig af det fortælle-tekniske greb ”bevidsthedsstrømmen”, da han i 1922 udgav ”Ulysses” på sin 40-årsfødselsdag.

Siden har især modernistiske forfattere som Virginia Woolf – og også Danmarks første, modernistiske digter, Johannes Ewald, i selvbiografien ”Levnet og Meeninger”– benyttet sig af teknikken.

Hvor bevidsthedsstrømmen som oftest er udformet som en indre monolog, rumsterer den hos den islandske debutant Ófeigur Sigurðsson en kompliceret matrjosjka-struktur.

Romanen er egentlig et brev fra den østrigske sprogforsker Bernhard Fingerbøl, der drager til Island for at undersøge og skrive en Saussure-inspireret ph.d.-afhandling om den egn, hans efternavn stammer fra.

Og hvor hans mor blev mishandlet og mosteren døde, da Bernhard var seks år.

Undervejs distraheres han af den snakkesalige og elskovssyge opsynsmand Edda og kommer endelig frem til sit mål, hvor han efter en række syrede samtaler og forviklinger med blandt andre hotel-naboen Gæst imidlertid både falder i en gletsjerspalte og angribes af en vild vædder.

På et hotel i nærheden behandles han af den ophidsede og energiske herredsdyrlæge, doktor Lassi, der amputerer både ben og kønsorgan, mens hun rabler vildt om blandt andet en forfejlet forfatterdrøm, ønsket om at kortlægge Islands folks historie, hvilke sandwiches hun og forskeren Sigurdur burde indtage og om dyrs lidelser i erhvervslivet.

Og ikke mindst om udformningen af den rapport, som hun skriver, og som brevet er viklet ind i – en rapport om amputering skrevet med ”(…) folkeligt og mellemfolkeligt vid”.

Allerede her har undertegnede mistet både orientering og kronologisk overblik – endsige begrebet om, hvad der egentlig sker i ”Vildmark”.

I et drømmeagtigt og knopskydende sprog blandes alt sammen, og dyrlægen er snart så delirisk som sin feberramte patient.

Det efterlader læseren i en position, hvor man som en anden kirurg forsøger at adskille tekstens vildtvoksende associationer fra hinanden i håbet om at skabe en form for mening i det hele. Det lykkedes ikke helt for mig, og som det modernistiske projekt, ”Vildmark” langt hen ad vejen er, er det er måske heller ikke meningen.

Som han ligger der på sygelejet og taler i vildelse til den maniske doktor Lassi, opstår enkelte, klare glimt til Bernhards ganske tragiske historie.

En indviklet familiehistorie med aner både i Østrig, Island, Sverige og Schweiz har efterladt ham med en stor familie, hvoraf storebroderen Tomas som niårig ved en fejltagelse hænger sig. Seksårige Bernhard finder ham, og et halvt år efter drager moderen og mosteren til Island, hvor de på sin vis begge møder deres endeligt.

Moderen mishandles og bliver aldrig den samme, mens mosteren dør, og da Bernhard som ung skal vælge fag og drages af moderens lingvistiske interesse, er faderen dybt skuffet over Bernhards sære forkærlighed for stednavneforskning.

Men det er nu ikke, fordi de rent plotmæssige og mere tragiske strukturer fylder meget i ”Vildmark”.

Ligesom ”Ulysses” er ”Vildmark” ualmindelig svær at hitte rundt i, og læseren bliver let kørt over af det ustyrlige sprog, der synes at imitere kraften i en islandsk vulkan.

Nok et billede, mange islændinge efterhånden er trætte af, men ikke desto mindre sandt i Ófeigur Sigurðssons tilfælde.

Sagn, absurditeter og indviklede anekdoter forenes og skilles ad igen i en herlig pærevælling, som man nok ikke skal forvente den store læsemæssige fordybelse af.

Ikke desto mindre er ”Vildmark” overmåde veludført, og romanen lægger sig i lige linje til andre store, modernistiske projekter.

kultur@k.dk