Fra mørkets hjerte til forløsning

Kunst, liv og død mødes på Skive Kunstmuseum i seværdig udstilling af Poul E. Nielsens værker

Poul E. Nielsen finder mange af sine motiver i dyreverdenen, så man undertiden føler sig hensat til et museum for naturhistorie. Øverst ses værket "Kamæleon 3", til højre "Kamæleon 1". -
Poul E. Nielsen finder mange af sine motiver i dyreverdenen, så man undertiden føler sig hensat til et museum for naturhistorie. Øverst ses værket "Kamæleon 3", til højre "Kamæleon 1". -. Foto: Skive Kunstmuseum.

Der er noget befriende ved, at et kunstmuseum laver en udstilling som den, der for tiden vises i Skive. Her går man med Poul E. Nielsens "Wunderkammer" på tværs af den polerede kunstinstitution og åbner rummene for en kreativ lokal kunstner, der tillader sig at lege med genrerne. "Wunderkammer" betyder kunstkammer, raritetskabinet; men har også med det vidunderlige og det at undre sig at gøre. Renæssancens samlinger var ofte sådanne "Wunderkamre" med samlinger af alt muligt sært og opsigtsvækkende, der skulle give en forståelse af, at verden vitterlig er underlig og underfuld.

Poul E. Nielsen er uddannet på Århus Kunstakademi, han er rejsende, han er en mand, der finder og samler. Nu er flere års samlen på rejser og i det nære blevet til to rum med videoinstallationer og installationer af genstande. I en teatersort sal er der dækket op med et overflødighedshorn af sager, etnografiske ting, biologiske, zoologiske, småting, souvenirs, så det kribler i fingrene. Væggene er plastret til med masker fra fjerne kulturer, indtørrede dyr, tandsæt, rituelle genstande - og så med kunstnerens magtfulde malerier af kraftfulde dyr. En tegnet frise under loftet viser aber, der svinger sig fra gren til gren, men stadig og som kendetegnende for hele udstillingen under en forgængelighedsdom. Alt på jorden, selv det mest vitale liv, har sin tid, før det må dø. Aberne er skabt som skulpturer, der fjæler sig på gulvet, og her er de lavet af lange mørke bånd, der får dem til at minde om mumificerede, og dog levende, dyr.

Flere af malerierne viser dyr, der er sømmet op med nagler gennem lemmerne, som var det Kristus på korset. Prosaisk fortæller kunstneren, at det er en måde at tørre en lækat eller en død rotte på, men et stærkt udtryk er der i de underligt standsede dyr. Denne modsætning mellem liv og død, aktion og konservering, går gennem hele udstillingen, hvor en af attraktionerne er et indlånt ægte skrumpehoved fra Ecuador. De magtfulde dyr falken, bisonen og mandrillerne matches af malede nærstudier af skeletternes ryghvirvler.

Junglen med dens lyde af torden, fjerne og nære dyr i den pjaskende regn på de store blade, kommer helt tæt på i den videoinstallation, hvor man med hovedtelefoner ligger og ser op i bladhanget. Det er pågående og voldsomt. Antropologens mareridt måske? Med velvalgt vanitas, forgængelighed, griber man sine høretelefoner fra kroge af tørrede kalkunfødder.

Poul E. Nielsen leger med udstillingskonventionen, der på historiske museer traditionelt vil være af døde genstande og på naturhistoriske af animerede. Det giver et spændende, barokt, teatralsk miks. Det er nok meget individuelt, om man kan lide det, men ved at gå længe i totalinstallationen tilegner man sig dens grundtone af dødsteater, som man så alt efter ønske kan ryste af sig ved udgangen.

Skive Kunstmuseum, der desværre lider under pladsmangel, har for tiden disponeret sådan, at husets anden store sal stadig rummer strukturerne fra en tidligere udstilling. Egentlig parallel til "Wunderkammer". Her har man efter næsten samme princip ophængt en gulv til loft-præsentation af mesterstykker fra museets store samling af klassisk, dansk modernisme. En Lundstrøm-væg er stærk som et umiddelbart blikfang. En mindre, mørk kasse rummer et sikkert udvalg af moderne dansk grafik fra Mogens Andersen til Trampedach. Således smitter kunstkammeret af på den mere kølige samling af enkeltværker af kunst, men på en frugtbar måde, for øjet har ladet sig indstille på den flydende aflæsning.

Det er småt med plads, jovist, men ikke med god vilje og ideer. Faktisk et lille brag på en sommerdag. Ind i huset og ind mod mørkets hjerte i sindets, livets og forgængelighedens irgange, og så forløst i den lysende danske modernisme. En god og dygtigt tænkt dialog. Wunderkammeret står til ind i juni. Se den, hvis vejen går tæt på Skive. Den er endda en omvej værd.

Poul E. Nielsen: Wunderkammer, Skive Kunstmuseum, Havnevej, Skive. Til den 14. juni, tirsdag-søndag 12-16.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Foto: Skive Kunstmuseum.