Kirkegængere forstår prædikenen forskelligt

Inspirerende undersøgelse af, hvad der sker, når præsten prædiker

Cand.theol. Marianna Gaarden har lavet empiriske studier af, hvad en repræsentativ gruppe af kirkegængere får ud af at lytte til præsters prædiken. Modelfoto.
Cand.theol. Marianna Gaarden har lavet empiriske studier af, hvad en repræsentativ gruppe af kirkegængere får ud af at lytte til præsters prædiken. Modelfoto. .

At det ikke altid går, som præsten prædiker, vidste vi godt i forvejen. Men at kirkegængeren som regel ikke hører, hvad præsten siger i sin prædiken, er nyt og overraskende.

Eller, kirkegængeren hører måske nok præstens prædikenen, men den udløser en forståelsesproces og betydningsdannelse hos kirkegængeren, som kan ligge endog meget langt fra præstens intention med sin prædiken.

Alle præster kender til at stå i kirkedøren og få bemærkninger for noget, som man med sikkerhed ved, at man ikke har sagt, fordi man absolut ikke mener det. Det er imidlertid ikke en kuriøs undtagelse, at kirkegængeren danner sig sin helt egen mening. Det er reglen. Præsten opdager det bare ikke, for kirkegængeren bliver ikke spurgt.

Det har Marianne Gaarden, cand.theol. og teologisk konsulent i Helsingør Stift, så gjort - altså spurgt kirkegængerne.

Hun har lavet empiriske studier af, hvad en repræsentativ gruppe af kirkegængere får ud af at lytte til præstens prædiken.

Bogen, som er en bearbejdning af en ph.d.-afhandling, hedder ”Prædikenen som det tredje rum”. Den gør op med den forestilling, at man ganske enkelt kan overføre et budskab til et andet menneske. Det kan man ikke.

Man kan som præst godt kommunikere et budskab klart og tydeligt, men man kan ikke styre og kontrollere, hvordan det bliver modtaget af kirkegængeren. Og de faktorer, som afgør hvordan budskabet rent faktisk bliver modtaget og forstået, har præsten ingen indflydelse på og som oftest i det højeste et minimalt kendskab til. Hvad ved vi egentlig om hinanden, når det kommer til stykket?

Under præstens prædiken er der to ting, som smelter sammen og danner et tredje: på den ene side præstens prædiken og på den anden side kirkegængerens hele livssituation og -erfaringer. Og det er vel at mærke sidstnævnte, der går forud og er overdeterminerede. Mødet mellem det levede liv hos kirkegængeren og det levende ord fra præsten skaber et tredje rum, som ikke kan føres tilbage til hverken kirkegængerens liv eller præstens ord, men som netop opstår som en form for merværdi. Ordet er blevet ånd.

Marianne Gaardens undersøgelser viser også, at kirkegængerne ikke forventer, at præsten fortæller dem, hvad de skal tænke og tro. Og de ønsker det heller ikke. I den forstand har præsten ikke længere nogen autoritet.

Men det er derimod af afgørende betydning, at præsten er autentisk og troværdig: ”Det handler om mod“ Mod til at tro. Mod til at være tro mod sin tro. Mod til at være sig selv. Mod til ikke at være en anden eller noget andet, end det man er. Mod til at være dér, hvor man er - både med sin tro og sin tvivl.”

Gaarden slutter af med nogle teologiske overvejelser, hvor hun forsøger at justere på præsternes forestilling om, hvad der sker, når de prædiker, så forestillingen bliver mere realistisk. Og det kan sagtens lade sig gøre inden for rammerne af den lutherske tradition som er folkekirkens.

Marianne Gaardens bog vidner om den tendens, der er inden for folkekirken i disse år. Man lader sine fordomme, formodninger og mere eller mindre fikse idéer teste af virkeligheden gennem empiriske undersøgelser. Det lover godt for fremtiden - hvis vi altså drager nogle konsekvenser af det, som undersøgelserne fortæller os. Inspireret af den foreliggende bog burde præsten måske springe ud i det og fortælle om sin egen tro og tvivl, når der skal prædikes næste gang. Ikke privat, men personligt. Med dagens tekst som anledning. Og med sin egen helt normale stemme.

kultur@k.dk