Fra folkekær til forkætret

Dramatikeren Kjeld Abell ville i dag være fyldt 100 år. Hans personlige historie spejler 30 års kulturhistorie

Kjeld Abell tegnede selv plakaten
Kjeld Abell tegnede selv plakaten. Foto: Kjeld Abell.

»Det er det, vi har Teatret til«, skrev teaterkritikeren Frederik Schyberg efter premieren på Kjeld Abells drama »Silkeborg« i 1946. Dermed fortolkede han, hvad de 100.000 mennesker, der så stykket, følte. »Silkeborg« var Kjeld Abells store besættelsesdrama og ramte præcist med sin særlige Abell´ske blanding af revseri af borgerskabet - han lod en dansker i tysk krigstjeneste være den, der fældede dom over den almindelige danskers passivitet under krigen - og dyrkelse af handlekraften - her den unge frihedskæmper, der redder landets ære med livet som pris. »Silkeborg« blev til gengæld Kjeld Abells sidste uforbeholdne succes.

Det moderne teaters fadder

Frederik Schyberg kunne faktisk have skrevet det samme 11 år før ved premieren på Abells berømte debutstykke »Melodien der blev væk«. For også det stykke viste, hvad man havde teatret til. »Melodien der blev væk« var et politisk bevidst stykke teater og samtidig en fængende, effektfuld leg med kunstarten, der blev en afgørende fornyelse af dansk teater. Og navnet Larsen gik ind i sproget og er blevet siddende helt til i dag som navnet på den lille klemte mand, der ikke kan finde sin livsrytme der, hvor han er. Kjeld Abells Larsen finder dog sin melodi og bliver »sit eget livs direktør«, som det lød i en af Sven Møller Kristensens og Bernhard Christensens fremragende sange fra stykket.

Publikum elskede simpelthen Kjeld Abell. Og allerede med sit næste stykke »Eva aftjener sig Barnepligt« (1936) om den hæmmende, borgerlige børneopdragelse, rykker han ind på Det Kongelige Teater.

På det tidspunkt er Kjeld Abell blevet optaget i de kulturradikale cirkler, hvis ubestridte centrum var arkitekt, revymand, journalist og lampedesigner Poul Henningsen. Kjeld Abells 1930´er-dramatik er skåret helt efter kulturradikalt forbillede med sin dyrkelse af menneskets frie vilje, dets trang til udfoldelse og krav på samme.

Venskabet udmøntede sig kunstnerisk i sommeren 1940, da Kjeld Abell, Poul Henningsen, scenografen Svend Johansen og komponisten Kai Normann Andersen forenede sig i revykomedien »Dyveke« om Christian den Andens moderniserede elskerinde Dyveke og hendes meritter. Første prøvedag var 9. april 1940. Besættelsen gjorde, at Poul Henningsens sange måtte skrives om, men det blev de så fine af, at publikum reagerede med følelsesladet tavshed, da Liva Weel sang om, hvordan »Man binder os på Mund og Haand / men man kan ikke binde Aand / for ingen er fangne / naar Tanken er fri«.

Ingen var i tvivl om Kjeld Abells antinazistiske holdning. Op gennem 1930´erne havde Kjeld Abell markeret sig stærkt på den antinazistiske fløj. Mest konkret i stykket »Anna Sophie Hedvig« fra 1939, hvor hovedbudskabet er, at man skal bekæmpe uretten, også selv om man skal bruge vold. Valget af heltinde var særpræget, men bevidst: en ældre, grå kommuneskolelærerinde - og når hun kan kæmpe, kan alle.

Krigen

Under krigen er Kjeld Abell direktør for Tivoli, og takket være alliancen med Poul Henningsen oplever nationalsymbolet nogle rige år, undgår lukning på grund af mørk-lægningen, men ikke den voldsomme destruktion, som schalburgtagen i juni 1944 forårsager.

På det tidspunkt er Kjeld Abell under jorden. Aftenen efter mordet på Kaj Munk afbryder han en Soya-forestilling på Det Kongelige Teater og beder publikum sammen med ham mindes »Danmarks store digter«. Mens Gestapo kører ind på Kgs. Nytorv, forsvinder Kjeld Abell og dukker ikke op igen før maj 1945.

De mellemliggende måneder tilbringer han forskellige steder, men bliver i perioden tæt knyttet til professor Mogens Fog fra Frihedsrådet. Det venskab får afgørende betydning for Kjeld Abell. For Mogens Fog er kommunist. Partimedlem og minister i den første samlingsregering. Kjeld Abell selv er aldrig medlem af et politisk parti, men der er ingen tvivl om hans venstrefløjssympatier.

I den første efterkrigstid er Kjeld Abell stadig et stort navn, journalisten Paul Hammerich har kaldt ham »kultursocialismens svar på Chr. den Tiende«, og »Silkeborg« manifesterer kun hans betydning. Men stykket markerer også en problematisk og tidstypisk tvivl på ordenes værdi som kampvåben. Denne tvivl kommer til at præge Abells dramatik mere og mere, ligesom den huserer i en række kollegers værker. Det er den, forfatteren H.C. Branner i et essay giver navnet »Humanismens krise«.

Krisen er foldet helt ud i Abells længe ventede og på forhånd meget omtalte stykke »Dage paa en Sky« i 1947. Stykket foregår i sekunderne, fra en flyver er sprunget ud fra flyet, til hans faldskærm folder sig ud. I denne svæven mellem liv og død lander flyveren på en sky med græske gudinder og skal bevidst vælge sit liv eller flygte ind i døden. Han skal tage ansvaret for sit liv og sine handlinger. Men det var ikke så meget denne tidstypiske krise, der antændte publikum. Det var en monolog fra flyverens hustru om, at »frihed - frihed uden grænser kan føre lige lukt til menneskehedens selvmord«. Ordene blev i den efterfølgende Kjeld Abell-debat tolket som en plæderen for kommunismen, og så brød den kolde krig i dansk kulturliv ud.

Kjeld Abell blev isoleret. Og skønt der ikke er tvivl om hans politiske ståsted, så er »Dage paa en Sky« og syv år senere »Den blå pekingeser« mest dramaer om en dyb eksistentiel krise. »Den blå pekingeser« er et drømmeagtigt spil befolket med levende, døde, ufødte og en klingende, blå pekingeser, som gjorde det svært for datidens publikum at finde kernen i stykket. I tiden et klart udtryk for det, Frederik Schyberg ret præcist har kaldt Abells »poetiske omsvøbsdepartement«. »Hva´ Kjeld Abells mening / prøv og gæt den«, sang Bodil Udsen i en revyvise, sommeren efter pekingeseren havde haft premiere på Det Kgl. Teater.

Kjeld Abell døde i 1961 og havde været dramatisk død i flere årtier. En af de klassikere, hvis plads mere er på reolen end scenen. De tidlige stykker med deres noget forenklede verdensbillede har virket historiske, og hans meget tidstypiske, jargonagtige sprog er til tider ufrivilligt morsomt. Men nu er det som om, at der er ved at opstå en interesse for netop hans eksistentielt søgende efterkrigsstykker. Den desperate tvivl taler også til vores tid. Men vi har stadig til gode at se en moderne, gennemarbejdet iscenesættelse af »Den blå pekingeser« - Kjeld Abells 100 år bliver på Det Kongelige Teater fejret med den mere traditionelle »Anna Sophie Hedvig« og på Folketeatret med den ukendte, morsomme »Miss Plinckby´s kabale«.

kultur@kristeligt-dagblad.dk