Oliver Zahle: Elefantstenen. 136 sider. 199,95 kroner. Carlsen.
Tag en dreng, enebarn, tyk og mobbet.
Placer ham i Thyborøn, hvor de virkelig taler jysk (for det er sjovt) med en mor fra Thailand, der ikke taler så godt dansk (for det er også sjovt).
Og hvad med faderen? Jo, han er død - og lad os sige, at han er druknet, det må være det mest nærliggende.
Hvad stiller vi op med drengen?
Jo, vi lader en ny pige begynde i klassen, hun er køn og venlig og fra København (selvfølgelig), og så kommer der et cirkus til byen med en elefant, der får drengen til at tro mere på sig selv, så han ikke synes, at han skal tage så meget ansvar for sin mor, og han holder op med at blive mobbet.
Ja, sådan gør vi - og når vi så har skrevet bogen (det behøver ikke at tage så lang tid), så vil et forlag gerne udgive den, fordi vi er kendte i forvejen og dygtige til alt det andet, vi laver, og forlaget ved, at bogen sandsynligvis vil sælge, uden at de behøver bruge tid og kræfter på den.
Med et let omskrevet citat fra satireprogrammet ”Selvsving”, som Oliver Zahle med stort talent er med til at sende ud i radioen, har jeg lyst til at sige: Det er ikke hans bog, der er noget galt med, men hele den danske bogbranche.
Når forlaget i pressemeddelelsen staver hovedpersonens navn på to forskellige måder - hvoraf ingen af dem forekommer i selve bogen - kan det måske give et vink om graden af ligegyldighed.
”Elefantstenen” om drengen Bapit og den måske magiske hulsten, han har i lommen, er sympatisk og velment.
Men historien er desværre lige så fuld af klichéer, som der er fiskekuttere i havnen i Thyborøn, og så tynd, at det ikke nytter noget at smøre tykt på af det søde. Så vil jeg alligevel hellere have en ”Bapit special” - toast med N+utella og pålægschokolade - for der kan man i hvert fald undgå den kedelige eftersmag af beregning.