Fortællingen om Myanmar er på en gang forfærdelig og forbilledlig. Efter uafhængigheden fra Storbritannien i 1948 blev landet i 1950erne bedømt som værende et af de bedste bud på en økonomisk succeshistorie i Sydøstasien. Men et militærkup i 1962 satte en brat stopper for den udvikling. De skiftende ledende generaler bekendte sig nemlig til den kleptokratiske styreform og tyvstjal landets mange ressourcer olie, ædelstene og metaller solgte det for egen vinding og efterlod befolkningen i dyb armod.
LÆS OGSÅ: Boganmeldelse: Er Gud virkelig ikke kristen?
Indtil præsident Thein Sein efter sin indsættelse i marts 2011 tog fusen på alle, da han udstak landets nye kurs: Alle de ord, begreber og værdier, der dagen forinden havde været tabu og fængslingsgrund, blev nu regeringens erklærede mål. Og et halvt århundredes dødspiral var vendt på hovedet til en roterende snurretop af frihed, muligheder, løfter, løsladelse af politiske fanger og sågar sjov og ballade, som det hedder hos Mette Holm og Mogens Lykketoft.
De betegner farvellet til det længstlevende militære diktatur i den nyere verdenshistorie som en forrygende forsonings- og reformpolitik, der har gjort opgøret med diktaturet langt mindre frygteligt og smertefuldt end mange andre steder i verden, ikke mindst i de arabiske lande.
Den udvikling havde dog næppe fundet sted uden The Lady, Aung San Suu Kyi, Myanmars demokrati-ikon, der i 1991 modtog Nobels fredspris for sin næsten umenneskelige indsats for sit folk. Som Nelson Mandela i Sydafrika har hun sat hele sit liv og sin frihed ind på at opnå demokrati og tilbragte mellem 1989 og 2010 femten år i husarrest. Men hun formåede alligevel og formår stadig at samle befolkningen i Myanmar og bliver i dag betragtet som den største moralske autoritet næst efter den buddhisme, hvis karmiske retfærdighed og passive tillid til det næste liv, generalerne i fem årtier forstod at udnytte til et absolut maksimum.
Journalist Mette Holm er Asien-specialist og har som udenrigskorrespondent blandt meget andet rapporteret fra Myanmar siden 1991, mens Mogens Lykketoft i sin tid som udenrigsminister fulgte den politiske udvikling i Myanmar tæt.
Den historiske og politiske ramme for landets nyere udvikling er på plads og danner perspektiv i Burma/Myanmar fortællinger fra et land i forandring og bliver fornemt fyldt ud med det personligt oplevede i form af små fortællinger fra især Holms, men også Lykketofts rejser i landet. De personlige fingeraftryk gør en vedkommende, uden at forfatterne på noget tidspunkt giver køb på det lødige.
Viden og begejstring er et smukt makkerpar, og selvom begejstringen har en tendens til at højtstemme sproget og male modsætninger samt skønheden i forfaldet op med den brede pensel, går de dog klogt og kløgtigt hånd i hånd i Holm & Lykketofts fortælling, der er båret af en smittende kærlighed til og en fascination af et land og et folk.